At komme ind i et supermarked og føle sig velkommen og ønsket er efterhånden en sjældenhed på linje med lyserøde delfiner og nordlys syd for Kristiansand.
I langt de fleste tilfælde er der nærmest ikke noget personale i butikken ud over kassemedarbejderen, der typisk er en dvask teenager, som lader til at sidde der mod sin vilje, og som knap nok orker at løfte hovedet fra sin telefon. Hvis de endelig er mentalt til stede, er de typisk mere optaget af at udveksle anekdoter fra weekenden med medarbejderen i kassen overfor end at anerkende eventuelle kunders eksistens.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


