Beretninger fra børn og unge i DR-dokumentaren ’Alene hjemme på nettet’ om grænseoverskridende digitale oplevelser har chokeret mange forældre og fagpersoner. Det indhold, børn dagligt møder på SoMe, overgår fantasien: videoer med selvmord og mord i realtid, pædofili, kønslig omgang med dyr m.m. At børn udviser symptomer på angst og mistrivsel efterfølgende, er kun en naturlig reaktion på noget, de slet ikke kan håndtere. Hvordan dette makabre indhold påvirker deres holdninger og værdier på længere sigt, er en anden vigtig bekymring.
I dokumentaren beskriver flere af børnene symptomer på trauma: flashbacks, søvnbesvær og uro. Sekundær traumatisering opstår ved blot at have hørt om eller set andres lidelse uden at være direkte involveret. Der er forskningsmæssigt belæg for, at voldsomme billeder og videoer kan udløse symptomerne. F.eks. udviser journalister, som arbejder i hovedkvartererne langt væk fra fronten, og som gennemgår videomateriale fra krigsområder, symptomer på traumatisering. Et andet eksempel er en canadisk professor i retspsykiatri, som udviklede posttraumatisk stress efter at have gennemgået voldelige videooptagelser i to retssager. Professoren må antages at have fået supervision og har haft en professionel at snakke med under sit arbejde, men alligevel gik det galt. Den kraftfulde virkning af reale voldsvideoer er endnu værre for børn, som er meget mere sårbare og påvirkelige, og en god snak kan ikke nulstille oplevelserne. Begynder børn og unge først at udvise psykiatriske symptomer, er det en langsommelig og besværlig proces at få hjælp.
