Det gør mig på en måde varm om hjertet at se statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale og se, at hun har en af Thomas Korsgaards bøger stående i baggrunden, mens hun citerer både Ingemann og Tove Ditlevsen. Lige så vel som det giver mig håb at læse i det nye regeringsgrundlag, at man vil nedsætte et råd, der skal undersøge, hvordan vi kan bruge litteratur (og kultur i alle former) til at forholde os til og overkomme de store samfunds- og verdenskriser, vi står overfor. ’Endelig!’, tænkte jeg, bliver humaniora anerkendt for det, den kan. For den kan hjælpe os med at løse kriser. Både af personlig og samfundsmæssig karakter. Kulturen er vores superkraft, og det vidner både statsministerens nytårstale og regeringsgrundlaget om, at vi ikke kan komme udenom.
Men (for ja, der er desværre altid et men), så ramte skuffelsen mig lige så hårdt som et nyrespark fra Supermand. I samme nytårstale og i samme regeringsgrundlag er det også et vilkår, at der bliver sparket på en, som allerede ligger ned. Der skal skæres et år af kandidatuddannelsen på mange samfundsfaglige og humanistiske kandidatuddannelser. Men frygt ej, lyder det. For de penge, der bliver sparet, skal investeres i mere undervisning fordelt over de fire år, uddannelserne i alt kommer til at vare.
