Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet i kantinen på en arbejdsplads og fået svedige håndflader, når en ved bordet pludselig uventet spurgte ind til mine babyplaner foran chefen. For ligegyldigt hvor meget vi ved, at det er forbudt at tale om på arbejdspladsen, så er det et emne, der naturligt kommer på bordet, når man når en vis alder. Og nervøsiteten intensiveres hvert år, hvor virkeligheden kommer tættere på.
I alle de år, hvor jeg var journalist uden børn, smilede jeg sødt til spørgsmålet om baby ved at smile lidt og skubbe snakken til side. »Vi skal ikke have børn lige foreløbig«, sagde jeg kontant, mens jeg febrilsk tjekkede min ægløsnings-app, for nu skulle det altså være nu. Hjemme ventede min mand med spaghetti bolognese og rødvin på køl, mens snakken gik på drenge- og pigenavne, børneopdragelse og børnehaver i nærområdet. Imens rumsterede bekymringen i mit baghoved. Er jeg ved at yde aktiv dødshjælp til min karriere nu?
