Klumme afTonny Pedersen

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for Elton John, der forsvarer Dianas søn, og en dårlig dag for Paul Pogba

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Elton John. Den engelske sanger er kommet prins Harry og hans hustru, Meghan Markle, til undsætning midt i en mediestorm. Om ikke andet er det modigt, at han går imod strømmen og forsvarer sine venner, selv om de tilsyneladende har optrådt ret så politisk ukorrekt. Parret beskyldes for hykleri, fordi de på det seneste har suset Europa rundt i privatfly – blandt andet for at besøge Elton John i Nice – selv om de ynder at fremstille sig selv som klimabevidste. Elton John skriver på Instagram, at parret er udsat for »karaktermord«, og at han har købt CO2-kompensation for turen til Nice. »Prins Harrys mor, prinsesse Diana, var en af mine kæreste venner. Jeg føler mig dybt forpligtet til at beskytte Harry og hans familie mod den unødvendige presseforfølgelse, som bidrog til Dianas alt for tidlige død«.

En dårlig dag for ...

Paul Pogba. Den franske fodboldstjerne brændte i mandags et straffespark for Manchester United, der mødte Wolverhampton, og blev derpå offer for racistiske angreb på Twitter. Dermed er Pogba den tredje spiller fra engelske klubber, der i løbet af en uge er blevet udsat for racisme på sociale medier. Tammy Abraham fra Chelsea fik lignende nedrakninger med på vejen, da han i torsdags havde brændt det afgørende straffespark mod Liverpool i Uefa’s Super Cup. I søndags gik det ud over Readings angriber Yakou Méïté, der brændte et straffe mod Cardiff. Klubber og kolleger fordømmer de racistiske udfald, og Phil Neville, der i dag er træner for kvindelandsholdet, opfordrer hele fodboldmiljøet til at boykotte de sociale medier i seks måneder.

Tonny Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her