I mange år har jeg tænkt over, hvorfor og hvordan de kristne evangelier har kunnet have den umådelige historiske virkning, som de nu engang har haft.

Jeg er ikke teolog, og jeg har ikke nogen nævneværdig viden om de vilkår, hvorunder evangelierne opstod. Jeg forholder mig til dem som et menneske, der i begyndelsen af det nye årtusindes andet årti er lige så slået over den magt, det at fortælle har fået i en humanvidenskabelig, i en organisatorisk og ledelsesmæssig kontekst, samt inden for psykologi og terapi, og ikke kun i politik og i medierne, som vel ret mange andre mennesker også må være.