I slutningen af september modtog jeg et brev i postkassen fra min udlejer. Det var et varsel om, at huslejen stiger med de maksimale 4 pct. fra 1. november. Brevet var ventet, for jeg skrev allerede til ham i starten af august, fordi jeg frygtede, at min husleje som sædvanlig ville følge nettoprisindekset. I så fald ville stigningen have været over det dobbelte. Lagt sammen med de fuldkommen ustyrlige prisstigninger på både el, varme og dagligvarer og det faktum, at jeg er alene om at skrabe sammen til det hele, ville det have betydet, at jeg var nødt til at finde et andet og billigere sted at bo.
Nu bliver jeg, hvor jeg er, og skruer ned for forbruget, lyset og varmen og op for uldtøjet og snusfornuften. Og jeg skal nok klare mig. De kedelige år med nedlukninger har efterladt lidt ekstra moneter i foret, og skulle det gå helt galt, kan jeg tage mig et lille bijob. Mig skal man ikke have ondt af.
