Hent en saks. Skynd dig! For her er en klumme, du skal klippe ud og hænge op. Hvis du altså ikke vil snøres for meget de kommende måneder.
Når statsministeren på tirsdag har holdt sin nytårstale, er det et spørgsmål om uger, før han trykker på valgknappen. Partierne er allerede godt og grundigt i gang med at spinne sig selv, hinanden og ikke mindst medierne ind i den ene søforklaring efter den anden.
Der er ikke tale om førsteårs spin fra højskolen for politisk kommunikation, a la at den første vinkel vinder, at man er genial, hvis man lækker en dårlig historie fredag eftermiddag, og at det bedre have en god nyhed end en dårlig. Nej, vi taler om rigtigt spin
Der er ikke tale om førsteårs spin fra højskolen for politisk kommunikation, a la at den første vinkel vinder, at man er genial, hvis man lækker en dårlig historie fredag eftermiddag, og at det bedre have en god nyhed end en dårlig. Nej, vi taler om rigtigt spin. Det myter er gjort af. Grundfortællingen om, hvorfor netop ens parti faktisk står bedre, end meningsmålingerne siger. Hvorfor Mette Frederiksen bliver statsminister. Hvorfor Lars Løkke Rasmussen kan fortsætte.
Meget er på spil. For det farligste, en politisk leder kan risikere, er at synke ned i den grå konsensusgrød kogt sammen af visheden om, at vedkommende er færdig. Kaput. Finito. Det er kviksand. En partileders autoritet står og falder med troen på, at han eller hun har en fremtid. For partifællerne. For vælgerne. Og ja, også for os i medierne. Vi er jo bare mennesker.
Derfor bruger partiernes strateger uendeligt lang tid på at opbygge en historie, der i sin kerne kan sandsynliggøre, at det nok skal gå alt sammen. Det kræver fantasi. Meget. Godt humør. Endnu mere. Men først og fremmest kræver det troværdighed! Din historie skal gerne have bare en smule med virkeligheden at gøre.
Noa Redington: Vi kaster os over noget af det mindst julede, der findes: dagpenge og fagbevægelsenOg derfor bliver der spillet på alle instrumenter i den politiske kampagnes orkestergrav. Meningsmålinger og fokusgrupper bliver smidt i hovedet på politikere, sponsorer, journalister og kommentatorer, så øjnene ruller rundt, og der kommer damp ud af ørerne. Historiske paralleller bliver fintunet, som var det en doktorafhandling. Alle kneb gælder. Meget af det er rigtigt. Men det er også spin. En nøje opbygget fortælling, der som primært mål har at få os til at acceptere kausaliteter, afstemme forventninger og sandsynliggøre et ønsket udfald. Ordet er udspekuleret. I sin bedste betydning. Det er til at blive rundtosset af. Her er en guide til de mest åbenlyse forsøg på at manipulere dig. Ikke fra Putins troll-hær, Twitter-tosser eller Facebook-fanatikere. Men fra Christiansborg.
Her er syv tricks, der skal få din spinalarm til at bimle og bamle:
1. Vores vælgere er mere værd end de andres.
Vælgere, der skifter blok, er pr. definition de mest interessante. For uden dem intet regeringsskifte. De er den hellige gral. Og derfor måler partierne løs på, hvem der stjæler fra hvem. Op til valget har Socialdemokratiet fået skabt en fortælling om, at deres målinger måske ikke er prangende, men det er Liste A, der står for det hårde arbejde ved at flytte stemmer fra Dansk Folkeparti. Fra blå til rød. Så pyt med, at S har afleveret til Ø, SF og RV. Det er en retfærdiggørelse af det strategiske skifte i udlændingepolitikken. Og det er et hold kæft-bolsje til de andre partier.
Briterne vil proppe sig med eftermiddagste, scones, lemon curd og clotted cream og puste og pruste samtidig. Den går ikkeHvis de råber for meget op, så smuldrer det hele. Analysen har mere end en gang fundet vej til kloge-ågernes rige. Problemet er bare, at målingerne er notorisk upræcise. Ofte baseret på et lavt antal respondenter. Og på den præmis, at vælgerne kan huske, hvad de stemte sidst. Men vigtigst: Hvad skal det hjælpe socialdemokraterne, når de sejrer på valgaftenen med 25,5 procent, uanset hvor mange vælgere de har flyttet, hvis de radikales Morten Østergaard samtidig kan sige goddag til et valgresultat på 9,1 procent. Så skal der nok falde både økobrænde og spelt. Analysen var sjov og operativ, så længde den varede. Men mandaternes logik vinder altid over vælgervandringernes mystik.
2. Det er en sejr at tabe
Det er helt afgørende ikke at falde i den fælde, som eksempelvis Sverigedemokraterna snublede i til Riksdagsvalget. Her fik partileder Jimmie Åkesson sagt, at man regnede med over 20 pct. af stemmerne, måske endda at blive Sveriges største parti. Sverigedemokraterna fik 17,5 pct. Dompap. Spil ned, spil ned. Dansk Folkeparti er mestre. De er sluppet af sted med en historie om, at man er parat til at gå i regering, hvis partiet får nogenlunde samme opbakning som ved seneste valg. Men forstået som et snit af målingerne en uges tid før valgdagen i 2015. Cirka 17 pct. Og ikke de 21,1 pct., man endte med. Kristian Thulesen Dahl spiller skamløst på, at medierne tilsyneladende stadig mener, at det er unaturligt at stemme på DF, hvorfor en tilbagegang på 4 pct. er helt inden for skiven. Det er mageløst. For alle andre partier vil en så stor tilbagegang blive kaldt et markant nederlag. Men DF er mestre i spin og er ved at snyde alt og alle.
3. Vi har den bedste kandidat
I Socialdemokratiet har man hygget sig med, at formand Frederiksen lå massivt foran som danskernes foretrukne statsministerkandidat. Målinger er blevet smidt i nakken på den ene kommentator efter den anden. Selv om spændet mellem Løkke og Frederiksen snævres ind, er sidstnævnte dog foran. Og det er selvfølgelig godt for sosserne. Men ved sidste valg lå den socialdemokratiske kandidat – min gamle arbejdsgiver – også massivt foran Løkke. Det var ham, som blev statsminister. Helt banalt køber danskerne ikke den præsidentielle tilgang. Vi har et parlamentarisk system. Og igen: målingerne er på ingen måder fyldestgørende. Danskerne kan eksempelvis sagtens mene, at Løkke er en bandit, og samtidig have respekt for ham. Ligesom de ikke fortæller noget om, hvad vælgerne i bund og grund mener om Mette Frederiksen.
Det er ikke nyt, at Thulesen Dahl tager et obskurt hjørne af den internationale dagsorden og fordrejer den. Det nye er, at Mette Frederiksen er med4. Vi skal nok få dig overbevist
Hos Venstre bruger man krudtet på at fortælle, at intet er afgjort, før den sidste stemme er talt op, og at Lars Løkke Rasmussen er en fantastisk campaigner. Her er testcasen ikke mindst Poul Nyrup Rasmussens fænomenale slutspurt i 1998, hvor han med en kraftanstrengelse sikrede SR-regeringen 4 år til og sig selv en plads i historiebøgerne. Naturligvis er valgkampe vigtige. Men de kan også gå helt galt. Som det eksempelvis skete for Venstre i 2015, hvor det kun med det yderste af neglene og med lidt hjælp fra nyttige idioter i Vollsmose lykkedes at holde skindet på næsen. Større kampagnegeni er Løkke så heller ikke. Og ret beset er det kun valgkampen i førnævnte 1998, der for alvor flyttede danskerne ift. målingerne ved valgudskrivelsen. Der bliver flyttet stemmer. Masser. Men mest inden for blokkene.
5. Selvfølgeligt stemmer du med pengepungen
De borgerlige klynger sig ligeledes til dogmet om, at en stærk økonomi er en fordel for den siddende regering. Det lyder logisk. If it ain’t broke, why fix it. Og man kan hive en masse analyser frem, der viser en klar sammenhæng – ikke mindst fra amerikanske præsidentvalg. Så med udsigten til nye rekorder for beskæftigelsen og vækst på hele 2 pct. burde regeringen være ustoppelig. Løkkeland forever. Men hov. Vores netop kanoniserede ven, Poul Nyrup Rasmussen, fik faktisk korporlige vælgertæsk i 2001 på trods af en regulær økonomisk genopretning af Danmark. Et lille nordisk mirakel. Hvis logikken holdt, skulle han være blevet adopteret af kongehuset. Men danskerne var trætte af ham. Og bekymrede sig om noget helt andet end økonomi. Nemlig udlændinge og troværdighed.
6. Vi har, hvad danskerne vil have
Noa Redington: Tænk, der findes et sted i den offentlige sektor, hvor personalet går forrest for at centralisere. Teknokrati fra nedenEn særlig løftestang i spindoktorens værktøjskasse er målinger, der kobler vælgernes dagsorden med, hvem man synes, er bedst til det ene og det andet. Det kaldes at eje en dagsorden. En måling kort før jul viste eksempelvis, at vælgerne mener, at klima er det vigtigste emne. Overhovedet. Andre målinger viser, at vælgerne peger på Alternativet som det grønneste parti. Elbæk som statsminister. Yep. Desværre for Alternativet ligger partiet under valgresultatet. Ups. Målinger viser ligeledes, at et flertal siger, at en S-ledet regering er bedst til sundhed og velfærd.Og sørme om de to emner ikke ligger i top hos vælgerne. I teoriens verden burde valget næste år være ’a walk in the park’. Igen er problemet, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem, hvad vælgerne mener og synes, og deres adfærd. Det komplekse parlamentariske system kaster et tåget slør ned over den politiske kamp. Det er eksempelvis fint, at vælgerne siger, at Socialdemokratiet vil føre en hård udlændingepolitik. Det er bare ikke så afgørende, hvis de vakler i troen på, at Socialdemokratiet får lov af resten af den røde blok. Og helt banalt er det vigtigste at have blik for, hvad de mest flytbare vælgere mener er vigtigst. Alle dem, der flyder rundt i Bermudatrekanten mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Ikke hvad Enhedslistens munkemarxister eller Liberal Alliances anarkokapitalister finder ud af i deres studiekredse.
7. Vi har bedre styr på tvivlerne, end de selv har
Jo, der er al mulig grund til at være i tvivl. Som kampagnelakaj. Som politiker. Som vælger. Og netop tvivlerne er den desperate analytikers skarpeste våben. Vi vil blive bombarderet med målinger, som viser, at mellem hver fjerde og hver tredje vælger er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Vi vil høre om bløde tvivlere og hårde tvivlere. Og vi vil høre analyser af, i hvilken retning tvivlerne hælder. Den type målinger er baseret på vælgernes sympatitilkendegivelser, deres historik, hvem de tror, de formentligt måske eventuelt vil stemme på, hvor brutalt man skal trykke dem på tvivlermaven, inden de spytter ud. Kort sagt: Tvivlermålingerne er lige så sikre som et søkort over Atlantis. Det, man kan sige med nogenlunde seriøs stemmeføring, er, at de partier, der har tabt flest vælgere ved sidste valg eller i valgperioden, har et lille forspring blandt tvivlerne. That’s it. Og det vil de blå strateger også gøre gældende med en nærmest religiøs ildhu. Som bekendt smed Venstre over 6 pct. i 2015. Går det efter planen, stiger partiet et par pct., når valget udskrives. Kom hjem, kom hjem. Det giver momentum. Og så kan alting ske. Eller også kan det ikke.
Vi kan til gengæld sige med sikkerhed, at valget kommer tættere på. Dag for dag. Og vi kan med nogenlunde sikkerhed konstatere, at rød blok fører og har marginalerne med sig qua borgerligt stemmespild og et forspring i Nordatlanten. Alt andet er til gengæld mere eller mindre til forhandling. Og den gode spindoktor kan sælge sand i Sahara og enkeltbilletter til Lindholm. Men nu er du i det mindste udstyret med en spinalarm. Hvor bliver det en fantastisk valgkamp. Godt nytår.
fortsæt med at læse
Hvor Venstre bevæger sig hen efter valget, ved ingen. Men et godt sted at starte er at erkende nederlaget. Det er slut. I denne omgang
-
Noa Redington: Vi kaster os over noget af det mindst julede, der findes: dagpenge og fagbevægelsen
-
Noa Redington: Macron er gået fra at være den politiske verdens svar på den lille prins, oprigtig, klarsynet, frygtløs, ærlig, til bare at være lille
-
Det er ikke nyt, at Thulesen Dahl tager et obskurt hjørne af den internationale dagsorden og fordrejer den. Det nye er, at Mette Frederiksen er med
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























