Her på en af årets sidste dage vil dette blogindlæg være dedikeret en gennemgang af året der gik med kønsbriller på – for nu at bruge et elsket RUC-udtryk. Allerede da årstallet 2011 kom hvirvlende ud af en bordbombe var vi godt i gang med sagen om Milena Penkowa. Penkowa, den kvindelige (mønster)udbryderkonge der viste sig at være en forløjet eliteforsker med rod i rotteregnskabet og trak tråde til universitetets top, såvel som videnskabsministeren. Hun brød med alle forestillinger om 'kvindelige værdier' og løj sågar sine familiemedlemmer døde for at dække over sin fusk. I en helt anden boldgade indbød interesseorganisationen SIO til ’sexarbejderfestival’ med debat og filmaften og lancerede også en hjemmeside, der fortalte om alle de mange rare sider af jobbet som luder. F.eks. »en tæt og positiv kontakt« med kunderne og mulighed for et »fleksibelt studiejob«... I marts blev der traditionen tro skruet op for kønsdebatten omkring 8. marts. K. Vinders Fond, der står bag udgivelsen af kusse-klassikeren ’Kvinde Kend Din Krop’, stillede en såkaldt ’kussomat’ op, hvor kvinder kunne få fotograferet de nedre regioner som et led i en slags ’oplysningskampagne for normale kusser’. Pludselig var der kusse overalt. I DR2 s temaften og i Mithu M. Sanyals bog ’Vulva’. Det var åbenbart blevet tabu at sige kusse. Så vi siger det lige igen: Kusse. Daværende ligestillingsminister Lykke Friis (V) provo-annoncerede 8. marts et såkaldt ’mandepanel’, for nu skulle det være nok med alt det kusseri. Det var faktisk mændene, det var mest synd for. Derfor skulle 19 prominente mænd diskutere, hvordan mændene kunne få en del af kagen i ligestillingsdebatten. Vi har dog intet hørt til dem siden. 8. marts var også dagen, hvor Tina Nedergaard (V) trak sig som minister, fordi hun skulle passe sin familie, hvilket måske heller ikke havde den heldigste signalværdi ... Dernæst blev Liberal Alliances spidskandidat Ole Birk Olesen indhentet af sin blogfortid, hvor han bl.a. havde skrevet, at kvinder (generelt) er uden moral og ære og i deres følelsers vold uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand. Og andre velunderbyggede påstande. Så anklagede modeeksperten Uffe Buchard i denne avis nutidens omsorgsfulde fædre for at være »kastrerede hankønsvæsner«, og mente at barselsorlov til mænd var det samme som at skære pikken af. Og henover sommeren trak det overskrifter, at Ørestadens nye businesshotel, Bella Sky, havde reserveret 20 ud af deres 814 værelser kun til kvinder. Der var endda en (mand), der anmeldte hotellet til Ligestillingsnævnet for diskrimination. Og vandt. Debatten om de såkaldte »tabermænd« buldrede sommeren over, efter at førtidspensionist og selvudnævnt klynker, Johannes C. Jensen, skrev: » Hvorfor må jeg ikke få en kæreste? Hvorfor er der ingen, der vil have mig« og startede årets helt store ligestillingsdebat: Hvad gør vi ved de (alt for) mange veluddannede kvinder? Sjældent havde man set en virksomhed gå så galt i deres kundegruppe, som da øko-spelt-fairtrade-bastionen Irma lancerede en hygge-homofobisk reklamekampagne med disse ord fra en mor til en far: »Hej skat, alarm!!! Emil vil gå til ballet. Vi må have gjort noget forkert. Kan du ikke gøre nogle mandeting?«. I den modsatte grøft syntes LA’s Joachim B. Olesen pludselig, det var helt i orden med flerkoneri, da valgkampen rullede. Ikke et ord om flermanderi dog. Efter valget fik vi både en kvindelig statsminister og en mandlig ligestillingsminister for første gang, hvilket måske nok var årets største milepæle. Og vi kunne da også følge med i DR's 'Borgen' og se, hvad der venter Helle. For det er åbenbart særligt svært for kvinder at gøre politisk karriere, hvilket B.T. ikke var sen til at pointere på forsiden. Dernæst fulgte debatten om satirebloggeren Bitterfissens grovfil overfor andre kvindelige bloggere, hvilket hurtigt blev gjort til en ’kvinde er kvinde værst’-tendens i alle medier. Både Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen og Berlingskes lederskribent Tom Jensen gik på alfaderlig vis ind og tyssede lidt på gemytterne. Tal så lige pænt til hinanden, ikke piger? Resten af 2011 har stået i bakgear med debatter om, hvorvidt kvinder må amme offentligt, hvilket der i ellers frisindede Danmark var forbløffende mange, der ikke mente. Det var nemlig ulækkert. Og dernæst kom debatten om, hvorvidt de danske dameblade er for dumme, hvilket Alt for Damerne var så flinke selv endegyldigt at bevise efter at have fulgt vores nye statsleder i to dage og trak det aller-aller-vigtigste frem på deres forside: Statsminister Helle Thorning-Schmidt: "Jeg har aldrig misset et forældremøde". Og endelig sluttede vi med ikke-historien om, hvorvidt 15.000 eller 249 kvinder på kontanthjælp er dovne. Med andre ord: 2012, kom an!