Med ghettopakken fra 2018 ønsker man et opgør med de såkaldte parallelsamfund. Derfor er man i fuld gang med at tvangsflytte beboere i ’hårde ghettoer’, rive almene boliger ned og bygge nye private ejendomme. Drømmen er, at direktøren og juristen flytter ind og skaber nære og stærke fællesskaber med pædagogen og kontanthjælpsmodtageren, der allerede bor der. De ressourcestærke beboere vil dermed blive positive rollemodeller og på magisk vis ’løfte’ de nuværende beboere ud af deres udsathed.
Men denne drøm bliver knust, så snart vi ser de nuværende byudviklingsplaner. Hvis man tager udgangspunkt i et af disse såkaldte parallelsamfund, Tingbjerg, kan man som det første, når man træder ind, skule op til den nye legeplads. Den er fint placeret på en højt plateau, man kun har adgang til fra de private boliger. Dette står i klar kontrast til resten af området, hvor alle legepladser er åbne og offentlige. Det sender et klart signal til de resterende beboere: Rige børn leger bedst.
Ikke nok med at de private boliger får egne opholdssteder, man river også fungerende fællesarealer ned. Grønne områder i Vollsmose, Fælleshaven i Tingbjerg og Fælleshuset i Mjølnerparken er eksempler på dette. Dette er unikke områder, hvor beboere mødes på tværs, når de fejrer eid og jul, spiller banko eller laver mad på bål. Spørgsmålet er derfor, når man fjerner disse områder og laver private legepladser, hvor juristen og direktøren skal møde de andre beboere.
Fejlen er at finde i manglen på inddragelse af beboerne. Som loven er skruet sammen lige nu, er beboere og demokratiske organer i området kun til pynt. Beboerne har ikke et reelt mandat og bliver inddraget gennem pesudo-informationsmøder og pseudo-afstemninger. Beboerne skal simpelthen stemme om de fysiske forandringer, men hvis de modsiger sig det, kan kommunen tvinge det igennem alligevel. Og når de ikke bliver inddraget, mister byudviklere forståelsen for de tusindvis af historier, der ligger i én bestemt bænk, og fællesskaber bliver nemt tromlet over.
Vi ser lige nu antallet af såkaldte ghettoer forsvinde lige så stille fra de årlige ghettolister, fordi områderne bliver fyldt op med ressourcestærke beboere. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de nuværende beboere får gavn af denne udvikling. Hvis man køber ghettolovens præmis om, at den kan reducere ulighed, kan den kun lykkes, hvis man bygger oven på eksisterende fællesskaber i en proces, hvor beboerne går forrest. Ellers mødes kontanthjælpsmodtageren og direktøren aldrig på den samme legeplads. Vi skaber derimod blot parallelsamfund i parallelsamfundet.
