En god dag for...
Blaffere. Det er efterhånden et særsyn på linje med telefonbokse at støde på tomlere i det offentlige rum. Men det bliver der nu gjort noget ved. Tre steder i Sydhavnen er der blevet etableret såkaldte blafferstoppesteder, skriver Magasinet KBH. Gadekunst – blandt andet en mandshøj næve med en strittende tommel af træ skråt – markerer et af opsamlingsstederne for blaffere, der vil ud af byen. Bag initiativet og udsmykningen står foreningen Blaffernationen, der »vil styrke sammenhængskraften, fællesskabet og tilliden til hinanden i Danmark ved at få flere til at blaffe«. Kommunale kroner og mere officielle vejtavler overtager snart projektet i en toårig forsøgsperiode, hvor der også vil blive etableret blafferstoppesteder i det ydre Valby og i Brønshøj.
En dårlig dag for...
AGF. Hen over et år er der en del dårlige dage for spillere i Aarhus-klubben, der notorisk lider under en unik kombination af storhedsvanvid og mindreværd. De trælse dage er hidtil gledet lettere ned med lidt sødt til tanden. Men med den nye træner, David Nielsen, er der kommet andre boller på suppen. Morethanaclub.dk, der ifølge eget udsagn er Danmarks største AGF-fanside, erfarer, at spillerne »er blevet forbudt at indtage varm kakao, kage og lyst brød, når spillerne er på arbejde, hvilket ellers tidligere har været tilladt«. Afsløringen vækker begejstring blandt hjemmesidens hårdtprøvede brugere, der ikke har vundet et trofæ siden 1996: »Alle de år med al den elendighed, og så har det altid bare været wienerbrødet og morgenbasserne, der har holdt os nede«.
fortsæt med at læse
En god dag for Morgan Freeman - og en dårlig dag for dansk politiker, der troede, han var død
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























