Jeg står over for et dilemma, som jeg håber, mange ledere kan relatere til. Som leder i en stor dansk virksomhed føler jeg et dybt ansvar for at inkludere mennesker med handikap og seniorer på det danske arbejdsmarked, på lige fod med alle andre.
Jeg ved, at succes i et team starter med at ansætte de rigtige mennesker med de rette kompetencer. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad det vil betyde for resten af mine medarbejdere og afdelingens effektivitet, hvis jeg ansætter profiler, der måske ikke passer ind i den typiske forestilling om en attraktiv kandidat.
Hvordan kan jeg sikre, at vi opretholder produktivitet og fremdrift i forretningen, samtidig med at alle medarbejdere trives og udvikler sig til deres bedste version af sig selv, hvis ikke alle har samme styrke og kapacitet? Jeg ønsker så inderligt at fremme diversitet, inklusion, ligeværd og ligestilling, men jeg er usikker på, om jeg kan finde den rette balance.
Kan denne balance virkelig lykkes? Det er mit dilemma, og det er noget, der ligger mig meget på sinde.
Jeg husker, hvordan min farfar talte om ’landsbytossen’ Karl og ’Polio-benspigen’ Ida. De var en naturlig del af landsbyens liv og bidrog, hvor de kunne, hos den lokale købmand eller ved at holde byen ren. Alle kendte dem og deres udfordringer, men de blev inkluderet med menneskelig respekt og varme som en naturlig del af byens økosystem. Det samme gjorde ’oldingen Elias’ som for det meste sad og læste avis på torvet, men som ofte holdt et vågent øje med de små, når der skulle høstes eller andet.
I dag forventer vi, at det offentlige tager sig af vores mindre ressourcestærke medborgere. Det italesættes ofte som handikap-merudgifter eller ældrebyrden.
Er vi som samfund på vej et helt forkert sted hen?
Vi står overfor en fremtid med flere og flere ældre medborgere, stigende pensionsalder og flere med usynlige handikap såsom autisme, adhd, ocd, angst og depression, som er diagnoser i kraftig vækst.
Det er derfor nødvendigt, at vi sikrer et fremtidigt arbejdsmarked, som er rummeligt og fleksibelt for at kunne udnytte alle landets ressourcer på bedst mulig vis. For eksempel at skabe rammer, som tilpasses mennesker med handikap eller seniorer.
Det forudsætter, at vi starter tidligt i værdikæden, og allerede i skolesystemet kan favne unge med udfordringer og sikre os, at de kommer godt igennem uddannelsessystemet, samt at vi som ledere har den nødvendige viden til at skabe en inkluderende og ligeværdig arbejdsplads. Ligesom dette også er en nødvendighed for skolelærere og pædagoger med flere. Alle led skal være med, for at kæden hænger sammen.
Det er min opfattelse, at mange tror vi har et velfungerende velfærdssystem, og at der tages godt hånd om de mindst ressourcestærke borgere i vores samfund. Men de, som er i kontakt med systemet, oplever ofte, at de anses som en belastning for samfundet, og at de selv skal kende alle regler for at være i god dialog med deres sagsbehandler, og hvor økonomi spiller en stor rolle.
Jeg har talt med en person, der plejede at få hjemmehjælp til rengøring, men nu har fået en robotstøvsuger, som hun selv skal erstatte, hvis den går i stykker. Dette gælder også andre hjælpemidler som gribetænger og særlige toiletter. Så udadtil virker det måske, som om vi lever i en velfungerende velfærdsstat, men for mange, der har brug for hjælp, er det et andet billede, som ofte er præget af travle sagsbehandlere med fokus på, hvad der kan lade sig gøre økonomisk og ikke borgerens fulde behov.
Det kan jeg se på min arbejdsplads, hvor der i systemet ikke er en naturlig forståelse for, at man f.eks. skal på en forretningsrejse, som er kritisk for ens arbejdsopgaver, men hvor der ikke kan bevilges en hjælper fra kommunens side, således at forretningsrejsen kan realiseres.
Det er simpelt hen helt uacceptabelt, at vi med den nye foreslåede ændring i serviceloven kan bruge økonomi i kommunen som undskyldning for ikke at give den hjælp en borger har brug for.
Den tvist kommer ikke til at skabe et mere inkluderende samfund. Det er bekymrende, særligt når vi ser på den nyligt publicerede FN rapport, hvor Danmark er til eksamen i vores inklusion af mennesker med handikap. Her udtrykkes der bekymring om den store forskel mellem mennesker med handikap, som er i arbejde, og dem uden handikap, som er i arbejde.
I FN-rapporten gives der udtryk for glæde over de forskellige initiativer og ændringsforslag til at mindske forskelsbehandling og fordomme, der forhindrer personer med handikap i at komme ind på arbejdsmarkedet, herunder ændringen af lov om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet om rimelig tilpasning på arbejdsmarkedet, designet til at forbedre og styrke beskæftigelsen af personer med handikap frem til 2025 i Danmark (med 60 procent af de 16-64-årige handikappede sammenlignet med 86 procent af personer uden handikap ansat i 2022). Den bemærker dog, at beskæftigelsesforskellen på 26 procent giver anledning til bekymring.
Det er også bekymret over, at der ikke er vedtaget langsigtede programmer og foranstaltninger for at øge arbejdsgivernes bevidsthed om inklusion, uddanne socialarbejdere i handikapspecifik ekspertise eller tilpasse beskæftigelsesprogrammer, der er tilgængelige for alle personer med handikap, herunder seniorer med handikap, og at gøre dem handikapvenlige.
Det påpeges også, at ældre borgere med handikap, som endnu ikke har nået pensionsalderen, skal sikres muligheder for at forblive i arbejde. Bare for at nævne et par af de påpegede punkter, hvor Danmark kritiseres af FN i rapporten.
Dette er et opråb, for det vedrører os alle!
Forestil dig, at du cykler hjem fra dit gode job og bliver involveret i et færdselsuheld, der gør, at du bliver lam fra brystet og ned. Din hjerne er stadig den samme, og du har stadig den samme viden, men nu er du blevet afskediget på grund af et langt genoptræningsforløb. Du har ingen indtægt, og det er uendeligt meget sværere for dig at få job. Du vil rigtig gerne arbejde og bidrage til samfundet, men du anbefales at søge førtidspension. Måske fordi du så bliver en forudsigelig udgift på din kommunes budget og ikke en byrde eller en merudgift.
Min pointe er, at det kan ramme os alle, enten personligt eller som forældre, søskende eller andet, og derfor er det et ansvar, vi alle skal tage på os.
Vi har alle et ansvar for at bruge de ressourcer, vi har, til at tage vare på os selv og andre, hvis vi kan. Som ledere har vi et ekstra ansvar for at definere, hvordan vores arbejdsplads kan være rummelig og inkluderende på alle fronter.
Jeg forstår godt, at det er svært for både ledere, der ansætter til ledige stillinger, og mennesker med handikap, der ønsker job. Ledere kan have bekymringer omkring det at ansætte anderledes, men disse er ofte grundet uvidenhed.
I mit perspektiv overskygger fordelene langt de udfordringer, der kan være. Jeg nævner her nogle af de bekymringer jeg selv havde, og hvor særligt den sidste fyldte meget hos mig. Jeg forstår nemlig fuldt ud, hvor svært det kan være at være tålmodig og rummelig overfor andre, hvis man selv har travlt og bare ræser derudad med opgaver. Og selvfølgelig kan bekymringerne variere, afhængig af om man er en lille eller stor arbejdsplads – men her er nogle eksempler:
- Har et menneske med handikap samme kapacitet som et uden?
- Skal min arbejdsplads bekoste ændringer og særlige rammer for tilpasning? Hvad er rimelig tilpasning?
- Skal jeg bøvle med kommunen for at sikre diverse tilskud?
- Hvad tænker de øvrige medarbejdere? Vil de se på dette som en fiks idé og ikke gå helhjertet ind for ideen og værdsætte diversitetens gode fordele som øget innovation og team spirit?
Personligt har jeg som leder været beriget med en stor glæde ved at inkludere mennesker med handikap på vores arbejdsplads. Det har ikke kun styrket vores arbejdsplads med nye perspektiver og gjort vores sammenhold og værdigrundlag stærkere, men også givet mig personligt, en dybere forståelse for vigtigheden af mangfoldighed og inklusion.
Jeg kan varmt anbefale andre ledere at tage skridtet og investere tid og energi i at skabe en rummelig arbejdsplads med respekt og plads til alle. Det kræver en ekstra indsats og ressourcer, men belønningen i form af et mere dynamisk, rummeligt, innovativt og loyalt team samt store personlige livslæringer, gør det al indsatsen værd.
Selvom mange gerne vil, er der stadig megen bias og tabu omkring det at tale om, at der skal være plads til alle på vores arbejdsplads og i vores samfund generelt. Måske, fordi vores kultur over tid har ændret sig, og mange nu ikke længere ser det som deres ansvar at hjælpe og skabe retfærdighed og ligeværd, hvis det ikke går ud over dem selv. ”Det rammer nok ikke mig, men kun andre” tankegangen.
Vi lever i en kultur i Danmark, hvor man ser det som et krav, at man kan få støtte fra det offentlige, til alt lige fra bolig efter skilsmisse, til økonomisk hjælp til brug for køb af f.eks. vaskemaskine til ens kommunalt tildelte bolig, eller hjælp til det helt basale som f.eks. en kørestol og en hjælperordning, som gør, at man kan komme i bad og på toilet.
Forskellen i hjælp er i dag meget varierende fra kommune til kommune, og dette er ikke rimeligt, men det er særligt ikke rimeligt, når vi taler om helt basale behov, som for eksempel hjælp til toiletbesøg eller at spise. For det må aldrig blive en økonomisk afgørelse, hvorvidt en borger har brug for basal hjælp eller ej, og det er en nødvendighed, at vi kanaliserer den mængde hjælp, vi har, derhen, hvor nøden er størst.
Det er helt uacceptabelt, at vi med den nye foreslåede ændring i serviceloven kan bruge økonomi som begrundelse for afslag af hjælp. Vi har brug for alle, der kan og vil bidrage til vores arbejdsmarked og fælles samfund.
Jeg ser ikke den helt store politiske appetit for at forbedre forholdene for mennesker med handikap, og der er kun få positive ændringer, der er sket siden FN sidst havde Danmark til eksamen.
Men jeg forstår det godt, for hvis man skal tilbyde den hjælp, der er behov for, så er der selvfølgelig et grundliggende spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra? Der er jo kun den samme pose penge at fordele, så skal vi skære ned på børneområdet, ældreplejen eller infrastrukturen? Eller give færre skattelettelser? De prioriteringer er jeg glad for, at jeg ikke skal tage, og måske har nogle politikere det ligeså og fristes måske til at prioritere de emner, som man spår, de fleste borgere vil stemme for.
Det er mit håb, at vi gennem mødet med mennesker af forskellig slags kan få et rummeligt samfund, hvor alle er nysgerrige på hinanden og deres historier. Et inkluderende samfund er et, hvor vi forstår, at hver persons unikke egenskaber og handlinger har en dybere årsag. Ved at omfavne forskelligheder og anerkende de udfordringer, som andre står overfor, kan vi skabe et miljø, hvor alle føler sig værdsatte og støttede.
Som tidligere formand for Det Centrale Handicapråd og en med et dagligt ledelsesjob er jeg simpelt hen uenig i den drejning, vi som samfund er på vej imod. Jeg vil personligt som leder vedblive med at ansætte mennesker med handikap, finde nye udviklingsmuligheder for seniorer og støtte, hvor jeg ellers kan, f.eks. gennem vores stærke frivilligsektor.
Har du reflekteret over, hvilket samfund du ønsker for den næste generation, og hvor du ville kunne gøre en forskel for at realisere det?
fortsæt med at læse
