For 3 måneder siden skiltes Flemmings og mine veje. Vi ses stadig, og der er ikke (endnu) søgt separation eller skilsmisse. Vi er heller ikke uvenner. Men dagligdagen tilbringer vi nu hver for sig. Det blev nødvendigt. Vi var og er begge slidt i laser af en hverdag uden hjælp. Økonomien kan ikke længere hænge sammen.
Vi er nu tvunget til at forlade vores bolig og de omgivelser, som vi trivedes i og var glade for at være i. Måske kommer vi i en yderligere uværdig, stigmatiserende og stressende situation, hvis huset må gå på tvangsauktion, og vi mister penge og kommer derfra med en gæld, som vi ingen mulighed vil have for at betale. Økonomisk og menneskeligt har kommunens uforståelige, ubegrundede og brutale beslutninger og handlinger ramt os så hårdt, at det for os begge vil reducere livskvaliteten betydeligt i de sidste år af vores liv.
