Gennem tre år brugte jeg al min fritid på klimaaktivisme. Efter forelæsninger skyndte jeg mig til en uendelig række af demonstrationer med alt fra 30 deltagere til 40.000. I starten virkede det, som om jeg gjorde en forskel sammen med den bevægelse, jeg var en del af. Relativt hurtigt efter, jeg var blevet aktivist, kom valget i 2019, som gav os klimaloven. Jeg husker, hvordan jeg stod hjemme hos forfatter Carsten Jensen, der havde inviteret klimaaktivister til middag. Nyheden om lovens vedtagelse tikkede ind, og vi ditchede Carsten Jensens middag til fordel for en spontan fest sammen med andre aktivister, der havde knoklet i døgndrift for at få klimaloven vedtaget. Der var fest og glade dage. Vi drak os fulde og kunne ikke stoppe med at smile. Alle flosklerne om aktivisme var rigtige. En masse motiverede mennesker, der kæmpede sammen om en sag, kunne rent faktisk påvirke lovgivningen og ændre samfundet. Sådan så det i hvert fald ud – men kun for en stund.
Debatindlæg afFrederik Bjørnbak
Tidligere klimaaktivist
Klimakampen er tabt. Vi må som nation i stedet opbygge en ”prepper-mentalitet” og klimasikre Danmark mod de værst tænkelige scenarier
Tidligere klimaaktivist: Vi skal væk fra utopiske idéer om, at vi stadig kan nå at redde Jorden
Lyt til artiklen
