Kom du forbi Kongens Nytorv i København i september? Så bemærkede du måske de 50 hvidmalede krydsfinerkasser, der i anledning af historiefestivalen Golden Days stod opstillet omkring torvets midte. Kasserne udgjorde det midlertidige monument ’50 Queens’, der skulle minde om underrepræsentation af kvinder i det offentlige rum. Monumentet var til sin egen selvmodsigelse designet af BIG (Bjarke Ingels Group) i et samarbejde med Meta (Mark Zuckerberg), Accenture Song (David Droga), Kunsthal Charlottenborg (Michael Thouber) og Golden Days (Svante Lindeburg). Jeg cyklede dagligt forbi på min vej til og fra skole og tabte hver gang kæben ved tanken om det hovedløse grundlag, vi bogstavelig talt bygger vores ligestillingsdebat på. Hvordan går det til, at en så storslået chance for at omforme og omskrive historien så åbenlyst ukritisk overlades til en eksklusiv klub af repræsentanter for ekstremt magtfulde, kapitalistiske og maskulint dominerede virksomheder?
I mange artikler fremhæves BIG og de andre big boys som bannerførere for Golden Days’ fantastiske feministiske initiativ. Projektets visuelle formidling sidder de store drenge også tungt på. Overalt ses deres bare hvide kasser, endda i selskab med H.M. Dronningen, der begejstret inspicerer monumentet med Golden Days’ festivalleder, Svante Lindeburg.
Til at udvælge de ’50 Queens’, som monumentet skulle repræsentere, var en mindre fremtrædende fagjury af blandt andre billedkunstner Jeannette Ehlers, direktør for KØN Julie Rokkjær Birch og ph.d. i historie Karen Asta Arnfred Vallgårda. Hvordan denne fagjurys kvalificerede kuratoriske arbejde endte med at skulle pakkes ind af den kreative overklasses største overarme, er for mig et mysterium. Umiddelbart er der noget virkelig foruroligende over denne konstellation, hvor megavirksomheder kommer kvinder i kasser og udstiller dem offentligt.
Der findes måder at mindes, repræsentere og manifestere feminisme på, der er meget mindre monumentale, og som føles meget mere nærværende end denne kassede abstraktion af typisk maskulin repræsentation. Det er supertrist at tænke på det enorme uforløste formidlingspotentiale, dette projekt besad, og den overrepræsentation af mænd, som projektet paradoksalt nok reproducerede. Techgiganter og starchitects drysser muligvis stjernestøv over Golden Days’ gode intentioner. De er dog ingen modgift mod det maskuline forbillede, der de seneste årtusinder har defineret vores alle sammens offentlige rum og underprioriteret en overvejende del af Jordens befolkning.
Vi skal være vågne og kritiske, når vores offentlige rum invaderes af techgiganter og starchitects i feministisk camouflage. For at vi kan blive klogere på vores kollektive historie og skabe mere mangfoldige og inkluderende offentlige rum, må det være en forudsætning, at de, der har været underprioriteret, får reelle muligheder for indflydelse, ansvar og eksponering.
fortsæt med at læse
