Selvmedlidenhed plejer at fylde en del på programmet, når vi holder årsmøde i den internationale læserredaktørorganisation ONO – Organization of News Ombudsmen and Standards Editors.
I år kom vi heldigvis hurtigt forbi det punkt på dagsordenen, hvor vi bekræfter hinanden i, at vi er de mest ensomme mennesker i verden, når vi passer vores dont, at vi er stort set uundværlige for at sikre kvalitetsjournalistikken, og at vi selv kan vælge, om læserne, journalisterne eller chefredaktørerne skal synes, at vores afgørelser er tåbelige og vi selv nogle irriterende tosser.
Anonym skriver om flirteri: I Iran har de også Tinder. Der kalder de det bare dor dor, og det sker ude på gaderneMåske havde selvmedlidenheden særlig dårlige kår i år, fordi mødet blev holdt i Chennai i Indien, hvor det er ganske overordentlig indlysende, at andre har væsentlig større problemer end vi. Ellers er det bare at slå op i en lokal avis – for eksempel The Hindu, som var vært for mødet:
En notits fortalte, at 12 mennesker var omkommet, da en lastbil var væltet ned over dem i den vanvittige indiske trafik, og andetsteds kunne avisen berette, hvordan en spedalsk kvinde blev nægtet fødevarehjælp, fordi modtagerne skulle have skannet deres fingeraftryk for at forebygge hamstring, og sygdommen havde gjort, at hendes fingre var faldet af. Der mangler ikke emner at skrive om ...
Velkomsttalen til de 40 deltagere fra 15 lande var også ud over det almindelige. Der er tradition for, at en lokal ping tager ordet, og vedkommende har som regel situationsfornemmelse nok til at rose det kolossalt selvopofrende arbejde, som udføres af læser-, lytter- og seerredaktører verden over.
Vi fik også ros i år – men heldigvis i passende doser, da Narasimhan Ram, der er formand for udgiverselskabet The Hindu Group, holdt sin tale.
Han er vel at mærke ikke en hr. hvem som helst: sammen med avisens korrespondent i Schweiz var han i sin redaktørtid med til at afsløre Bofors-skandalen i 1980’erne, da den svenske våbenkoncern blev beskyldt for at have bestukket sig til en stor indisk ordre – en skandale, der medvirkede til, at Rajiv Gandhi og Kongrespartiet tabte parlamentsvalget i 1989.
Korruption er stadig en af Indiens største svøber, og The Hindu gør med et oplag på omkring 1,6 millioner sit for at bekæmpe uvæsenet journalistisk.
Læsernes Redaktør: Fællessang med centrum-venstre gav mislyd på redaktionenSiden 2006 har avisen haft en læserredaktør til at hjælpe med til, at avisen undervejs holder sig på presseetikkens smalle sti. Det er ingen nem opgave i et land, der nok er et demokrati, men hvor pressefolk har langt barskere arbejdsvilkår end herhjemme, og hvor trusler – også om vold – forekommer hver dag.
I den forbindelse kan det være direkte pinligt at skulle svare på, hvad man går og tumler med i Danmark, der forekommer som en filial af paradis.
Konferencens hovedemner var i år dækningen af terrorangreb, hvor medierne helt åbenlyst løber en meget stor risiko for at blive et værktøj i gerningsmændenes hænder, vi drøftede fake news’ indflydelse på pressens troværdighed, og vi diskuterede det faktum, at fairness i journalistik ikke er ensbetydende med, at medierne skal fremstille alle synspunkter som ligeværdige. Jorden er nu engang ikke flad, uanset hvor mange der hævder det.
Tunge emner er der altid rigeligt af, men heldigvis sætter vi også altid tid af til, at vi hver især kan præsentere sager, som har voldt os særlige problemer, eller sager, der blot helt aktuelt optager det meste af vores tid derhjemme.
Før konferencen blev min kollega på The Hindu, A.S. Panneerselvan, spurgt, om der var emner, vi burde styre uden om i Chennai, hvis man skulle falde i snak med indere og gerne ville være høflig – hvordan med at tale om religion for eksempel?
»Oh, you can talk about religion, but afterwards your limbs will no longer be attached to your body«, lød hans svar.
Jeg tillod mig at citere ham, da jeg ved konferencens begyndelse skulle forklare, hvad Politikens læsere netop den dag havde klaget mest over.
Det har muligvis underholdningsværdi at bringe et indslag med en mand, som mener, at Jorden er flad, men det har det også at kunne prutte ’Marseillaisen’»Man kan sagtens trykke den samme krydsogtværs to gange efter hinanden, men bagefter vil ens arme og ben ikke længere sidde fast på kroppen«, forklarede jeg, da jeg havde set, at de første 75 mails fra stærkt knotne læsere var ankommet til min stakkels afløser, Ellen Ø. Andersen, hjemme på redaktionen.
Jeg må tilstå, at jeg var lettet over at befinde mig 7.400 kilometer væk, da vi præsterede at ødelægge læsernes søndag ved at gentage en krydsogtværs, vi stort set lige havde bragt.
Selv om Indien har større problemer, mødte jeg kun medfølelse fra mine kolleger.
fortsæt med at læse
Vend fejl til egen fordel
-
Anonym skriver om flirteri: I Iran har de også Tinder. Der kalder de det bare dor dor, og det sker ude på gaderne
-
Det har muligvis underholdningsværdi at bringe et indslag med en mand, som mener, at Jorden er flad, men det har det også at kunne prutte ’Marseillaisen’
-
Portræt af Kirsten Thorup: Hun giver fanden i perfektion
