Min kæreste og jeg skændes ikke. Det har vi aldrig gjort. Vi er uenige, vi er kritiske og vi har svære samtaler. Vi skændes bare ikke. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er normalt, og historisk set er jeg heller ingen relationel diplomat. Men alligevel undrer det mig, at det skænderi-fattige forhold ikke er mere eftertragtet. Jeg oplever tværtimod parforholdets skænderier som ophøjet på en romantisk piedestal pyntet med langhårede begrundelser som passion og personlig udvikling. Fra mine venner, der er reflekterede og følelsesmæssigt intelligente, hører jeg gang på gang, hvordan de overbeviser hinanden om, at deres højrøstede klammerier med kæresten er rekreative; hvordan skulle de ellers få sat grænser, eller talt ud om de ting, der går dem på, eller lære hinanden at kende eller udvikle sig sammen?
Selvom jeg er ekspert i datingprogrammer, er jeg hverken psykolog eller parterapeut. Men jeg er ven. Og den erfaring har vist mig, at mine venner kommer frustrerede, sårede og drænede ud af skænderierne med deres partnere. De føler sig ikke hørt eller forstået, og da slet ikke som nye og optimerede udgaver af dem selv. Og når jeg i tidligere forhold selv har stået og fyret verbale skud af og bidraget til at decibelniveauet under en diskussion er steget til vejrs, har jeg da sjældent i efterhånd draget konklusionen: hold kæft, det var konstruktivt!
