Hvis du vil begå dig som forfatter, er det ikke et must, men alligevel en ubeskrivelig stor fordel at være indfødt i netværk af magtfulde venner, mentorer og familier. Det, det handler om, er at have foden indenfor. Adgang til succesfulde kolleger fra samme og beslægtede brancher. Den adgang er der nogle, der mere eller mindre fødes med, mens andre må tilkæmpe sig den. Sådan vil det formentlig altid være, og dog argumenterer jeg for, at der også her findes nogle retfærdighedsknapper at skrue på.
Jeg og mit politiske projekt er intet frisk pust, men en lort, der skal ædes. Jeg udgav et manifest dedikeret til klassekampen. Jeg skrev om mig selv og min familie og den sociale vold, samfundet bød os – samt andre ligesom os – og jeg udpegede hykleriet ved, at magthavere gerne anerkender smerten, men sjældent for alvor sætter sig ind i, hvor den kommer fra, eller hvad vi forlanger. Efter at have udgivet ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ kan jeg konkludere, at visse segmenter føler sig ramt og rørt, ikke nødvendigvis på en måde, der gør ondt, men på en måde, hvor skamfølelsen aktiveres og helst søges forløst i en fart. »Men hvad, Glenn, er det så, du vil have os til?«, svarer man.
