Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Araberne har tabt magten i Mellemøsten

Kæmper. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, og den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan ved møde i Teheran i marts.
Kæmper. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, og den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan ved møde i Teheran i marts.
Lyt til artiklen

I kampen om magten i Syrien er det ikke arabiske lande, der spiller hovedrollen. Det er på den ene side Tyrkiet, der forsøger at vælte Assad-familiens regime, og på den anden side Iran, der kæmper for at holde Assads alawittiske mindretalsdiktatur ved magten. Iran bestræber sig på at øge sin indflydelse overalt i Mellemøsten. I Libanon via sin satellitorganisation Hizbollah, der er bevæbnet, trænet og finansieret fra Teheran. I Irak er den iranske indflydelse på ministerpræsident al-Malikis regering så vidtgående, at iranerne indirekte kan fælde Maliki, hvis flertal i parlamentet er afhængig af Muqtada al-Sadrs parti, der repræsenterer iranske interesser. LÆS OGSÅBorgerkrigen i Syrien breder sig Efter ti års krig måtte USA ved sidste årsskifte forlade Irak. Så det er ikke amerikanerne, men tyrkerne, der nu forsøger at afbalancere den voksende iranske indflydelse i Irak. Tyrkiet er dybt engageret økonomisk og politisk i den autonome, kurdiske nordlige del af Irak, der kun formelt styres fra Bagdad. Paradoksalt, fordi Ankara i det østlige Tyrkiet ligger i krig med den kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK.

Tyrkerne har ambitioner om at genoplive indflydelsen i det arabiske Mellemøsten, som blev regeret fra Konstantinopel, det nuværende Istanbul, i over 450 år, indtil det osmanniske imperium brød sammen under Første Verdenskrig. Tidligere var arabisk politik domineret af de to konkurrerende magter Egypten og Irak, som begge bejlede til Syrien. Nu er det i stedet Tyrkiet og Iran, to ikkearabiske magter, som konkurrerer om indflydelse i det arabiske Mellemøsten. Intet arabisk land er i stand til at give dem et effektivt modspil. Både Egypten og Irak mistede som konsekvens af Washingtons politik deres position som magtcentre. Egypten sluttede i 1979, stærkt opmuntret af USA, fred med Israel. Det medførte omgående en reaktion fra de øvrige arabiske lande, der opfattede fredsaftalen som forræderi mod arabiske interesser. Den arabiske ligas hovedkontor blev flyttet fra Kairo. Egypten blev isoleret og mistede sin traditionelle position som den arabiske verdens talerør. LÆS OGSÅTyrkiet er på stikkerne: Tvinger armensk fly til at lande USA's to krige mod Irak, Kuwait-krigen i 1991 og invasionen af Irak i 2003, der førte til Saddam Husseins fald, gjorde en ende på Bagdads indflydelse i den arabiske verden. Saudi-Arabien er begyndt at gøre sig gældende som modvægt til de omvæltninger, som i de sidste par år har ændret magtforholdene i Nordafrika og Syrien. Saudi-Arabien har derfor organiseret monarkierne i Golfen og i Jordan og delvis også Marokko i et forsvarsberedskab, der skal sikre monarkiernes fortsatte beståen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her