Med Anders Vildsø Andreasen på tasterne åbnede Politiken i lørdagens op for en vred lille dreng. Trist og ked. På maskulin deroute. Uden håndbremse. Opdraget, passet og undervist af kvinder følte Anders Vildsø Andreasen sig nu forfærdeligt poleret og følelsesskizofren. Ked af ikke at kunne svinge en hammer. Ked af ikke at interessere sig for fly og biler. Ked af så mange års kvindelig indgriben i det der engang skulle blive et par velvoksne sæt nosser, men nu lignede to indtørrede, forsmåede dadler. Åh Gud! Din manddom er i fare, Andreasen. Det er åbenbart det der sker, hvis man går lidt for mange gange i Ikea med lidt for dominerende kvinder.
Undskyld mig? Og som vred, ung kvinde er jeg nok allerede en synkende kønskliche i dit femivoldtagede univers, men har det nogensinde faldet dig ind at tænke selv? Tage et ansvar. Frigøre dig. Nej vel? For det er jo tydeligvis kvindernes skyld, at dit køn lider og ikke kan finde sig selv. Så hvorfor skal du?
