Mens ørkenstøvet fra klimatopmødet i Sharm el-Sheikh endnu er ved at lægge sig, står én kendsgerning strålende klart tilbage: Målet om at holde de globale temperaturstigninger under 2 grader er stendødt. Drømmene fra Paris-aftalen har aldrig været længere fra at blive realiseret. Verdens lande taler nu om, hvordan vi afværger de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Hvordan lande som Pakistan kan kompenseres for de klimakatastrofer, der uundgåeligt rammer dem. Hvordan vi alle på den ene eller anden måde bliver ramt af stigende temperaturer, vandstande og desperation.
Fatamorganaet om global klimahandling bliver dog stående i vores bevidsthed. Politikere, medier og meningsdannere taler stadigvæk om, hvordan klimakrisen kan løses eller afværges. Hvordan vi alle, hvis bare vi flyver lidt mindre, kan undgå det uundgåelige. Hvis bare vi indfører flere kødfrie dage i kantinen. Hvis bare vi affaldssorterer en smule mere. Hvis bare vi lader, som om det hele nok skal løse sig. Som om vores manglende klimahandling de seneste tredive år ikke spår os en dyster fremtid. Som om håbet ikke for længst er løbet ud i ørkensandet.
Klimatopmødet i Egypten blev nemlig endnu et COP-møde i rækken uden nævneværdige fremskridt. De største klimasyndere får til stadighed lov til at udlede flere skadelige klimagasser, mens små østater snart må se deres desperate råb om klimahandling drukne i de stigende vandmasser. Der er ingen global forståelse for, hvor vidtrækkende en klimahandling der er brug for. Ingen international idé om, hvor langt vi er fra at indfri selv de mest uambitiøse klimamål.
Hvordan kan vi bevare håbet, når FN’s generalsekretær udtaler, at vi befinder os på en motorvej med foden solidt plantet på speederen i direkte kurs mod klimahelvede? Når førende klimaforskere udtaler, at vi nærmer os det punkt, hvorfra de menneskeskabte klimaforandringer ikke længere kan stoppes? Svaret er, at det kan vi ikke. Vi skal droppe håbet og i stedet forberede os på det uundgåelige. På at verden bliver varm, våd og ubehagelig. Gør vi det, kan vi vende håb til handling, for handling er nødvendig, hvis vi skal afværge de værste konsekvenser. Sandet i timeglasset er for længst rindet ud, og det er derfor på høje tid, at vi begraver klimahåbet i det egyptiske ørkensand. Det bedste, vi kan gøre, er at holde op med at lade, som om der er håb for klimaet.
