For nylig fremlagde medieansvarsudvalget, ledet af Søren Pind, sine anbefalinger for ændringer i medieansvarsloven. Særligt et af medieansvarsudvalgets forslag blev mødt med stærk kritik. I mine øjne fuldt berettiget. Forslaget lyder, at der skal oprettes en uafhængig, statsligt finansieret og udpeget medieombudsmand, som blandt andet skal kunne rejse og føre straffesager mod medier. En medieombudsmand, som man har det i Sverige, er ikke en dårlig ide. Men djævlen ligger jo som bekendt i detaljen.
I Sverige blev debatten om en presseombudsmand for alvor aktualiseret omkring slutningen af Anden Verdenskrig, da konkurrencen mellem aviserne blev intensiveret. Det var især, efter at avisen Expressen blev grundlagt i 1944, at der startede en voldsom konkurrence mellem dem og Aftonbladet, hvor ønsket om at overgå modstanderen betød, at etikken i journalistikken ofte kom til at træde i baggrunden. Et af de mest kendte eksempler, der for alvor satte gang i debatten, var en historie, som Expressen bragte 11. maj 1965. Her offentliggjordes en historie om et planlagt statskup fra en bevæbnet nazistisk gruppe, med manden Björn Lundahl som leder, som efter sigende ud over statskuppet blandt andet skulle have planer om at lave en »mini-koncentrationslejr« med gaskamre i Sverige. Problemet var bare, at hovedkilden havde narret avisen med falske dokumenter.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

