En god dag for...
Hr. Skæg.Musikeren, pædagogen og skuespilleren Mikkel Lomborg er en af de mest elskede værter på DR’s Ramasjang, hvor han under navnet Hr. Skæg laver skæg med bl.a. tal og bogstaver. Hans mission er at stimulere alle børn og give dem en god oplevelse og anerkendelse. Figuren Hr. Skæg slår samtidig et slag for den hårmode, som f.eks. tidligere statsminister Thorvald Stauning har fundet behag i. Dansk Folkepartis spidskandidat ved regionrådsvalget i Region Hovedstaden, Henrik Thorup, ser dog ikke megen sjov i skæg. Han foreslog torsdag et forbud mod religiøst betingede skæg blandt læger, fordi han på Gentofte akutmodtagelse har set en indvandrer med et »kæmpestort sort skæg«. Og det var altså for meget for hr. Thorup, der ville trække forbudskortet. I går måtte han dog i stedet trække i land. »Helt ærligt, så fik jeg nok ikke formuleret mig for fikst«, sagde Thorup, der er gift med tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard, til TV 2. Hr. Skæg kan trygt tage på hospitalet, hvis det skulle blive nødvendigt.
En dårlig dag for...
Henrik Thorup. Det er et ubarmhjertigt slid at bryde igennem den politiske lydmur. Især op til kommunal- og regionsvalgene er der hver fjerde år trængsel ved budskabskanonen lokalt og derfor brug for ekstra skarpladt ammunition for at komme i kontakt med de vælgere, der rynker på næsen ad posen med valgmaterialet, medmindre den også rummer en lun chokoladebolle. Dansk Folkepartis spidskandidat ved regionrådsvalget i Region Hovedstaden, Henrik Thorup, stemplede ind i afdelingen for vilde forslag med sin konstatering af, at stort skæg er en »uskik«, som bør forbydes blandt læger på hospitaler. Thorup, der er gift med tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard, fik opbakning fra partiledelsen på Christiansborg, der mente, at det var en fin idé. Men fredag stod han efter en heftig kritik på bl.a. sociale medier tilbage med, som Ritzau skrev, »skægget i postkassen« og et forslag fattigere.
Der er valg til kommuner og regioner 21. november.
fortsæt med at læse
En god dag for blogmamma Mascha Vang, og en dårlig dag for Vestas' administrerende direktør
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























