De seneste uger har Elizabeth Bishops poetiske sandhed gentaget sig selv i mine tanker: »the art of losing isn’t hard to master«, når blot man øver »losing farther, losing faster«. Jeg følte mig som en, der terpede hendes pensum, da jeg sidste lørdag lod blikket hvile mod Grundtvigskirkens kuplede loft. Det var for svært at se ligeud, for dér stod kisten med min elskede ven Henrik som beviset på, at han allerede var mistet.
Der er ting i livet, ingen ønsker at blive øvet i. For mindre end seks år siden sad jeg på akkurat samme plads i Grundtvigskirken og prøvede ikke at betragte kisten med Peter, min dengang bedste ven. Peter blev 35 år gammel. Henrik blev 32. Følelsen af deja-vu gør ikke mit seneste tab mindre. Det bliver snarere fordoblet, fordi den friske smerte vækker den tidligere, og fordi Henrik og Peter var uerstattelige mennesker, som vil mangle på hver sin måde. Dét savn kan man ikke øve sig på. Det er altid unikt.
