Egentlig troede jeg, at jeg havde styr på at være alene med mig selv. Jeg har rejst meget alene, både på smutture hen over en weekend og på længere internationale projekter uden først at kende andre. Jeg har nydt at få lejligheden for mig selv en weekend eller fundet mig et fredfyldt hjørne af København og underholdt mig selv med at kigge på mennesker. Alene var for mig et privilegium af ro, pause og fri for forstyrrelser. Tid, der kunne bruges frit og uden at skulle tage hensyn. Jeg troede, at jeg forstod det at være alene.
Nytårsmorgen 2022 fandt jeg ud af, at jeg nok aldrig rigtig har været alene i sjælelig forstand. Aldrig været alene på sådan en måde, hvor man føler man kun har sig selv at læne sig op ad. Jeg mærkede et panikanfald krybe frem i kroppen og blev overvældet af en altopslugende følelse af en uendelig ensomhed, som fortalte mig, at jeg virkelig var alene. Alene om ansvaret for mig selv, for min fremtid, for succes og fiasko. Omtrent 14 dage før var mit knap otte år lange parforhold sluttet i fred og fordragelighed og havde ladt mig alene tilbage, halveret og fyldt af håbløs mistillid til mine egne evner ud i livet og med frygt for ikke at slå til.
