USA er det nye Rom, og vi lever i de sidste tider, inden vor tids svar på gotherne, vandalerne og alle de andre barbarer kommer, og alt bliver kaos. Se bare stormløbet mod Kongressen i januar 2021, se på den giftige polarisering, som er ved at flå USA og hele den vestlige verdensorden fra hinanden. Uligheden stiger, opioidkrisen raser, og der er krige og konflikter i alle verdenshjørner. Man skal ikke lede længe efter sammenligninger på nettet mellem Roms undergang og USA’s nuværende politiske krise.
Men slå koldt vand i blodet – hvis USA vitterlig er som Rom, burde der altså ikke være stor grund til bekymring lige foreløbig. For det, mange glemmer, er, hvor utrolig solidt og levedygtigt Romerriget reelt var, og hvor næsten ufattelig længe det holdt.
Jeg ved godt, at det er en kliché for en midaldrende ciskønnet mand at skrive om Romerriget. Mænd siges jo at tænke på Romerriget næsten endnu mere, end de tænker på sex. Om det står helt så galt til for mit eget vedkommende, ved jeg ikke, men jeg skal gerne indrømme, at jeg tænker utrolig tit på Romerriget og har læst flere bøger og lyttet umådelig meget mere til podcasts om romernes historie end noget andet rige i fortiden.
Men det er der en rigtig god grund til. For Romerriget var fuldkommen fantastisk, og man må meget håbe, at USA og den vestlige verdensorden er lige så solidt bygget. Tænk lige over det. Romerriget varede omkring 1.000 år – faktisk næsten 2.000 år, hvis man medregner den østlige del, der fra basen i Konstantinopel (nu Istanbul, red.) holdt skansen helt frem til det 15. århundrede. Og ikke nok med det.
Romerrigets arv er med os den dag i dag – love, veje, kloakker og alt muligt andet er stadig i overraskende høj grad baseret på de gamle romeres virke og værker. Romerriget forvandlede Middelhavet til et indre farvand, en bedrift, som ingen nogensinde før eller siden har formået at gentage – se bare på EU’s kamp med at holde migranter fra at forsøge at krydse havet med livet som indsats.
Så gid USA er det nye Rom. I så fald står vi stadig kun i den spæde begyndelse til den amerikanske æra.
Ingen kender fremtiden, så det er naturligvis umuligt at sige med sikkerhed, men ligesom Romerriget har USA indtil videre vist sig ganske robust. Inden Rom kollapsede, havde romerne været gennem utallige kriser – fra drabet på Cæsar til den vanvittige kejser Caligula, der udnævnte sin hest til senator og videre til Nero, der satte ild til Rom, for blot at nævne et enkelt århundredes romerske kriser. Tilsvarende med USA – tænk bare på borgerkrigen, depressionen, raceoptøjerne og kaosset efter Watergate. Amerika har klaret sig gennem det hele og er stadig verdens ældste demokrati og mest magtfulde nation.
Og selv om der med god grund tales meget om USA’s mange kriser, er der altså også meget, der går forbløffende godt for USA. Mens politikerne skændes, er landet stadig en økonomisk dynamo uden sidestykke.
USA buldrer derudad og er vokset hurtigere end stort set alle andre udviklede økonomier i de sidste mange år. For 30 år siden udgjorde USA’s økonomi omkring 40 procent af G7-landenes samlede økonomi – i dag er tallet 50 procent. Og mens Kina for nogle år siden syntes på vej til at overhale USA som verden største økonomi, er det gået den anden vej på det seneste. Der bliver ganske enkelt længere og længere fra Kinas økonomi op til USA, og det er nu langtfra givet, at Kina nogensinde bliver den største.
Migranterne er et politisk problem for USA, men det er samtidig et bevis på, at Amerika forbliver det land, som de fleste migranter drømmer om at komme til.
Forskningsmæssigt har USA stadig de bedste universiteter, de har de største virksomheder, de har det mest magtfulde militær. Og så videre.
Så lad endelig USA være det nye Rom. Så tager jeg gerne et par skøre præsidenter med i købet.
fortsæt med at læse
