Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for den nybagte far Jonas Knudsen - og en dårlig dag for Nikola Kalinic

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Jonas Knudsen. Venstrebacken blev sidste tirsdag far til en pige, som kom til verden midt under forberedelserne til Danmarks første kamp ved VM-slutrunden i Rusland. Jonas Knudsen var derfor ikke med til fødslen, og det var ikke planen, at han skulle rejse hjem for at se kone og barn under slutrunden. Men da Danmark i lørdags havde slået Peru, havde holdkammeraterne en overraskelse: De havde samlet sammen til et privatfly, der fløj den nybagte far hjem til familien. Jonas Knudsen spiller til daglig i Ipswich i den næstbedste engelske række. Han tjener mere end de fleste danskere, men nok ikke så meget, at privatfly er den normale rejseform. Så er det godt med velhavende holdkammerater, og Jonas Knudsen vendte i går tilbage til landsholdslejren.

Landsholdet giver VM-back flytur til Danmark i barselgave

En dårlig dag for ...

Nikola Kalinic. Mens Jonas Knudsen vendte tilbage til Rusland, blev den kroatiske angriber Nikola Kalinic smidt på et fly med retning væk fra slutrunden. Søndag havde Kroatien spillet mod Nigeria, og fem minutter før tid ville træneren skifte Kalinic ind. Angriberen nægtede dog – med henvisning til rygproblemer – at lade sig indskifte. Ifølge flere medier handlede det dog mere om, at han er utilfreds med rollen som indskifter. De fleste fodboldspillere drømmer om slutrunder, men Kalinic er ikke den første, som går glip af den mulighed pga. dårlig opførsel. I 2010 blev Nicolas Anelka smidt ud af den franske trup for at svine træneren til. Og under en kvalifikationskamp i 2012 blev Patrick Mtiliga smidt af det danske landshold, da han nægtede at spille mod Italien.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her