Kære Sofie Guldager Larsen.
Jeg kender dig ikke. Alligevel gør det mig ondt, at din far døde alt for tidligt for et halvt år siden. Tak for din åbenhjertige fortælling (Pol. 14.5.) om følelserne ved at miste ham. Du beskriver en smerte og en meningsløshed, som ingen kan tage fra dig. Med tiden vil du lære at leve med sorgen, men den forsvinder ikke. Og dét er der en grund til: Du elskede din far, og den kærlighed vil altid være i dig, og ingen – heller ikke tiden – skal tage den fra dig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
