Fugten hænger tungt i luften, som du skuer ud over endeløse rækker af cykler parkeret på Nørreport Station tirsdag 1. november. Det er valgdag. På trods af den brede variation af cykler er flyerhelvedet et gennemgående tema i cykelkurve og på bagagebærer. Flyers, jeg selv sirligt har placeret på valgets sidste kampdag. »Hvor er det grotesk, at klimabevægelsen deler flyers ud, de bliver jo alligevel bare til skrald« og »Klimaaktivist? Nu har jeg samlet 10 af jeres flyers op fra jorden« får jeg som verbale lussinger, da jeg monterer de sidste flyers. Min respons? Demokratisk oplysning, klimakrise, katastrofe, klimavalg. Den følelse, jeg står tilbage med: Jeg burde ikke som klimaaktivist skamme mig over løsslupne flyers og at formidle budskabet om klimahandling på papir, så hvorfor gør jeg det? Når løftede pegefingre om klimaaftrykspetitesser som papir, plastik sugerør og pladsen til affaldssortering får lov at til at dominere i samtalen om klima, er det udtryk for mangel på proportioner. Vi mangler et sprog og en klimamærkning, der kan begrebsliggøre den enkelte danskers mulighed for at træffe reelt bæredygtige valg og bedømme proportionalitet.
At smide skrald på gaden er miljøsvineri. Rindende vand, når man børster tænder, er ressourcefrås. Når vi ikke spiser op, er det en underkendelse af hungersnød i Afrika. Alle disse narrativer, der har indtaget karakter af alment vedtagne klimasandheder. Antagelserne har domineret så længe, at både den forrige og vores generation helt er stoppet med at sætte spørgsmålstegn ved realiteten af deres faktiske andel i den grønne omstilling. Når vi ikke opkvalificerer samtalen om klima og de reelt bæredygtige tiltag, vi kan gøre os som forbrugere, risikerer vi et ekkokammer. Et uproportionalt ekkokammer, hvor vi tror, at vi redder os ud af klimakrisen ved at printe dobbeltsidet eller omvendt, hvor vi udskammer hinanden som klimasyndere, når frokosten pakkes ind i stanniol.
