Hvis man slår op i The Oxford English Dictionary, kan man læse, at begrebet lobbyisme stammer helt tilbage fra omkring 1640, hvor man som englænder fik tradition for at møde op i lobbyen til House of Commons for at tale sin sag for parlamentsmedlemmerne.
Siden har det mere moderne ord interessevaretagelse vundet indpas som en del af vores sprog, når det kommer til de politiske beslutningsprocesser i demokratier verden over. Sammen med et generelt dannelsesløft med undervisningspligt, højskoler og etableringen af andels- og arbejderbevægelsen blev interessen for at påvirke politik en del af det politiske urværk. Derfor kan det også undre, når magtforskeren Christoph Houman Ellersgaard i Politiken tordner mod det, han kalder de »ublu interesseorganisationer«. Man kan spørge sig selv, om en magtforsker, der udelukkende forholder sig kritisk til begrebet magt, måske er i gang med en selvmodsigelse, når han opfordrer netop magtens centrum til at skubbe interessevaretagerne uden for døren, når stregerne skal sættes.
