Det er slet ikke nemt at være embedsmand i Danmark. Man er en lus mellem mange forskellige negle. Man skal føre politikernes vilje ud i livet, og samtidig bliver man rendt på dørene af organisationer og virksomheder, der ønsker deres interesser tilgodeset. For slet ikke at tale om virkeligheden, der sætter sine helt naturlige grænser for, præcis hvordan og i hvilket tempo lovgivningen kan implementeres. Der bliver forventet utrolig meget af embedsfolk i Danmark, de skal nærmest være en slags maskiner. De skal styre det gigantiske, vidtforgrenede apparat, vi kalder velfærdsstaten, og helst på en måde, så alle er tilfredse.
I Danmark og i mange andre vestlige lande har vi en tradition for det, sociologen Max Weber kaldte det ideelle bureaukrati. Det ideelle bureaukrati handler grundlæggende om, at embedsfolk skal være saglige, upersonlige og desinteresserede i deres embedsførelse. De må ikke lade sig påvirke af følelser, de skal udgøre det tandhjul i statsmaskineriet, deres position i hierarkiet tilsiger. Hverken mere eller mindre.
