Russiske skibe tirrer i Østersøen. En amerikansk præsident truer Grønland, Canada og Gaza. Krig og polarisering dominerer i Europa, og vi lever ikke længere i fredstid, siger vores statsminister. Vi lever i en kompleks og udfordrende tid, hvor vi i Danmark skal have øje for den trussel, der er i Øst, Arktis og i Europas nærområder, men også stå fast på, at demokrati og menneskerettigheder er den bedste og mest effektive vej til global fred, velstand og sikkerhed.
Derfor skal vi også hylde uafhængige medier, som vi ved er en afgørende og ufravigelig forudsætning for demokrati, menneskerettigheder og fred.
Verdensordenens hastige forandring bliver af nogle analytikere omtalt som ’Vestens endeligt’, hvor USA lider under et moralsk og demokratisk kollaps, og Europas relative magt svinder, mens Kina og andre magtcentre står stærkere – et globalt samfund, hvor de stærke bestemmer, og hvor menneskerettigheder er til forhandling.
Men selv om det ser dystert ud for demokratiet, forstærket af USA’s moralske kollaps, skal vi huske på, at det ikke kun er det såkaldte Vesten, der ønsker og kan påberåbe sig demokrati, en fri presse og menneskerettigheder. Vesten har aldrig haft monopol på demokrati og rettigheder – og der ligger midt i alt det dystre en mulighed for Europa i at stå fast og arbejde med de stater, civilsamfund og befolkninger, der vil det samme. Der er mulighed for at påvirke demokratiet positivt i mange lande på trods af svære odds. Det er i dansk interesse.
Selv om vejrudsigten er dyster, er der også muligheder.
Lige så meget som vi lige nu er bekymrede og styrker vores sikkerhedspolitiske fællesskab i Europa, skal vi have blik for det langsigtede, proaktive perspektiv: at danne alliancer med demokratier på tværs af kloden, som har hastigt voksende befolkninger, der også ønsker frihed, velstand og fred. Vi skal støtte demokrati, hvor vi kan. I en fin blanding af idealisme og pragmatisme har vores udviklingsbistand altid været et ’soft power’-instrument til at fremme den dagsorden.
Organisationer som den, jeg selv arbejder for, argumenterer ofte for, at vi skal give udviklingsbistand, fordi det tjener vores egne sikkerhedspolitiske interesser.
Det er enig jeg i, men vi skal passe på med at gøre det for simpelt – og glemme den mest tvingende udfordring foran os: Vi er tæt forbundet på vores klode, og store dele af den risikerer at gå i sort på grund af autokratisering, krig, desinformation og populisme.
Demokrati smitter, men det gør autokrati desværre også.
Hvis vi vil værne om demokrati, skal vi ikke kun investere i vores eget, men også i andres. De er forbundne, ligesom vores informationsnetværk er.
Verdens største bistandsgiver, USA, har netop skåret dramatisk i udviklingsbistanden og dermed også revet tæppet væk under uafhængige medier verden over, som er afhængige af donorfinansiering. Det har givet diktatorer endnu bedre mulighed for at lukke deres befolkninger inde i et vakuum uden fri information.
Dominerende techvirksomheder underminerer mediernes forretningsmodeller, og store professionelle medier bliver opkøbt af rige magthavere og oligarker. Anselige geografiske områder er nu deciderede medieørkener, hvor der ikke længere findes frie medier til at holde magthaverne i skak og sikre troværdig og tilgængelig information.
Den svenske forskningsinstitution V-Dem har i en nylig rapport sat en tyk streg under sammenhængen mellem demokrati, fred og sikkerhed. Både internt i de enkelte lande og globalt. Rapporten understreger hele IMS’ raison d’être: at en fri presse understøtter demokrati og er afgørende for menneskelig sikkerhed og fred – herunder ved at holde regeringer ansvarlige, sikre minoriteters stemme og fredelige løsninger af problemer. Desinformation og mangel på information gør det modsatte: skaber polarisering og ustabilitet.
Vi er nødt til både at kunne prioritere europæisk sikkerhed og samtidig stå stærkt på, hvilken global orden vi ønsker os. Selv om de to hænger sammen, må de ikke blive set som én og samme ting. Lad mig give et eksempel fra min egen verden:
Stormagter har sat turbo på at påvirke lokale dagsordener, eksempelvis ved at undergrave valg og gennem desinformation i store dele af verden. Det krænker suveræne staters mulighed for at afholde frie valg. I Moldova lykkedes det en stærk indsats fra medier, myndigheder og civilsamfundsorganisationer at forhindre, at folkeafstemningen om EU blev afsporet af russisk desinformation og propaganda. Gennem en systematisk indsats – herunder brugen af kunstig intelligens til at være på forkant med historier, russiske aktører forsøgte at plante – blev desinformationen imødegået. De lokale medier i Moldova har vist sig robuste og har formået at opretholde en stærk, sober og kritisk journalistisk linje.
Vi befinder os i en informationskrig. Den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE tøver ikke med at sige, at uden mediefrihed er der ingen sikkerhed, og World Economic Forum kaldte forrige år desinformation den største globale trussel. Desinformation undergraver den offentlige samtale, skaber strid og radikalisering, hvilket kan afspore valgprocesser og splitte EU-landene.
Vi står over for en ny amerikansk regering, der arbejder på at give techplatformene frie tøjler og skabe en online-sfære, hvor ytringsfriheden er uden grænser, hvor desinformation kan stå uimodsagt, og hvor kunstig intelligens opskalerer løgne og propaganda i hidtil uset grad.
USA har netop skåret dybt i sin udviklingsbistand. I lande som Ukraine, Moldova, Irak, Afghanistan, Yemen og Myanmar har USA stået for 80 procent at støtten til uafhængige medier. Med Trumps nedlægning af USaid står mange medier i en katastrofal finansieringskrise. Hvem træder til? Rusland? Kina? Andre stormagter eller lokale oligarker?
Jeg frygter, at magthavere får mere råderum til korruption og undertrykkelse, og at det alt sammen vil give flere spændinger. Mere konflikt. Mindre fred.
I forhold til omverdenen bruger såvel Rusland som Kina kæmpesummer på at fremstille Vesten som ideologiske imperialister og på at fremhæve nødvendigheden af en såkaldt multipolær verden. Og USA’s dominerende techfirmaer lukrerer på desinformation, splittelse og had.
Mellem 7 og 10 milliarder dollars har Kina ifølge demokratiforskeren Anne Applebaum investeret i internationale medier, både i Europa og i lande i det globale syd, den nye ideologiske kampplads.
Alligevel er den globale støtte til medieudvikling forsvindende lille – herunder også den europæiske. Den udgør p.t. 0,5 procent af den samlede globale udviklingsbistand. Samtidig befinder uafhængige medier på tværs af kloden sig i en eksistentiel krise: Overalt forsvinder uafhængige medier, og befolkninger overlades til de amerikanske sociale mediers algoritmer og propaganda.
Sikkerhed handler ikke kun om krudt og kugler, men også om blød magt. Men vi skal kunne nå til den erkendelse uden at militarisere udviklingsbistanden. Lokalt forankrede civilsamfund og mediesektorer, der udvikler sig på egne præmisser og med lokalt ejerskab, kan bidrage til tillid, sammenhængskraft og har legitimiteten og styrken til at holde lokale magthavere i skak og give lokale befolkninger en stemme, skabe mere tillid i samfundet og i sidste mere sammenhæng og stabilitet.
Der er god dokumentation for, at det mest effektive værn mod desinformation er lokale uafhængige medier. Ikke internationalt støttede kampagner og stratcom, som er offentlige myndigheders strategiske kommunikation for at påvirke befolkningers opfattelse af os og vores værdier
I en nylig rapport gennemgår den anerkendte forskningsinstitution Carnegie Endowment de mange forskellige strategier og løsninger, der findes over for desinformation, herunder faktatjek og regulering af sociale medier. Selv om alle redskaber er vigtige, er den overordnede konklusion, at lokal uafhængig journalistik er det mest effektive svar mod desinformation. God journalistik og et sundt informationsøkosystem skaber de bedste rammer for demokrati og udvikling.
I IMS ved vi fra årtiers støtte til mediesektorerne i lande, der er ramt af konflikt og fattigdom, at professionelle og inkluderende medier kan nå befolkningerne og skabe tillid. Det er langsigtet arbejde, men det skaber i sidste ende modstandskraft over for løgne og propaganda, når folk lærer at kende forskel på regeringspropaganda og løgne på de sociale platforme over for velunderbygget journalistik med troværdige kilder og balancering af synspunkter.
I lande med censur og undertrykkelse er det IMS’ erfaring, at vi kommer langt ved at samarbejde med partnere, der dagligt arbejder med at informere og skabe gennemsigtighed lokalt. De giver folk mulighed for at holde sig orienteret, træffe velinformerede valg og holde magthaverne ansvarlige. Selv om deres indsats ikke fører til et regimeskifte i morgen, lægger den kimen til demokratisk deltagelse og indflydelse.
Men vi skal blive bedre til at samarbejde ærligt med lokale aktører og forstå, at demokrati antager mange former. I IMS’ optik ligger det i forlængelse af vores ambition om at sætte vores lokale samarbejdspartnere i førersædet.
Det gælder også i vores arbejde inden for medieområdet, hvor vi løbende engagerer os med innovative aktører, der har nye løsninger og bud på, hvordan uafhængig journalistik kan trives i nye lokale teknologiske og politiske virkeligheder. Når vi skaber forandring, arbejder vi bredt med alle aktører – i Afghanistan arbejdede vi i mange år sammen med lokale religiøse autoriteter for at skabe forståelse for betydningen af frie medier, og vi står parat nu til at hjælpe vores syriske partnere tilbage til Syrien.
I Afrika alene er der om få år en milliard flere unge mennesker, der vil hungre efter mere indflydelse og en bedre fremtid i opgør med såvel kolonialismens arv som korrupte magthavere. I stedet for at ende i kløerne på globale sociale mediers algoritmer har disse unge brug for nytænkende innovative medier og platforme, som taler til deres generationer. Og dem er der heldigvis mange af.
I Tanzania er en gruppe med at skabe en social platform, der er i rivende udvikling og ved at blive et reelt lokalt alternativ til techgiganternes monopoler. En social platform, der er bygget på demokratiske principper og ikke på superkapitalisme eller junglelovens utæmmede ytringsfrihed.
I IMS arbejder vi sammen med dem om netop det – på deres egne præmisser – og om at bidrage til, at de når stadig flere mennesker, ikke mindst unge. Der er en dyb sammenhæng mellem den effekt, medier har, hvor langt ud de når – og i sidste ende også, hvor profitable de er. Tal betyder noget. Både for indsatsen for at nå så mange mennesker som muligt og for at skabe profitable medievirksomheder. Derfor samarbejder vi med lokale medier om, hvordan kunstig intelligens kan fremme deres indhold, forbedre deres forretningsmodeller og nå flere brugere.
Det er en positiv dagsorden og med et positivt budskab, der skaber levende medier, der engagerer unge som gamle i de vigtige debatter om korruption, magt i verden, ulighed såvel som identitetsspørgsmål. Den indsats er langsigtet, kræver tillid og samarbejde.
I 2024 understregede FN i rapporten ’Global Digital Compact’, at uafhængige medier er nødvendige for al anden udvikling og for at løse problemer inden for klima, uddannelse og sundhed. Uden medier, ingen udvikling.
Det samme gjorde OECD gældende, da de konstaterede, at frie og uafhængige medier verden over er truet på deres eksistens, og formulerede principper for god global støtte til medier, der fremhæver en helhedsorienteret tilgang med afsæt i lokalt ejerskab. OECD gør det meget tydeligt, at medier er en sektor i sin eget ret, der mangler markant mere global støtte. Og at støtten skal være koordineret, helhedsorienteret og forankret i lokalt ejerskab og prioritet.
Allerhelst fik vi globalt en bred anerkendelse af, at uafhængige medier er et offentligt gode på linje med sundhed, uddannelse og infrastruktur – sådan som den danske public service-model også afspejler. I Danmark betragter vi vores centrale medier som et offentligt gode, der derfor får en varierende grad af offentlig støtte, og de er til gengæld forpligtet til at levere indhold af høj kvalitet og samfundsmæssig relevans.
I den verden, vi lever i, er der brug for, at de europæiske lande viser vejen og bidrager til at finde løsninger for uafhængige mediers overlevelse – og det har Danmark både mulighed for og position til og gerne i samarbejde med private aktører.
Det er helt afgørende for lokalt og internationalt erhvervsliv, at der er et troværdigt og sundt informationssystem. Det gør markedet mere effektivt, øger gennemsigtigheden i samfundet, mindsker korruptionen og forbedrer det politiske miljø, erhvervslivet agerer i. Der er derfor en gryende mulighed for offentlig-private partnerskaber i at sikre afgørende finansieringsmekanismer til uafhængige medier, der ganske enkelt ikke kan opretholdes alene på almindelige markedsvilkår.
Men den globale donorfinansiering til medier skal hæves markant, og det er et internationalt ansvar at sikre et bedre flow af sober og pålidelig journalistik lokalt, regionalt og globalt. Eksempelvis ved at globale donorer går sammen om at sikre puljer og fonde, der kan understøtte lokale mediers overlevelse. Danmark har med sin stolte public service-tradition en mulighed for at sætte sig i førerposition på denne dagsorden og bruge den danske udviklingspolitik og vores formandskab for EU til at sætte denne dagsordenen højt.
Det gør regeringen med størst kraft, hvis den selv viser handling i sin nye udviklingspolitik.
fortsæt med at læse
