Forleden dag faldt jeg over et spændende klip om en undersøgelse foretaget på det amerikanske universitet Berkeley. Her havde forskerne fundet frem til den noget kontroversielle konklusion, at rigdom i mange tilfælde stimulerer egoistisk adfærd. Blandt andet kan man se, at luksusbiler i langt lavere grad stopper ved fodgængerovergang end almindelige biler. Undersøgelsen går endda så langt som at konkludere, at velhavende mennesker er mere tilbøjelige til at snyde end fattigere folk er.
Herhjemme er vi ellers vant til at høre det modsatte argument. At det er de rigeste danskere man kan regne med, og som skaber værdierne her i samfundet. Kigger man på den nedre del af samfundspyramiden, arbejderne, findes der stor mistanke om, at disse mennesker i virkeligheden ikke er meget for at bidrage. Ja, tag bare Danmarks moralske statsminister Lars Løkke Rasmussens betragtning om, at 2000 kr. ekstra til rådighed om måneden, da ikke kan være nok til at vælge beskæftigelse frem for overførselsindkomst. Tankevækkende!
På den anden side kommer undersøgelsen ikke bag på mig. Tværtimod bekræfter den et mønster vi har set i kriseårene. De seneste fem år har danske lønarbejdere vist løntilbageholdenhed. Der har ikke været bål og brand i gaderne over kravet om løntilbageholdenhed, og i det hele taget har danske lønarbejdere udvist en stor ansvarlighed over for den danske økonomi. Men bevæger vi os længere op i samfundspyramiden tegner der sig et ganske andet billede. Her er ydmyghed et fremmedord.
Man skulle tro, at finanskrisen havde skabt en ydmyghed om, at enorme bonusordninger og lønstigninger måske ikke var en god ide lige nu. Man skulle tro, at der var en solidaritet med lavere løngrupper om at holde igen med lønkravene. Man skulle tro, at der var en form for rettidig omhu og anerkendelse af medansvar for krisens komme. Men vi kunne tro om igen.
Adfærden på direktionsgangene, særligt i den finansielle sektor, understreger resultaterne fra Berkeley-undersøgelsen. De der i forvejen har meget, er tilbøjelige til at opføre sig egoistisk. De føler ganske enkelt, at de er i en liga, hvor der gælder særlige regler for netop dem.
Der selvfølgelig altid undtagelser til reglen. Og der er klokkeklare eksempler på det modsatte, men gennemgående, så er der i toppen indsneget sig en dobbeltmoralskhed som man skal lede længe efter.
Tag erhvervsmand Asger Aamund som et eksempel. For snart to år siden kritiserede han statsministerens nytårstale, hvori hun havde sagt, at løntilbageholdenhed i en virksomhed også bør gælde på direktionsgangene. Det faldt ikke i Aamunds smag, og han svarede igen, at der særligt i krisetid er behov for dygtige ledere, og at løntilbageholdenhed blot vil få dem til at forlade Danmark. Som om alle andre har fortjent at få udhulet deres løn, med undtagelse af toppen af Danmark. Aamunds argumenter er med til at skubbe yderligere på en i forvejen uheldig udvikling vi ser herhjemme, nemlig at skellet mellem rig og fattig vokser betragteligt.
Skriv kommentar