0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Niels Jespersen: Anders Foghs største triumf var at gøre mine socialistvenner til millionærer

Venstrehøvdingen fra Jylland lovede kamp mod smagsdommere og elitære storbysocialister, men hans politik endte med at forgylde de røde østkyster.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Roald Als
Foto: Roald Als
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et sted i trediverne kommer man dertil, hvor det ikke længere er pinligt at diskutere realkreditlån og ratepensioner til julefrokosterne.

Bevares, vi kan stadig finde på at drikke body-snaps og fotokopiere bagdele og bryster, men vi er efterhånden ovre den ironisk distancerede fase og på vej derhen, hvor det begynder at smage som en bitter mandel af desperation og nostalgi. Så er det trods alt ikke mere uværdigt at vise sin 17,1 procent arbejdsgiverbetalte pension frem end sit blegfede legeme glinsende af porsesnaps og andefedt.

Der er dog stadig et selskab, hvor pengesnakken fortsat er tabu, og det er blandt mine veluddannede, venstreorienterede storbyvenner. En kategori, hvortil jeg i øvrigt medregner mig selv. Vi har det lidt som den gamle adel, hvor det anses som en smule vulgært at tale om penge.

Det er ironisk, for det er netop i dette segment, at jeg kender flest millionærer. Og nej, det er ikke, fordi særligt mange af os tjener kassen, selv om vi ret beset er ganske vellønnede i sammenligning med flertallet. Vores penge er nemlig fiduspenge. Friværdi og spekulation.

Kun bitcoins og tulipanløg er steget så meget på så kort tid, som de københavnske andelslejligheder mellem 2004 og 2006.

Selv om vi hele tiden forsikrer hinanden om, at kapitalismens næste cykliske krise er lige om hjørnet, så kan det ikke dække over, at vi efterhånden er mange, der har tjent pænt på det københavnske boligmarked.

Selvsagt ikke alle. Der var dem, der var standhaftige nok til ikke at deltage i den forrige boble, eller som har studeret eller arbejdet i udlandet og derfor i dag bor til leje.

Så er der andelshaverne, der selvretfærdigt, men heller ikke uden bitterhed, påpeger, at deres lejligheder ikke kan stige yderligere. Det er rigtigt nok, men så var det til gengæld ikke uhørt, at en investering på 50.000 kr. blev til en million, dengang andelsmarkedet blev liberaliseret. Kun bitcoins og tulipanløg er steget så meget på så kort tid som de københavnske andelslejligheder mellem 2004 og 2006.

Men at få en andelslejlighed i København var, dengang som nu, noget med at kende de rigtige mennesker, og det gjorde vi tilflyttere fra den jyske højslette sjældent. Derfor satte ungsocialister som f.eks. Enhedslistens Pernille Skipper – med forældres jydeguld og kreditværdighed i ryggen – deres penge i en ejerlejlighed et sted på brokvartererne.

Trods boligkrak og skilsmisser har der typisk været en hæderlig gevinst ved hvert boligskift, og med de sidste par års raketfart på boligpriserne er formuerne vokset dertil, hvor de skaber pinlig stemning ved det venstreorienterede frokostbord.

Trods boligkrak og skilsmisser har der typisk været en hæderlig gevinst ved hvert boligskift, og med de sidste par års raketfart på boligpriserne er formuerne vokset

Den uformelle T-shirt/blazer-kombination skal ikke længere bare dække topmaven, men også skammen over de arbejdsfri gevinster.

Hvem skal takkes for denne pengeregn, der i mange tilfælde langt overstiger, hvad man kan tjene på at stå op om morgenen og gå på arbejde? Ja, det skal såmænd tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans tro væbner, Lars Løkke Rasmussen. Det var dem, der stod bag det skattestop, der i ekstrem grad favoriserede ejerlejligheder frem for lønarbejde.

Ironien er bare, at hvor man uden for de store byer måske har sparet en plovmand på skattestoppet, penge, der så er gået til grundskyld, så har centraliseringen under den borgerlige regering nærmest afskaffet staten i udkantsområderne. Jeg ved det, for det er et af hovedemnerne, når jeg og alle andre jyder drager hjem til jul og mødes med mine borgerlige fætre og onkler.

De er ærgerlige over, at skoler og hospitalet lukker, og at to unge mennesker med arbejde ikke kan låne 800.000 af banken til at flytte i et tomt hus.

Som den konservative debattør og historiker Christian Egander Skov for nylig skrev i Dagbladet Information, så har de borgerlige glemt, hvor de kommer fra.

Liberal Alliance har intet andet bud til udkanten end ’lad falde, hvad ikke kan stå’. De Konservative er reelt en nordsjællandsk lokalliste, men værst er Venstre, der de sidste 15 år i grotesk grad har favoriseret storbyerne, hvor alle socialisterne bor. Samtidig kan man i dag ikke gå ned ad en hovedgade i en by som Felsted »uden at fornemme historiens vingesus i form af funktionstømte bygninger, der står tilbage som rådne tænder i en gamlingemund«.

Ingen af Foghs beslutninger har dog medført større negative konsekvenser end skattestoppet på boliger, for det er reelt en massiv omfordeling fra land til by og fra ung til gammel

Annonce

Nu vil den borgerlige regering så privatisere de københavnske S-tog, hvis overskud hidtil har subsidieret urentable togstrækninger i Jylland. Igen er det os storbysocialister, der vinder, mens Venstres kernevælgere køres midt over.

Fogh var en politiker, der i sin samtid fremstod nærmest uovervindelig. I dag er glansbilledet falmet. Irak-krigen skal man være Søren Pind for stadig at kunne se fornuften i, men også Foghs mange andre triumfer blegner.

Udvidelsen af EU langt ud i Østeuropa var overilet, og det var en elendig beslutning at give den korrupte grønlandske elite skødet til undergrunden i Arktis.

Ingen af Foghs beslutninger har dog medført større negative konsekvenser end skattestoppet på boliger, for det er reelt en massiv omfordeling fra land til by og fra ung til gammel.

Fogh var muligvis den ringeste af de demokratisk valgte ledere i Danmarkshistorien, men hans taktiske geni kan ingen betvivle. Det lykkedes venstremanden at få en masse provinsdanskere til at stemme imod deres egne interesser for at bekæmpe smagsdommerne og storbyeliten – og storbyeliten hadede ham for det, mens friværdimilliarderne steg til op over skorstenen.

Skal boligskattestoppet omgøres, kræver det tilsvarende taktisk snilde. Der er stemmer i at være imod hovedstaden, og kan man overbevise jyderne om, at de betaler, mens københavnerne vinder, så kan det være, der endelig sker noget i det tilfrosne politiske landskab.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere