En god dag for...
Fans af Doors ved selvfølgelig godt, at det i denne uge – på fredag – er 50 år siden, at singlen ’Hello, I Love You’ første gang indtog hitlistens førsteplads. Det bliver fejret med udgivelsen af en 7-tommers vinylplade med en sjælden demooptagelse af nummeret og den oprindelige B-side, ’Love Street’, skriver gaffa.dk. Angiveligt er ’Hello, I Love You’ baseret på et digt, Jim Morrison skrev, da han så en smuk afroamerikansk kvinde på Venice Beach i Californien. Nummeret er en del af rockbandets legendariske tredje album, ’Waiting For The Sun’, der således også har 50 år på bagen og derfor bliver genudgivet i en særlig jubilæumsversion med blandt andet liveoptagelse fra en koncert i København. Bokssættet udkommer 14. september.
En dårlig dag for...
René Fredensborg havde en skidt dag, da han i juni med øjeblikkelig varsel blev fyret som journalist og vært på Radio24syv. Lige så dårlig er den vel egentlig, når han nu selv giver forklaringen på sin facebookside, som eb.dk har fået tilladelse til at citere fra: »Jeg smed en pose med euforiserende stoffer ind i den autocamper, jeg skulle sove i, da den skulle køres til folkemødet på Bornholm. Jeg var ubevidst, tankeløs og aldeles ansvarsløs i forhold til den risiko, jeg dermed udsatte chaufføren for«, skriver han i sit opslag. »Jeg smugler faktisk gerne selv mine stoffer, hvis det endelig skal være, og har flere gange fløjet rundt i Europa med lommerne fulde af pot«, tilføjer René Fredensborg og slår fast, at det nu er syv uger siden, han sidste gang har været fuld eller høj.
fortsæt med at læse
En god dag for Madrid, der har fået et sydamerikansk boom og en dårlig dag for SAS
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























