Som kvinde på 26 år har jeg for nylig været til min anden forebyggende undersøgelse for celleforandringer, også kaldet celleskrab. Selve undersøgelsen er kortvarig og for det meste smertefri.
Man kommer ind, smider trusserne og lægger sig på briksen. Herefter indfører lægen et spekulum i skeden, tjekker, at livmoderen ligger, som den skal, og tørrer så en lille børste hen over enden af livmoderhalsen. De aftørrede celler bliver herefter sendt til et laboratorium, hvor de bliver undersøgt for celleforandringer og vira.
Undersøgelsen er statsbetalt, og alle kvinder bliver indkaldt automatisk hvert tredje år, fra de fylder 23. Fordi man nu har mulighed for at fange celleforandringer, før de udvikler sig til kræft, er det ikke kun en hjælp til den enkelte kvinde, men også en stor økonomisk gevinst for resten af samfundet.
Samfundet sparer hospitalspladser, udgifter til medicin og folk på sygeorlov. Kvinder undgår kemobehandling og opslidende sygdomsforløb. Alt i alt en win-win for alle parter, der kan betyde forskellen mellem liv og død.
Gynækolog blæser til kamp mod 'designervaginaer'Tilbage til mig. Jeg ligger altså der på briksen med spredte ben og nyvasket kusse. Og nu er det, at min læge siger til mig: »Jeg ved godt, det her er ubehageligt for os begge to, så jeg skal nok gøre det hurtigt«.
Indtil da har jeg ikke haft betænkeligheder ved situationen. Men lægens kommentar gør mig usikker og befippet og får mig til at føle mig ulækker.
Pludselig føler jeg mig som en, der ufrivilligt er endt i en lummer pornofilm, hvor min kusse er seksualiseret. Den er noget andet end en hvilken som helst kropsdel, der bare lige skal undersøges. Og det går op for mig, at min kusse er frastødende for den læge, der står bøjet ind over mig. Min kusse er dirty business for hende.
Jeg havde forventet, at lægen ville være vant til at se på sådan nogle. At lægen ville se min kusse, som hun ser resten af min krop. Som kød og knogler, hun som fagperson har ansvaret for at undersøge på en professionel måde.
Men min læge glemte fuldstændig sin rolle som læge. Hun glemte at se på min kusse, som hun før har set på modermærket på min hals eller stingene på mit knæ. Som hun så mit hår igennem for skæl, eller som hun ser på min arm, når jeg får målt min puls.
Fordi min læge glemte det, fik hun projiceret sit eget problematiske forhold til kussen over på mig – patienten – som gik derfra med en underlig følelse i maven. Med den lille bemærkning benævnte hun en del af mig som noget ubehageligt.
For mange kvinder er kussesnak og snak om kønssygdomme forbundet med noget intimiderende og ubehageligt. Også hos lægen. Det skyldes formentlig, at de fleste af os ikke er vant til at se på og tale om kusser. Det er lægerne derimod. Eller: Det burde lægerne være.
Mens vi, os der ikke er fagpersoner, kan være berøringsangste over for visse kropsdele, skal lægerne forholde sig fagligt til det, der har med vores krop at gøre.
Læger må ikke have berøringsangst over for kvinders kønsdele – eller for mænds, for den sags skyld. Hvis de har det, stopper de med at være professionelle. De holder simpelthen op med at være ordentlige læger.
Berøringsangsten for kvinders kønsdele er ikke kun et problem i forhold til kvinders selvfølelse. Det kan også sætte vores fysiske helbred på spil. Hvis lægen ikke kan benævne kussen, kan det i værste fald betyde mangelfuld vejledning, uønsket graviditet, fejlbehandling og uopdagede sygdomme.
Som en veninde fortalte mig, da hun for nylig var til lægen med konstant blærebetændelse:
»Min læge blev ved med at fnise og kalde den for ‘dernede’, og jeg blev ved med at sige »altså mener du røven eller kussen? Og indeni eller udenpå? Men min læge var faktisk ikke i stand til at tale om den«.
På den måde fik min veninde aldrig rigtig at vide, hvad hun skulle gøre for at undgå konstant blærebetændelse, og de smerter og gener det medfører. Hun fik simpelthen ikke lægefaglig hjælp af lægen.
Lyrisk-feministisk blockbuster fra 1970'erne er udgivet igenHvorfor er det så svært at tale om den kusse? Ja, den er forbundet med sex. Men det kan munden også være. Og hvem har nogensinde ligget i tandlægestolen, til en standard tandrensning, og oplevet tandlægen sige: Jeg ved godt, det her er ubehageligt for os begge to, så jeg skal nok gøre det hurtigt.
Kussen kan føde børn, men børn er, så vidt jeg ved, heller ikke forbundet med et socialt eller kulturelt tabu. Så kan kussen også opfylde nogle praktiske funktioner som eksempelvis at tisse. Men tis er heller ikke mere tabubelagt, end at vi sagtens kan sige, jeg skal lige tisse – også i mere formelle sammenhænge.
Så hvad er der med den kusse? Hvorfor er den stadig den ultimative tabuzone i 2014?
En del af svaret er, at mange af de læger, som burde bidrage til, at kvinder får et mere afslappet forhold til deres kønsdele, ganske enkelt ikke er rustede til opgaven.
Og det er ikke kun lægerne, der har et kusseproblem. Ifølge en undersøgelse fra Sex og Samfund er to tredjedele af pigerne i de danske folkeskolers øverste trin utilfredse med udseendet på deres kønsorganer. De synes, at deres kusser er grimme.
Da fotoboksen Kussomaten blev lanceret i 2011 og billeder af flere hundrede kusser blev vist på nettet, var reaktionerne ligeledes afsky og lede. De fleste danskere var dengang enige om, at den slags (naturlige) kusser var klamme.
I løbet af de sidste årtier er antallet af kønslæbeoperationer steget til det tredobbelte. Det betyder, at flere hundrede kvinder hvert år får foretaget kønslæbereduktion og andre operationer af kønsdelene.
At så mange kvinder i Danmark er så utilfredse med udseendet på deres kønsorganer, at de er nødt til at få dem opereret, siger noget om det samfund, vi lever i. Vi har tilsyneladende et problem, når det kommer til at tale om og se på ikkeseksualiserede kusser.
Min venindes oplevelse er altså ikke et enkeltstående tilfælde. Hendes historie går igen blandt resten af den kvindelige befolkning.
Da jeg og resten af ’Kvinde kend din krop’-kollektivet i sin tid indsamlede personlige historier fra kvinder fra hele Danmark, viste det sig igen og igen, at kvinder har svært ved at tale med lægen om deres kønsorganer. Kvinderne har, ligesom mange læger, svært ved at tage de rette betegnelser i brug, når det kommer til at benævne de forskellige kvindelige kønsdele.
De fleste af os ved simpelthen ikke, hvad der er hvad, og hvad de enkelte dele hedder. Det har vi nemlig aldrig lært. Og hvis vi, som læger og andre fagpersoner, endelig ved det, har vi tilsyneladende stadig svært ved at sige ordene højt.
De fleste mennesker er formentlig i stand til at tegne en pik, mens det nok er de færreste, der kan tegne en kusse. Og det er da klart. For hvis man aldrig har set noget, der ligner det, man selv har mellem benene, hvordan skal man så vide, hvordan det ser ud – eller hvordan det skal se ud.
Chefkirurg advarer: Ikke alle skønhedsoperationer går godtDet er da klart, at så mange piger og kvinder væmmes ved deres kønsdele, når ikke engang lægerne kan overskue at kigge på dem.
Og det er ikke kun de ældre piger og de voksne kvinder, som har et unaturligt forhold til deres kønsdele. Det gælder også for de helt små piger.
Flere undersøgelser om forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn viser, at det er de færreste piger i børnehavealderen, som har et ord for deres kønsorganer. Det kan have tragiske konsekvenser. For hvis de yngre piger ikke har nogen betegnelse for deres kønsorganer, kan det være svært for dem at forklare, hvor det eksempelvis gør ondt, hvis de er blevet udsat for overgreb.
Berøringsangsten for kvinders kønsdele er altså ikke kun et personligt anliggende. Det er et samfundsproblem.
13. november 2014 indgik regeringen, SF og Enhedslisten aftale om finansloven for 2015. Her kalder de på et »markant kvalitetsløft« til sundhedsområdet med særlig vægt på blandt andet forebyggelse. Med 6,5 mia. kr. over de næste fire år skal en stærkere almen praksis, herunder lægerne, blive bedre til at opdage sygdomme tidligere.
Danskerne vil ifølge aftalen få introduceret målrettede sundhedstjek, som kan betyde, at forskellige kræftformer bliver opdaget så tidligt, at borgerens chance for at overleve forbedres markant. »Bedre redskaber til praktiserende læger«, lyder det i den nye finanslov.
Desværre indebærer dette ikke noget så simpelt som et kursus i afmystificering af kvindekroppen til alment praktiserende læger. Det indbefatter ikke, at vi målrettet skal skabe mere åbenhed og oplysning om de kvindelige kønsorganer.
Jeg har talt med rigtig mange kvinder, som har haft dårlige oplevelser hos lægen. »Vask dine fingre, hvis du har tænkt dig at røre ved håndtaget«, fik en veninde at vide, efter at hun havde udpeget en skønhedsplet på den ydre kønslæbe.
Den ydre kønslæbe var altså ifølge lægen mere bakteriebefængt end det håndtag, som flere tusind hænder havde taget i. Kussen var noget skamfuldt, som måtte fjernes med sæbe.
»Så må vi vist hellere få dig på nogle p-piller«, fik en anden veninde engang at vide af sin læge, efter at hun havde fået foretaget en medicinsk abort.
I stedet for at spørge min veninde, hvad hun selv havde lyst til, om hun havde brug for vejledning til prævention eller en snak om oplevelsen med aborten, nøjedes lægen med at kaste nogle piller efter problemet. En billig omgang, der snarere vidner om lægens egen berøringsangst over for patientens seksualitet end oprigtig omsorg for den.
En anden kvinde blev af sin læge, mens han løftede op i hendes livmoder med hånden, spurgt, om hun ville ’mærke barnet’. Hun var dengang 15 år og i gang med et sidste indvendigt tjek inden en selvvalgt klinisk abort.
Chefkirurg advarer: Ikke alle skønhedsoperationer går godtJeg kender kvinder, som har været nødt til at argumentere for, hvorfor de har ret til en undersøgelse for sexsygdomme.
»Det behøver du altså ikke, hvis du har en kæreste«, eller »kan du ikke ringe igen, når du mærker nogle symptomer på noget?«.
Til sidst fik en veninde dog trumfet en undersøgelse for sexsygdomme igennem. En undersøgelse, der blev udført i pinlig tavshed. Lægen kunne simpelthen ikke overskue at tale om hendes kusse.
Da den samme veninde nogle måneder senere ringede til lægesekretæren for at få en forebyggende undersøgelse for celleforandringer, blev hun også mødt med et nej.
Hun havde ellers forklaret lægesekretæren, hvordan hun var bange, fordi hun havde oplevelser med veninder, som havde fået konstateret celleforandringer. Og hvordan hun frygtede, at hun kunne være særligt i risikogruppen for at udvikle livmoderhalskræft, da hun havde haft kønsvorter.
Men fordi hun ikke var fyldt 23 og altså ikke var blevet indkaldt, måtte hun nøjes med et: »Kan du da for pokker ikke bare bruge kondom«, fra en irriteret lægesekretær.
Kondomet, mente lægesekretæren, ville afværge seksuelt overførte virusinfektioner som eksempelvis HPV – den, der kan give kønsvorter, celleforandringer og i værste fald kræft. Det er en farlig fejlinformering og en meget forudindtaget holdning til kvinders sexliv.
Løsningen på min venindes frygt for sygdom blev altså ikke mødt med forståelse eller kvalificeret oplysning, men snarere et halvhjertet forsøg på formynderi.
Det er klart, at både læger og lægesekretærer kæmper en daglig kamp mod tid og mentalt underskud. Det siger sig selv, at man må sætte nogle statistisk baserede grænser for, hvornår vi bliver indkaldt til forebyggende undersøgelser. Men når en kvinde ringer og beder om hjælp, beder om at blive hørt, hjulpet og beroliget, er det ikke i orden, at hun bliver mødt med en uoplagt læge og en irriteret lægesekretær.
Når kvinder i al almindelighed henvender sig med ting, der har med underlivet at gøre, skal lægerne tage dem seriøst. Lægerne skal respektere kussen som en del af resten af kroppen.
Kvindebog er et monument over fortidens kedsommelige stereotypierFor hvordan skal kvinder nogensinde få et uproblematisk og naturligt forhold til deres kønsdele, hvis de frygter et opkald til lægesekretæren? Hvordan skal det nogensinde blive anderledes, hvis læger selv reproducerer myten om kussen som noget skamfuldt og ideen om kvinders seksualitet som noget fordækt?
I stedet for blot at fokusere på bedre midler og muligheder for forebyggende undersøgelser bør vi tale om, hvordan vi overhovedet får folk til at tage imod tilbuddene. Og hvordan vi kan få folk til at opsøge tilbuddene selv. Vi bør tale om, hvordan læger kan skabe den fordomsfrihed og tryghed, det kræver, hvis kvinder skal tage imod de forebyggende undersøgelser eller selv henvende sig med spørgsmål, der vedrører deres underliv.
Til at begynde med kan de læger, hvis angst for kussen er større end omsorgen for den, melde klart ud. Således kan kvinder, som skal vælge læge og har tænkt sig at have sex og/eller bare gerne vil undgå kræft i kussen, vælge en læge eller en anden fagperson, som er på deres side.
Lægerne har også mulighed for at henvise kvindelige patienter til andre professionelle, eksempelvis gynækologer, hvis de ikke selv har lyst til at beskæftige sig med kussen.
Men så længe lægernes berøringsangst over for kussen i sig selv er forbundet med berøringsangst, kommer vi ingen vegne.
fortsæt med at læse
