Hvad retten til at bære skydevåben er for amerikanere, er fri hastighed på motorvejene for tyskerne. Især for dem af hankøn. De bestemmer farten. I begge lande skal staten holde sine barnepige-naller fra mordvåben af den kaliber.
I gennemsnit bliver der hver dag dræbt ni mennesker i tysk trafik. Dobbelt så mange dør dagligt som følge af udstødningsgasser på tyske veje. Af de 900 millioner ton CO2, Tyskland årligt propper i atmosfæren, tegner trafik sig for godt en fjerdedel.
Andreas Scheuer, Tysklands trafikminister, tog sig til hovedet, da spørgsmålet om generel hastighedsbegrænsning igen kom op i december. Den idé strider mod enhver sund menneskeforstand, sagde han. Tyskland er det eneste land med fri fart i EU. Alle vi andre har åbenbart hul i hovedet.
Over 1.000 har allerede gjort det: Nu kan du plotte ind, hvor du føler dig mest udsat som cyklistDa den idé var skudt ned, blussede debatten om bilernes udstødningsgasser op igen, men det kaldte Scheuer »kulturkamp« imod bilister. Grænseværdierne for udstødning af kvælstofdioxid i byer og på motorveje er fastsat af »ideologiske grunde«, mente han. Det kunne forskere bag ikke mindre end 70.000 ret entydige rapporter om sundhedsfaren ved udstødningsgasser så tygge på.
Andreas Scheuer kommer fra det magtfulde og populistiske bayerske parti CSU. En digital rundspørge blandt 120.000 læsere af den borgerlige avis Die Welts netudgave viste, at 57,5 procent var ’stærkt utilfredse’ med hans embedsførelse. Kun 3,7 procent var ’stærkt tilfredse’. På Scheuers hjemmebane, Bayern, vender landets største morgenavis Süddeutsche Zeitung det hvide ud af øjnene, når han udtaler sig.
Men Scheuer er ligeglad. Han stoler trygt på, at hans vælgere ikke er interesserede i alle de informationer, seriøse aviser giver deres læsere, og som han selv har adgang til. Når han taler til vælgerne, gør han sig dummere og mere uvidende, end han formentlig er. Det ligner populisme eller det, der er værre: lobbyisme.
Men her spændte Scheuer buen for hårdt. Nu rykkede Forbundsrepublikken. Studerende og skoleelever åbnede deres egen filial af Fridays for Future – en bevægelse, den 16-årige stockholmerpige Greta Thunberg helt alene skulkede sig til i august i fjor, ansporet af den lidet betryggende rekordvarme sommer.
På landsbasis har unge i en lang række tyske byer siden strejket hver fredag mod luftforurening og for et bæredygtigt klima. I Berlin slutter skolerne normalt tidligt om fredagen, og demonstrationerne er artigt lagt derefter. En lammende strejke i militant forstand er der knap nok tale om. Men hvis ikke elever har ret til klassekamp, hvem har så?
Peter Wivel: Tyske kvinder slipper ikke for en religiøst inspireret abortlov, hvis ånd har rødder i nazitidenOgså her er der en klar parallel til det skydeglade USA: Civil ulydighed i form af skolestrejker tog sin begyndelse i USA i marts i fjor, da elever omsider havde fået nok af amokløb og sindssyge myrderier. Under navne som ’Enough’, ’Make School Safe Again’, ’Ban Assault Weapons’ og ’National Student Walkout’ gik hundredtusinder unge amerikanere på gaden for at protestere mod National Rifle Association og præsident Trumps forslag om, at skoler bare kan skyde igen.
Fridays for Future er et globalt anliggende. Den amerikanske ’Walkout’ er lokal og skyldes landets egne våbenlove, der – for at genbruge Scheuers ord – i den grad er ideologisk præget og en sejr i en kulturkamp, der privatiserer retsplejen.
Fridays for Future vil sikre, at vi mennesker har en fremtid, samt hindre, at den menneskeskabte globale opvarmning overtager styringen. Aktionen skal beskytte os mod os selv.
Kontrasten til Frankrigs Gule Veste kan ikke være større. De Gule Veste begyndte med at hidse sig op over højere benzinpriser og er foreløbig endt med – i protest mod præsident Macrons skærpelse af landets hastighedsgrænser – at smadre trafik-radarer overalt i landet. Mellem 2.000 og 3.000 kostbare fartmålere skal foreløbig være sat ud af spillet. Frankrigs Gule Veste ville have båret Scheuer på skjolde til Élysée Palæet.
Tyske skoleelever og studerende peppes hist og her op af veteraner, der godt kunne gå for at være evighedsstudenter, og endda også af noget så fredeligt som ’Bedstemødre mod højreradikale’. Små børn med ørevarmere og vanter møder frem med hjemmelavede papskilte.
De unge understreger, at deres oprør mod kulkraft ikke er bundet til partier eller organisationer. Ligesom kvindefrigørelsen er miljøkamp hverken højre eller venstre eller op eller ned, men fremad og universel.
Synet af nogle tusind mennesker, der skutter sig i kulden og ind imellem må hoppe og synge i kor for at holde varmen i Berlins isende februarvind, kan let forlede én til at tro, at protesten er en enlig svale.
Men her er det nyttigt at vide, at den ganske tilsvarende vesttyske kampagne mod atomkraft i begyndelsen af 1970’erne kom lige så ensomt på benene. Den betjente sig konsekvent af en ikke-voldsstrategi og endte med at vælge de første Grønne ind i Forbundsdagen i 1983. I dag er De Grønne ifølge meningsmålingerne Tysklands næststørste parti efter regeringspartiet CDU.
Europas Akse: Macron er kommet på hårdt arbejde, og republikken er ved at dø af grinDet tog De Grønne 30 år at tvinge Forbundsrepublikken til at opgive atomkraft. Når de sidste syv kernekraftværker omsider tages af nettet i 2022, vil der være gået 50 år, siden unge og ældre for første gang og i bogstaveligste forstand satte sig på bagbenene foran kraftværkerne. Politik er endnu ikke blevet fastfood.
Vi risikerer ligefrem at glemme, hvorfor vi i sin tid advarede mod atomkraft og atomvåben. Men en frist på 50 år får Fridays for Future næppe. Klimaændringerne i kapitalocæn, som vi må kalde vores tidsalder, er så radikale, at det ikke mere nytter at skrue kompasnålen fast.
For dem, der trygt stoler på, at det hele nok skal gå over af sig selv, og at livet på Jorden ikke er et økosystem, er det farlige ved Fridays for Future ikke så meget bevægelsens idealisme. Det farlige er demonstranternes unge alder.
De indleder allerede nu deres egen lange march gennem institutionerne. De har fremtiden for sig. Hvis vi har en.
fortsæt med at læse
