Det går kun én vej: ned ad bakke. Mod forfald. Alt det, der engang stod oprejst, synker. Går i knæ. Taber sin kraft. Taber sin glød. Slimhinder tørrer ud. Rejsningen udebliver. Musklerne forsvinder. Hørelsen svækkes. Synet bliver dårligere. Håret mister sin farve og falder af. Huden mister sin spændstighed og bliver slap. Tænderne gulner, bliver løse med synlige mellemrum. Støttepunkterne bliver flere og flere. Man rejser sig ikke bare, men må holde fast i stabiliteten omkring sig – et bord – en stol – en dørkarm eller måske en stok eller rollator. Måske rejser man sig slet ikke mere, fordi kørestolen er blevet ens nye hjem, eller sengen.
Alderdom er et tabu. Noget, vi ikke taler om. I hvert fald ikke den del af livet, hvor tab af funktionsevner og førlighed sætter ind, og afhængigheden bliver synlig. Vi taler gerne om, hvordan vi holder os unge. Taler gerne om alt det, vi kan gøre, som har en livsforlængende kraft, fordi ingen vil være gamle. Det er yt at være gammel. Nu er vi ældre, indtil vi falder om. Er man ældre, er det nemlig ikke så galt endnu. Jeg hører gamle fortælle hinanden om alt det, de kan endnu. Som et værn mod alderdommen, for så længe man kan udrette dette og hint, så er man jo slet ikke gammel.
