Der er en tydelig forskel mellem det åndelige liv i Norden og i Vesten i almindelighed. Medens man i de fleste andre lande nu til dags er 'believing without belonging' (det vil sige, at man har en tro, men tilhører ikke noget trossamfund), er det omvendt i Norden: Her er de fleste 'belonging without believing' (det vil sige, at man tilhører et trossamfund, men er ikke troende). Der er mange forskelle mellem de nordiske folkekirker, trods deres fælles evangelisk-lutherske baggrund. Det gælder såvel vore gudstjenester som de nordiske landes forskellige forhold mellem kirken og staten. Altså både det, der har med kirkens indre og kirkens ydre at gøre, et spørgsmål om at overleve? Der føres nu til dags i hele Vesten en debat om disse spørgsmål, og ikke mindst om, hvad der er vigtigst for såvel kirke som folk - det indre eller det ydre. I Danmark er man, så vidt jeg kan forstå, i begyndelsen af den debat. I Sverige har den været i gang i hvert fald de sidste 50 år. Det gælder altså på den ene side forholdet mellem kirkens ydre ordninger og relation til både stat og folk - og på den anden side forholdet til den indre fornyelse, der altid må være en evangelisk kirkes uafbrudte stræben. Det er ikke nok, at kirkens ydre forhold er bedst mulige; deraf følger ikke med naturnødvendighed, at 'det indre liv' har det bedst. Det er ikke nok, at kirken som organisation overlever, hvis det så at sige sker på bekostning af det indre liv. Når man somme tider hører, at det burde være sådan, som det altid har været, er det noget sludder, for det har aldrig har været 'sådan, som det altid har været'. I Sverige har vi (selvfølgelig) ikke Gustav Vasas bibel i oversættelse fra 1543 eller Wallins salmebog fra 1811. Vi har en salmebog fra 1986 og en bibeloversættelse fra år 2000. Det samme er forholdet i Danmark med Bibelen fra 1992 og Den Danske Salmebog fra 2003. I Sverige er en ny tekstrække begyndt at gælde fra første søndag i advent 2003, og om nogle år kommer også en ny 'kyrkohandbok' (alterbog) samt en ny bønnebog. Den ydre og den indre forandring må stedse gå hånd i hånd. Det er vigtigt at indse, at det samfund, vi lever i år 2003, er radikalt anderledes end ved reformationen for 450 år siden, og for 50 år siden, på Grundtvigs eller bedstemors tid. Og det spørgsmål, vi må stille os i dag, er, dels hvad der gavner evangeliets forkyndelse i vore lande bedst (er det økonomi eller organisation eller menneskers engagement, der er vigtigst?), dels hvordan vi ser på relationen mellem stat og kirke teologisk og principielt. Mens den første debat stort set ligner hinanden i vore to lande, er det mit indtryk, at den senere, dybere debat, så vidt jeg har kunnet se, har været nærmest ikkeeksisterende i Danmark. Måske tager jeg fejl? Men lad mig kort vende blikket mod den situation, som den svenske kirke (svenska kyrkan) i dag befinder sig i. Man har skilt stat og kirke ad per 1. januar 2000 - det ved de fleste nok i dag. I de seneste ti år har den svenske kirke derfor været fuldt optaget af de utallige praktiske og principielle spørgsmål, der vedrører en gammel stats- og folkekirke, som efter 450 års 'ægteskab' pludselig skal skilles fra sin gamle ægtefælle, den svenske stat. Der har været et intensivt arbejde i udvalg og menighedsråd, en voldsom diskussion i medier og utallige kirkelige sammenhænge. Forberedelserne har været grundige og omfattende. Allerede i 1920'erne kom de første forslag om en fra staten fri kirke, men det var først efter Anden Verdenskrig, diskussionen virkelig tog fart. En vigtig forudsætning for at gennemføre adskillelsen, og noget, som folkekirken i dag mangler, er, at svenska kyrkan allerede i 1860'erne fik sin egen stemme gennem det da indførte 'Kyrkomötet', der så igen var et resultat af, at stænderrigsdagen blev afskaffet. I de følgende 135 år kunne således ingen lovgivning vedrørende kirkelige forhold afgøres af Riksdagen, uden at Kyrkomötet havde sagt sit, godkendt eller afvist forslaget. Men det var stadig en statskirke, hvor det var kongen, der vedtog kirkens love, ordning og bøger, udnævnte biskopper og domprovster osv. Det, der sker, er, at i 1950'erne begynder en vigtig principiel debat. Statskirkesystemet havde overlevet sig selv, mente mange, både inden for og uden for kirkens område. 'Konstans dage er forbi', hed det; kirken må og skal selv bestemme i sine indre anliggender; det er meningsløst, at en Riksdag, hvor mange (efterhånden måske flertallet?) ikke tilhører svenska kyrkan, skal bestemme kirkens indre forhold; vi lever dertil ikke mere i et homogent samfund, hvor flertallet deler kirkens tro og liv ('belonging without believing'), så ud fra religionsfrihedssynspunktet er det også forkert, osv. Kirkelige og statslige udvalg afgav en lang række betænkninger mellem 1958 og 1992. I 1995 kom man så frem til en beslutning om 'ændrede relationer' mellem stat og kirke. Stemmetallene var forbavsende tydelige. I Kyrkomötet stemte 230 af 258 medlemmer for forslaget, og tallene var omtrent de samme i Riksdagen. Blandt mange andre faktorer, der bidrog til beslutningen, mener jeg altså, at dels eksistensen af Kyrkomötet, dels 'principdebatten' kraftigt har medvirket til, at vi er, hvor vi er i dag. Kirken har allerede sin egen stemme, hvor svag og diskutabel den end må være. Og alle de løsninger, man blev enig om - f.eks. at kirken stadig får sin 'kirkeafgift' opkrævet af staten via skattevæsenet, at begravelsesvæsenet stadig er kirkens anliggende, at kirkerne er blevet sognets ejendom, eller at præsterne er ansat af deres menighedsråd (!) - alle disse kompromisløsninger har fået til resultat, at de allerfleste er ret tilfredse med den ordning, vi har fået. Selv om vi så kun er en fra staten næsten helt fri kirke. Det er praktiske overvejelser, der har ledt til visse kompromiser. Somme tider har de principielle synspunkter måttet underordne sig de eksisterende vilkår, f.eks. at der ligger en kirke på de fleste kirkegårde, hvorfor det er umuligt at lade kommunerne overtage ansvaret for dem. Det har taget meget, meget lang tid både for Riksdag, Kyrkomöte, utallige komitéer og udvalg, konferenser og menighedsrådsmøder osv., inden vi er nået til vejs ende. Nu er vi der. De ydre forhold er ordnet (sådan da). Nu kommer det an på, hvordan de indre forhold skal se ud. Men hvader så 'kirkens indre liv og forhold' egentlig? Er det gudstjenesterne eller det frivillige arbejde eller det 'åndelige liv', der leves i menigheden, og som aldrig kan måles, kun erfares? Alterbog og salmebog og bibeloversættelse - hører det til de indre anliggender, eller er det noget, staten skal bestemme over? For os i svenska kyrkan er det helt klart et indre anliggende. Hvordan ser man på det i fremtidens i Danmark? Hvad har Folketinget (gennem en 'kongelig resolution') med bibeloversættelsen at gøre, eller hvordan højmessens ritual skal se ud? Er det ikke noget, kirken selv skal tage ansvar for? Jo, det synes de fleste nok. Spørgsmålet er bare, hvem der på kirkens vegne tager det ansvar. Lige så meget som jeg har savnet den principielle diskussion i Danmark - hvor jeg synes, at man hele tiden har gemt sig bag ved, at 'det går jo godt, som det er, så hvorfor ændre på det' (bortset fra, at vi måske skulle se at løfte lidt i 'løftesparagraffen') - lige så meget har jeg oplevet, at vi deler hinandens bekymring for, hvordan kirkens indre budskab skal nå ud til mennesker i dag. Jeg vil særlig pege på det arbejde, der udføres af kirkefondet. Gennem skriftserien 'Kirken i dag' tages disse spørgsmål op til debat og belysning på en fremragende måde. Også i svenska kyrkan er der utallige præster, organister, menighedsrådsmedlemmer, frivillige medarbejdere og mange specialister osv., både på lokalniveau, stiftsniveau og nationalt niveau, der tænker og prøver på at finde de rette veje for en moderne folkekirke i 2000-tallet. Hvad er f.eks. en gudstjeneste egentlig? Ja, det ved vi selvfølgelig godt - men det gør vi måske alligevel ikke. Svaret er nemlig ikke 'højmessen'. Den er ikke gudstjenesten for de fleste mennesker i dag, heller ikke i Danmark. I København og Malmø f.eks. er der en almindelig weekend sammenlagt flere mennesker i andre former for gudstjenester end i folkekirkernes - vi er allerede i den forstand en mindretalskirke. Gudstjenesten er i sin grundlæggende struktur et møde mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes. Det er bare det, at 'almindelige mennesker i dag' ikke oplever det sådan. Det er, som om den nødvendige bro mellem liturgi og menighed mangler. Det er, som om vi i kirken svarer på spørgsmål, som ingen stiller, og ikke tør lytte til dem, der vil have en kirke i tiden. Er det ikke det, der f.eks. kom til udtryk i den borgerhøring, der var i september i Kerteminde. Her kom det tydeligt frem, at der er et svælg mellem dem, der 'sidder på bænken', og dem, der 'står på stolen', som det vist blev sagt. Man kan derfor synes, at det er lidt sørgeligt, når kommentaren fra kirkelig side er blevet, at det drejer sig om »selvsikre borgeres fremsættelse af deres tåbelige krav uden forbehold«, eller en klage over »fodslæben« og dårlig kommunikation. Bortset fra at kirken selvfølgelig aldrig kan opgive sin trosbekendelse, må vi være meget lydhøre over for 'den almindelige mands' synspunkter på f.eks. gudstjenestens udformning. Kirkelig selvtilstrækkelighed kommer man ingen vegne med i dag - det ender med, at man ikke har nogen at tale med. One-way communication har vi haft længe nok. I svenska kyrkan prøver vi (så godt det lader sig gøre) med dialog og delagtighed i stedet for. Menigheden medvirker i de fleste gudstjenester med tekstlæsning og kirkebøn, og vi prøver på at finde så mange opgaver som muligt for lægfolk, andre tider for gudstjenesten og mange forskellige gudstjenesteformer, lige fra den store højtidelige højmesse til de små bønne- og nadvergudstjenester, taizégudstjenester osv. Somme tider går det rigtig godt, somme tider går det selvfølgelig slet ikke. Når det gælder gudstjenesten, må vi spørge os, hvor vigtige de begribelige ord er, i forhold til det, at Gud altid er hinsides alle vore ord, og at en tidløs liturgi aldrig har eksisteret. Gudstjenesten er kirkens centrum, ikke én af flere former, vi arbejder med. I svenska kyrkan har alle menighedsråd de sidste to år måttet udarbejde det, der kaldes en församlingsinstruktion. Den skal tage sit udgangspunkt i, at vi er meget forskellige inden for vor kirkes fælles rammer. Ud fra opgaven at have ansvar for gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission skal hvert sogn have sin egen 'strategi og fremtidsplan', der slet ikke behøver at ligne nabosognets. Den skal netop være til for at give evangeliet de bedste forudsætninger lige her hos os. Og jeg synes, at en af de mest positive følger af de forandrede relationer mellem stat og kirke i Sverige er blevet, at flere 'almindelige' mennesker og i særdeleshed dem, der f.eks. sidder i menighedsrådene, er blevet klar over, at vil vi have en kirke for vores børnebørn, så er det os selv, det kommer an på, og ikke staten. Kirkens indre liv er kirkens egentlige eksistensberettigelse - aldrig den ydre ramme eller organisation. Risikoen er altid, at omsorgen for kirkens ydre liv - økonomi, kirker og kirkegårde, personale og strukturer - nærmest 'kvæler' det indre, det åndelige liv, der er kirkens egentlige væsen, uanset om det er en statskirke (som det var i Sverige før) eller en dansk folkekirkemodel eller en fra staten (næsten helt) fri folkekirke. Professor Eva Hamberg ved Lunds Universitet påpeger i en artikel dette forår, at det er en meget lille del af svenskerne, der egentlig har en kristen tro i dag. Man tror måske, men på sin egen måde og oftest ikke på det, kirken tror på. Kun cirka tre procent deltager i gudstjenesterne, og kirken er meget perifer. En vigtig årsag til dette finder professor Hamberg netop i kirkernes monopolstilling. Et statskirkesystem har altid en tendens til at lede frem til sekularisering, medens religiøs pluralisme oftest fremmer religiøs aktivitet i et samfund. 'Frie' kirker må lægge langt større vægt på det personlige engagement og sin egen troværdighed end der, hvor man har en kirke med monopollignende tilstande. Den kan tilbyde sine ansatte gode vilkår, men tenderer samtidig mod ikke at varetage sine medlemmers entusiasme. Eva Hamberg mener, at det er farligt, når kirkerne i dag tilpasser sig for meget til de medlemmer, der ikke deler kirkens tro. Det kan føre til, at man mister sin identitet som kristen kirke og dermed sin eksistensberettigelse. En sådan kirke kommer næppe til at overleve over længere tid, mener professor Eva Hamberg. Meget af dette gælder, uanset hvordan kirkens ydre forhold er løst, altså svenska kyrkan lige såvel som folkekirken. Jeg tror ikke, at man i Danmark skal stræbe efter at få en løsning på forholdet mellem stat og kirke, der kopierer den svenske model. Men jeg mener, at: 1) man må indse, at statskirkemodellen er forældet og umoderne, i særdeleshed fordi den heller ikke fremmer kirkens indre liv, tværtimod - og derfor er en principiel debat så uhyre vigtig i den kommende tid; 2) man er nødt til at blive enig om en kirkelig handlingsplan for, hvordan man vil have det i fremtiden, ellers kan man risikere at stilles over for en meget dårlig løsning, hvor man ingen egne alternativer har; 3) den danske folkekirke ikke skal kopiere den svenske model, men kan lære meget af den grundighed og åbenhed, man har arbejdet ud fra i Sverige de sidste 50 år i denne sag, altså både af de gode og de mindre gode erfaringer; 4) folkekirken bliver nødt til at finde en eller anden form for repræsentation ('kirkemøde' eller synode), hvor man kan føre sin egen tale og forhandle med staten (selv om mange gyser ved tanken); 5) det vigtige er aldrig at glemme, at kirkens indre liv er det centrale, ikke de ydre forhold. Og dér må en kirke, der vil være kirke, bestemme over sig selv.