Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Klummer

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Sorgen er usynlig og bliver ignoreret og glemt

Død og sorg er tidens største tabu, fordi vi konstant mødes med krav om bedring.

Klummer

Forleden var det allerede et helt år siden, at jeg mistede min mor.

Jeg skriver ’allerede’, fordi det år er gået sindssygt hurtigt. »Det tager et år«, sagde folk, da det skete. Døden og sorgen. Et år. Mindst.

Noget af det sværeste ved at sørge er, at sorg og død er så stort et tabu i vores samfund. Vi aner ikke, hvordan vi skal håndtere den.

Vi kan sidde til et middagsselskab og udveksle erfaringer med intimbarbering, utroskab og slankekure, men døden, den taler vi absolut ikke om.

I gamle dage gik man med sørgebind om armen, når man havde mistet, så alle kunne se, at her kom et skrøbeligt menneske, der skulle tages hensyn til. Eller man trak i det sorte tøj.

Man kan ikke snyde sig udenom eller skyde genvej, sorgen skal bare gennemleves

Ja, jeg kender faktisk en ældgammel enke på Sicilien, der kun går klædt i sorte kjoler og hat. Hendes mand døde under Anden Verdenskrig.

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men som sørgende kan man godt længes efter et synligt tegn, så folk husker sorgen og tager hensyn.

Ligesom når man lærer at køre bil, hvor et klistermærke i bagruden advarer med ’Skolevogn’. Så sætter man automatisk farten ned og smiler overbærende over den usikre bilist.

Men sådan fungerer det ikke med sorg. Den er ikke synlig, derfor bliver den ignoreret eller glemt.

I starten bliver man overdynget med sympati, omsorg og forståelse. Blomsterne vælter ind, middagsinvitationer, kondolencekort, det fremmumlede ’det er jeg ked af’, når man møder naboen.

Men efter et par måneder har alle, undtagen de nærmeste, glemt alt om den sorg. Så spørger chefen, om du mon er forkølet, når han fanger dig i at græde ved skrivebordet, og det er business as usual.

Overbærenheden varer nemlig kun en begrænset periode. Så forventes man ’at være kommet videre’. Så må man ikke længere være langsom, famlende eller usikker.

Vennerne og kæresten holder op med at spørge til sorgen, og den sørgende forventes igen at præstere på niveau med sit gamle jeg.

Det er noget af det hårdeste ved sorgen – dette konstante krav om bedring. At vi skal sige, at nu går det bedre, selv om det måske slet ikke gør det. Men det forventes.

Der er alle faserne. Chokket, der rammer hver morgen efter et par sekunder, når man husker, hvad der skete.

Den helt skrøbelige tid, hvor man føler sig som et åbent, omkringgående sår, som alle kan få til at bløde så let som ingenting.

Som sørgende kan man godt længes efter et synligt tegn, så folk husker sorgen og tager hensyn.

I den forbindelse vil jeg da gerne takke den ualmindeligt apatiske læge, der, da jeg bad om en sygemelding ugen efter min mors død, kom med en joke om, at han jo ikke kunne vide, om jeg ligesom Milena Penkowa løj hende død for at slippe for arbejde!

Jeg griner endnu, så sjovt var det.

Senere i sorgen kommer der heldigvis skorpe på såret, og man lærer at tale om den døde uden at bryde sammen hver gang, ligesom man pludselig en forårsdag opdager, at man kan se farver igen.

Men sorg tager lang tid. Man kan ikke snyde sig udenom eller skyde genvej, den skal bare gennemleves. Man skal sætte sig ned, mærke den og anerkende det vigtige menneske, man har mistet. Huske og savne, igen og igen.

Når man sørger, træder man samtidig ind i en slags klub for de indviede, ’vi, der kender døden’.

Alle de andre rundt om os tror, de ved, hvad vi taler om, men det gør de ikke. De har set det på film. Men man ved ikke, hvad det vil sige at miste, før man gør det.

Sorg ændrer en som menneske, det kan jeg da selv mærke. At det lyse sind er væk, og måske kommer det aldrig igen.

50.000 nuancer af grå er ikke sådan lige at slette. I sorgen gør vi erkendelsen, at dårlige ting kan ske. Rigtig dårlige ting, der kan ændre alt, kan ske, og de sker.

Uanset hvor meget træning, healing, meditation, massage, selvhjælp eller terapi man kaster sig ud i, er det kun tiden, der kan gøre det bedre.

Sorgen er ensom, men den er nødvendig.

Derfor: Pas på den sørgende, han eller hun er så utrolig øm i livet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce