Det er gået lidt under radaren hertillands, at Frankrig og Tyskland netop har indgået en pænt stor pagt. Det skete sidste tirsdag i grænsebyen Aix-La-Chapelle, som på tysk hedder Aachen. Og mens Vertrag Von Aachen for Angela Merkel er en slags testamente, er Traité D’Aix-La-Chapelle for Emmanuel Macron et pejlemærke for fremtidens Europa. Aftalen besegler, at der midt i verdens almindelige kaos fremdeles findes en stærk fransk-tysk akse, så et blik på Aix-la-Chapelle er nok en passende måde at sige farvel til selv samme akse på her i spalterne. Jeg takker af i dag, Peter Wivel gør det samme næste lørdag.
Det tysk-franske samarbejde er og bliver vidtgående. De to lande har længe haft regeringsmøder med deltagelse af ministre fra det andet land, en praksis som nu lægges fast og indgår i aftalen.
Overalt i det fransk-tyske grænseland bliver begge sprog officielle, så der altså kan tales officielt tysk i en del af Frankrig og omvendt.
Frankrigs De Gule Veste vil i EU-Parlamentet til majFrankrig forpligter sig til at arbejde for, at Tyskland får en fast plads i FN’s Sikkerhedsråd og nok så afgørende: Højtstående, faste repræsentanter i FN for de to lande vil jævnligt bytte plads, så en franskmand repræsenterer Tyskland og vice versa.
Det militære samarbejde mellem Tyskland og Frankrig bliver markant udbygget, skønt det nok allerede er mere omfattende, end de fleste er klar over. Udvikling af et fælles jagerfly blev iværksat allerede kort tid efter Macrons tiltrædelse, men nu tager de to lande en lang række initiativer for at oparbejde en fælles våbenindustri og i det hele taget, som kansler Merkel sagde ved pagtens underskrivelse, »udvikle en fælles militær kultur«.
Kansleren og præsidenten ser ikke blot dette som et skridt på vej mod en europæisk hær, (hvad de udtrykkeligt gør), de markerer også, at Nato’s fundamentale musketéred (»et angreb på ét land er et angreb på alle«) i særlig grad gælder mellem Tyskland og Frankrig.
På et tidspunkt, hvor Nato i hvert fald ikke bliver mere solidarisk dag for dag, og hvor USA synes at sive, er det ganske signifikant, at Aix-La-Chapelle-aftalen højtideligt slår fast, at »i tilfælde af aggression mod et af de to landes territorium«, vil det andet land »yde hjælp og assistance med alle midler, også væbnet magt«. Her er det værd at huske, at Frankrig er en atommagt.
Vi taler som bekendt om to lande, der siden 1870 har ført tre ødelæggende krige mod hinanden med millioner af ofre. Første Verdenskrig var nok den værste, og når man i Frankrig taler om ’krigen’ i bestemt form, er det den, der henvises til. Mangt et møde mellem Merkel og Macron det forløbne år er sket i lyset af denne krigs ’afslutning’ i 1918. Der skal gåseøjne om ordet, for krigen blev afsluttet med en Versaillestraktat, som lagde grunden til den næste verdenskrig, der brød ud allerede en snes år senere. Meget, eller noget nær alt, i fransk udenrigspolitik drejer sig om at undgå en gentagelse af dette forløb.
Frankrig svælger i komplot-teorier, og den om Merkel og Macrons 'hemmelige aftale' fik Facebook til at eksplodereOg mens Europa med Brexit hér og Orban dér, Gule Veste og klimakrise samt alt godt er lidt i søgang, så holder Tyskland og Frankrig faktisk nogenlunde deres fælles kurs. Det centrale i hele EU-projektet, der begyndte med en Kul- og Stålunion, er fred. Fred mellem de tyske og de franske.
Når en ny fransk præsident tiltræder, er det stensikkert, at han få timer efter springer i en helikopter og flyver til Berlin for at spise frokost med kansleren. De to lande arbejder i en symbiose, præget af historisk velbegrundet skræk for hinanden, som går virkelig vidt. For at forstå dimensionen kunne man prøve at forestille sig en Helsingør/Helsingborg-traktat, svarende til Aachen/Aix-La-Chapelle traktaten, mellem Sverige og Danmark. Omendskønt vi engang har haft nogle slemme svenskekrige, så kunne man næppe forestille sig en dansk-svensk pagt, der gjorde det obligatorisk at svenske regeringsmedlemmer skulle deltage i danske regeringsmøder, eller at svensk skulle være et af to officielle sprog i danske byer op langs Øresund.
Til gengæld er der nede i det tysk-danske grænseland og i det tysk-danske forhold i det hele taget mange elementer, som minder om det fransk-tyske.
Den nye fransk-tyske aftale ligger i forlængelse af Élysee-aftalen fra 1963, som lagde grunden til efterkrigstidens (forhåbentlig ikke blot en ny mellemkrigstids) nære tysk-franske samarbejde. Det var General De Gaulle og Kansler Adenauer, der underskrev Élysée-aftalen, og alle efterfølgende kansler/præsident-par har forsøgt at finde anledninger til at ”genfortrylle” denne aftale, mest markant måske Helmuth Kohl og Franҫois Mitterrand, som holdt hinanden i hånden, da de i 1984 mindedes slaget ved Verdun med de hundredtusindvis og atter hundredtusindvis af døde og sårede.
Nu er der så gået snart 75 år siden den seneste store europæiske borgerkrig, Anden Verdenskrig, og det farlige ved den situation er, at vi, som er født og opvokset i en unaturligt lang fredsperiode, tror, at freden giver sig selv. Det gør den ikke.
Samarbejde: Merkel og Macron vil styrke de fransk-tyske bånd som frontduo i et mere sikkert EuropaAix-La-Chapelle-aftalen, der altså blev indgået sidste tirsdag, markerer et fortsat tysk-fransk fokus på, at fred ikke kommer af sig selv. At de to lande så vil sikre freden fremover gennem et voldsomt militært samarbejde, er et paradoks, som fortjener gennemlysning ved en anden lejlighed. Et andet paradoks er, at aftalen i Frankrig har fået en medieomtale, som i sig selv afspejler, at hverken medierne generelt eller folk flest på de sociale medier føler sig særlig skræmt af faren for nye krige eller omvendt: tiltrukket af alvoren i at indgå aftaler som Aachen/Aix.
Fake news om aftalen har fyldt meget, f.eks. har det heddet sig, at Frankrig var ved at sælge Alsace-Lorraine til Tyskland for rede penge, og at Frankrig simpelt hen ville forære Tyskland sin plads i FN’s Sikkerhedsråd. Schludder, vrøvl og falske historier florerer, hvilket nok i sig selv er ganske farligt for den fortsatte fred.
Men det er altså ganske vist: Frankrig og Tyskland indgik sidste tirsdag en vidtgående aftale om gensidig integration og brugte netop dette ord, integration.
Aftalen blev indgået i Aachen/Aix-La-Chapelle, som omkring år 800 var det foretrukne tilholdssted for Karl Den Store, der herskede over Det Hellige Tysk-Romerske kejserrige. Om dette rige sagde Voltaire, at det hverken var helligt, romersk eller et kejserrige. Men jeg tror, at han ville have taget den nye aftale mere alvorligt. Man skal dyrke sin have. Og man skal dyrke sin fred.
fortsæt med at læse
