Både dronningen og statsministeren havde i deres nytårstaler fat i Ukraine-krigen og de lidelser, den påfører det ukrainske folk. Statsministeren beskrev Rusland som et land, »hvis grusomhed vi har svært ved at forstå«. Der er al mulig grund til at have medfølelse med de millioner af ukrainere, hvis liv er blevet slået i stykker af krigen, men det må ikke glemmes, at krigen kan standses, hvad dag det skal være, og at der ikke er noget, Rusland hellere vil. Det er helt op til Ukraine.
Rusland forlanger ikke, at Ukraine opgiver sin indre frihed og suverænitet og har aldrig forlangt det, heller ikke mens Sovjetunionen endnu bestod. I sovjettiden nød Ukraine (sammen med Belarus, Hviderusland) betydelig frihed – langt større end andre sovjetrepublikker. Således havde både Ukraine og Belarus stemmeret i FN, hvad Estland, Letland og Litauen samt store centralasiatiske republikker som Kasakhstan ikke havde. Det, som Rusland forlanger og er villig til at sætte alt ind på – krig, om så skal være – er ikke, at Ukraine opgiver sin indre frihed og eventuelle fremtidige ønsker om demokrati, pressefrihed, velordnet retsvæsen, mindre korruption og den slags ting, men at Ukraine tager bestik af sin geopolitiske placering ved stormagten Ruslands sydflanke og opgiver tanken om at blive medlem af Nato.
