Jeg tror, der findes mange typer af ensomhed. Den værste af alle er den, hvor man vitterlig ikke har nogen tæt på. Hvor man helt bogstaveligt kun er sig selv. Den må æde sjælen op, og jeg ønsker den ikke for nogen. Det må være den grimmeste slags, der viser begrebet ensomhed i sin reneste form.
Men der findes også andre knap så absolutte typer. Den type, der opstår, når man pludselig rammes af noget, som sender én uden for normen, fra den slagne vej. Sygdom, når man mister, skilsmisse – udefrakommende katastrofer eller udfordringer. Måske slipper ingen af os igennem livet uden at møde vores egen slags ensomhed?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

