På Island er landets statsminister trådt tilbage og østaten sat på kurs mod et valg, der kan torpedere det etablerede politiske system og via en ventet jordskredssejr til Piratpartiet forvandle Island til et stort politisk eksperiment.
I Storbritannien er den konservative premierminister, Camerons, troværdighed så belastet, at det kan påvirke udfaldet af den kommende britiske folkeafstemning om EU-medlemskab 23. juni.
I Malta og Argentina har tusinder været på gaden i protest mod skatteskjul og korrupte politikere.
I Ukraine er den vestligt orienterede præsident, Porosjenko, belastet af hemmelige transaktioner, der yderligere underminerer støtten til hans styre.
KLIK OG SE
Klik og se: Her ligger de mest dunkle skattelyI den tidligere sovjetstat Aserbajdsjan mener kritikere af det autoritære Alijev-regime, at afsløringer af hemmelige konti i hans inderkreds var årsag til en pludselig genopblussen af konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh. 50 døde.
I Kina har kommuniststyret besvaret pinlige afsløringer ved at skrue op for censuren, mens Ruslands præsident, Putin, blot har kaldt afsløringerne af enorme hemmelige konti i hans inderkreds et CIA-komplot.
Så kort sagt: Bare 10 dage efter den såkaldte Panama-lækage af 11,5 millioner dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama er verden ikke længere den samme. Den er faktisk i den grad forandret. Og den kan blive voldsomt meget mere forandret, hvis lækagen er det, der – indirekte – overbeviser de britiske vælgere om, at de skal træde ud af EU og dermed ændre fundamentet for det europæiske samarbejde. Eller hvis nye afsløringer dukker op, ikke mindst i forhold til demokratisk valgte ledere, der er langt mere sårbare over for den slags lækager end diktatorer og ’systemer’ i lande som Rusland, Aserbajdsjan og Kina.
Et varsel
Det er alt sammen voldsomt nok i sig selv. Men det er også et varsel om, at der let kan komme mere af samme slags i en ny form for ’asymmetrisk krigsførelse’ mellem på den ene side magthavere, institutioner og/eller firmaer og på den anden side borgere, grupper og/eller organisationer, der arbejder uden om samfundets kontrolmekanismer.
»Dette er«, påpeger den internationalt anerkendte amerikanske analytiker Ian Bremmer, »den meget omtalte ’nye sikkerhedstrussel’, som umiddelbart er en større trussel for den globale økonomi end konventionelle, biologiske eller atomare våben«.
Hvad der for 10 dage siden var et gigantisk læk fra et forholdsvis ukendt Panama-advokatfirma, hvis eventuelle krak de færreste vil mærke noget til, kan nemlig i morgen være et alvorligt læk i en international institution, der kan udløse en verdensomspændende dominoeffekt.
Vi ved ikke, om det kommer. Men vi ved, påpeger Ian Bremmer, at vi i dag ser lækager af en helt anden størrelsesorden, end da WikiLeaks oprindelig lækkede 250.000 dokumenter. Dengang virkede det vildt nok. Nu taler vi om over 11 millioner papirer fra et enkelt advokatfirma.
Og vi taler om en verden, der bliver stadig mere digitaliseret, hvorfor lækager kan blive stadig mere omfattende og yderligere presser de rester af vores privatliv, der ikke allerede ligger ’derude’ på nettet.
Demokrati under forvandling
Tilsammen kan det udløse en helt ny ramme om magthavere og systemer, om end i varierende grad alt efter om vi taler demokratier, autoritære styrer eller overgangsstyreformer.
I den positive fortolkning er den nye ramme til fordel for demokratier, fordi den øger gennemsigtigheden i vores samfund og måske endda vil kunne øge tilliden til politikere, der ikke længere kan skjule fup, fidus og dobbeltmoral.
I den negative version ser vi en disruptor – en mekanisme til omstyrtelse – der kan skabe politisk og økonomisk kaos.
Men uanset hvilken version man hælder til, er det den virkelighed, vi står i lige nu. Og uanset hvad man mener om det, er dette næppe den sidste alvorlige lækage. Derfor må vi som samfund forholde os til fænomenet, og den bedste modgift er sjovt nok noget så snusfornuftigt som åbenhed og ærlighed.
fortsæt med at læse
