En god dag for...
Selfieaben. En makakabe, der for flere år siden blev berømt, fordi det var lykkedes den at tage nogle vellykkede selfiefotos, er i disse dage midtpunkt i en principiel appelsag i San Francisco. I 2011 opstillede den britiske fotograf David Slater kameraer i et vildtreservat på den indonesiske ø Sulawesi. Her kiggede aben flere gange forbi og trykkede på udløseren, mens den gloede ind i linsen. David Slater udgav siden en fotobog, hvor nogle af abens selvportrætter er gengivet. Men det havde han slet ikke ret til, mener den amerikanske organisation Peta, der ofte går til yderligheder i sin kamp for dyrs rettigheder. Peta hævder nemlig, at ophavsretten til billederne rettelig tilhører aben. Organisationen gik allerede i 2015 til domstolene for at få tilkendt alle indtægter fra billederne, som den så ville administrere til fordel for aben. Sidste år afviste en forbundsdomstol Petas krav, men afgørelsen blev anket, og appelsagen i San Francisco følges med stor interesse af jurastuderende og nysgerrige borgere. Aben aner naturligvis ikke, at der bliver kæmpet for dens sag: Den farer så vidt vides stadig forvildet rundt på Sulawesi.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























