I ugerne efter Frederik Hugo Ledegaard Thims podcast ’Det levende bevis’ blev tildelt Cavlingprisen, har debatten af gode grunde drejet sig om, hvorvidt der i den opsigtsvækkende omskæringssag er sket et justitsmord på forældrene. Særligt har fokus været på det problematiske i, at Retslægerådet skal undersøge sin egen vurdering, og at retssystemet ikke medtager andre eksperters vurderinger. Med andre ord: Det handler om, hvordan de voksne ikke lytter til andre voksne. Børnenes stemme forsvinder dermed både i sagen og i den debat, podcasten har rejst.

Som barndomsforskere bemærker vi særligt, hvordan systemet i selve sagen behandler børnenes udsagn som mindre pålidelige eller værdifulde. De voksne lytter til børnene på en måde, som den australske forsker Bronwyn Davies kalder listening as usual eller på dansk: at lytte, som man plejer. De lytter med henblik at få det, børnene siger, til at harmonere med den fortælling, de allerede har etableret. Børnenes udsagn fortolkes ind i den givne ramme, og når børnene giver udtryk for noget, der strider mod fortællingen, overhøres eller omformes det i processen.