26 år og størrelse 36 i de leopardprikkede jeans: Kære mig selv. Mon du nogensinde bliver voksen?

Lyt til artiklen

1.

Ved busstoppestedet. I min febrilske fumlefingrethed klikker jeg kameraet frem på min Sony Xperia, som indrammer mit ansigt i frøperspektiv og får mig til at ligne en træt og træls tudse. Selvom vinklen ikke er retfærdig, bliver jeg ængstelig ved tanken om, at jeg har taget en smule på i ansigtet.

Ved hjælp af den selvhjælpsbog, som troner hjemme på natbordet, tvinger jeg mine tanker over i positive baner og omformulerer til, at jeg har fået en kende mere flot, fylde i mit fjæs - og at det er godt. Jeg husker på min elskedes ord om, at jeg jo ikke er en lille pige på 12 år længere, i poncho og med perler på lommen. Jeg er en kvinde på seksogtyve, med nyt Dankort og grønne Manitou-cigaretter i håndtasken. Og til en voksen kvinde hører en vaskeægte voksen, kurvet krop, gyser jeg.

På sædet i den blå bus trækker jeg benene godt op under mig og ville skammeligt, inderligt ønske, at jeg var et barn. Sådan et lille myr uden ansvar eller alvorligt ansigt, som kunne ligge og putte på et ternet tæppe i skoven og falde i ét med moder jord og træernes søde duft af harpiks, mens jeg ventede på at blive kaldt ind til aftensmad.

Voksenlivet er en skræmmende størrelse, akkurat ligesom mine leopardprikkede jeans, som der nu står størrelse 36 i.

2.

I prinsessesengen. Klokken elleve om torsdagen ligger jeg og smøger den med sildemad i mundvigen og selvbetalt psykolog i telefonrøret. Jeg klynker hæst til hende, at jeg ikke tør give mig i kast med at lave udkast til jobansøgninger. Jeg er bange for ikke at kunne varetage et arbejde. Jeg er jo stadig i gang med at lære at tage vare på mig selv og lade være med at være så satans selvdestruktiv hele tiden.

Psykolog-svaret lyder, i mit eget eventyrs-producerende hoved, at jeg skal blive akrobat: En smuk og veldrejet Scarlett Johansson-type i blåskinnende, sexet heldragt, som springer sprælsk ud i det liv og tager chancer og mulige nederlag med samme charme.

Men jeg skal søge nogle jobs, prøve mig frem og ikke være bange for, at perfektionismens lange arm afliver mit modige væsen. Psykologen supplerer sødt med, at hvis jeg prøver noget, som ikke er mig, er det også særdeles voksent at sige nej tak til at fortsætte. At mærke efter og alt det der shit med mavefornemmelser og egne grænser er også bare super. Ja, tænker jeg entusiastisk, jeg skal til at være supervoksen og supersej i stedet for superselvudslettende, og så jeg sender straks syv stavefejlsfri ansøgninger ud til forskellige forretninger og frivilligorganisationer.

3.

Til en privatfest. Her bestilles familiepizzaer med skinke, ananas og salatdressing fra det lokale pizzeria med studenterrabat, og der mobilepayes med fedtede fingre oppe i en lille, forældrekøbslejlighed i Øgadekvarteret med stukloft. iPod’en er koblet til med en gennemarbejdet party-playliste ved siden af de skrækkeligt flotte Bodum-vaser fra mor, som både hjalp med at betale og slæbe medicinbøgerne til andet semester op i lejligheden på tredje sal.

Gæsterne herinde er søde og imødekommende. Nogen fortæller beundringsværdige bjergbestigningshistorier fra deres sabbatår, som de brugte på at finde sig selv, samtidig med at de lagde en særdeles voksen og velovervejet plan for fremtiden. Kvinderne har tykmaskede strømpebukser på til knælange kjoler fra Cos, Nümp og Moss Copenhagen - alle i en dusch eller jordagtig farveskala. Velklædt voksenhed, klukker jeg indvendigt, mens jeg retter på min (lidt for) tætsiddende buksedragt, købt på tåkrummende to-månedlig afbetaling.

Jeg låner toilettet, inden jeg smutter, til at vaske mig lydløst under armene i håndvasken. Om et øjeblik tager jeg bussen hjem til kolonihaven, hvor jeg bor, og der er hverken bad eller Bodum-vaser, og hvad fremtiden bringer (og med den mener jeg i morgen) er usikkert, for jeg er langtidssygemeldt og syvsovende indtil klokken ni, hvor jeg måske tager ud og hjælper et par gutter i Brabrand med at fjerne bjørnekløer i baghaven.

Jeg husker mig selv på, at jeg skal vaske noget undertøj i baljen, inden jeg rammer puden, da det også er u-voksent og useriøst at møde op uden trusser på. Planlægning, faste arbejdsrutiner, præsentabelt tøj og rene trusser er ret voksent og styr-på-lortet-agtigt. Så jeg må stramme mig an, hvis jeg skal være med i voksenløbet.

4.

Hjemme i kolonihaven. Solen skinner lækkert, og jeg har lavet pandekager med gode sager i - bananer, æg, havregryn og glutenfrit quinoa-mel, for det er voksent, ansvarligt og vigtigt at spise sundt. Med længsel husker jeg på, at jeg ikke er et kært, lille indianerbarn længere, og derfor kan jeg ikke tillade mig at leve udelukkende af fiskefileter med ketchup, knasende sprøde kiks og trikolore-is fra Fakta, mens jeg sidder i en høj stol og gylper og spilder ned ad mig selv. Eller jo, det kunne jeg i princippet godt, for jeg er jo voksen og bestemmer selv, haha, men så ville det nok mest af alt komme til at ligne en eller anden freaky scene fra en voksenbaby-fetish-film.

Jeg skal i øvrigt huske at spare på mine penge, så jeg kradser en krusedullet indkøbsliste ned med den ene hånd, mens jeg leder efter småpenge under nogle krukker med den anden. De mennesker, jeg kender, som gør det godt i voksenmanegen, har overblik, opsparing og kontrol over deres økonomi og samtidig overskud til at købe Hus Forbi, støtte Amnesty og Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har egentlig mest brug for hjælp til mine modløse pengesager. Jeg ser en lam YouTube-reklame for en Fidget Spinner og får øjeblikkeligt associationer til min egen økonomi, som snurrer fuldstændig ud af kontrol.

Det er så hamrende voksent at tænke sig om, være fornuftig og handle forsvarligt og gennemtænkt. Det er tragikomisk, at jeg ikke engang kan finde ud af at tage i fogedretten uden at komme til at skylde endnu flere penge væk, fordi det lykkedes mig at blive sigtet for overtrædelse af knivloven på grund af en lillebitte lommekniv, som jeg glemte at få ud af min håndtaske inden kropsvisitationen.

5.

I skoven.Bae har taget mig med på mini-trek, og vi vandrer dekorativt gennem grønne bøgeblade og billedskønt bækløb, og jeg tænker faktisk, at skoven her om sommeren næsten er smukkere, end Bae og jeg tilsammen. Og det siger ikke så lidt.

Jeg er glad og nærmest lykkelig helt ind i sjælen, når vi holder i hånd og jagter hinanden gennem et tæppe af anemoner. Som jeg går der og tænker på, hvor legende let, ubekymret, romantisk, fucking Morten Korch-idyllisk, jeg gerne vil have, at mit voksenliv skal være, når vi frem til bålstedet, som allerede summer livligt af et par familier med bedårende børn og supersøde små hunde.

Vi sætter os hos dem, og jeg kommer hurtigt til at beundre en smuk kvinde foran ilden, Lucia, som selvsikkert og solsikkesmilende ruller sig en ’ciggebøjs’ med den ene hånd, mens hun kærligt aer sin kønne datter på håret med den anden. På en eller anden måde, kunne jeg godt tænke mig at se hende og Bae sammen, for jeg tror, de ville klæde hinanden som par. Jeg er fascineret og frastødt af tanken.

Måske oplever jeg en snært af misundelse over hendes skønhed og husker så straks selvhjælpsbogen på natbordet, hvori der står, at hvis man virkelig elsker nogen, sådan rigtigt, så skal man give totalt slip på dem og sætte dem maks fri. Det skriver hr. Karma Charme Forfatter. Det er nemlig ubetinget kærlighed, og det er sateme voksent.

Jeg tager den lige et par skridt videre i mit hoved og forestiller mig, at hvis Bae engang får lyst til at være sammen med en anden, så vil jeg lade ham gøre det og sætte ham fri uden at føle jalousi, for det er bare så følelsesmæssigt modent. Det hører altså voksenlivet til - at undgå alt for mange infantile reaktioner og have en ordentlig portion tillid, respekt og rummelighed overfor andre mennesker og deres valg. Måske kan vi sætte hinanden fri på skift.

6.

På legepladsen. Jeg sidder en snes meter fra gyngestativet og betragter nogle nuttede niårige bag mine Ray Ban-kopibriller og bliver utålmodig over, hvornår det mon bliver min tur til at gynge. Ting og sager her i voksenlivet har slet ikke samme værdi, begejstring eller magi som i børneverdenen. Som dengang min ven Dennis gav sin lille knægt Theo en lang træpind i julegave, som skabte suveræn begejstring og leg i flere timer.

Som voksne glemmer vi at dyrke de smukke, små ting i vores liv. For vi har så travlt med at gøre det hele rigtigt, og samtidig er vi enormt bange og bekymrede over, om vi nu også lykkes på alle voksen-parametre, for kun sådan bliver vi lutter lykkelige, succesfulde og fyldt ud. Og hvis vi ikke gør det, ja, så er der noget grueligt galt med os, og så går vi ned med depressioner, stress, angst, fyring og fysisk sygdom.

Når så vi rejser os igen og går rundt som velmedicinerede psykoser og velfungerende alkoholikere, fordi det voksne liv jo skal leves færdigt, og den trivielle hverdagskedsomhed med grå rutiner og praktisk, tarveligt tubberware er obligatorisk. Pengene skal tjenes, og så vi kan opfylde vores barnlige drømme, som vi i mellemtiden har glemt.

Jeg gyser indvendigt, for jeg er god til at generalisere, men det er vistnok også ret voksent med det generelle. Vi gentager os selv frygteligt meget og bytter bil og brud ud med noget bedre og billigere, eller en som har (lidt) færre karaktertræk til fælles med ens far eller mor end den forrige kæreste. Og vi har faktisk slet ikke tid til at ligge på et ternet tæppe i skoven og falde i ét med naturen, for vi skal ind og lave aftensmad, strukturere vores uge og lægge budget, og det er vigtigere end at stikke en trækæp i en myretue og misse mod solen.

Jeg tror nu, jeg vil gøre det alligevel.

Emma Wolff Jespersen

fortsæt med at læse