0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Medier og moderne dannelse

Skolen og gymnasiet er ude af trit med den virkelighed, de unge vokser op i i dag. Mediekulturen behandles stedmoderligt.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Skolen og gymnasiet er ude af trit med den virkelighed, de unge vokser op i i dag, skriver Ib Bondebjerg, professor ved Institut for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet. Mediekulturen behandles stedmoderligt.

Vi ved, at børn og unge i dag er vokset op i en helt anden kultur end den generation, som har fastlagt rammerne for den folkeskole og det gymnasium, nutidens ungdom går i.

Sådan har det altid og vil det altid være. Men der er grund til at minde om det i dag, da samfunds- og kulturudviklingen går stærkere end nogen sinde, og hvor den måde, kommunikation foregår på, er totalt revolutioneret.

Dermed er de unges virkelighed, deres muligheder og adgang til viden og kultur også under stærk forandring. Meget groft sagt er det skolesystem og det gymnasium, vi har i dag, et produkt af et dannelsesbegreb, som blev skabt, da nationalstaten, nationalsproget og den nationale litteratur og historie brød igennem og ændrede et mere klassisk dannelsesbegreb. Det blev moderniseret fra 1960'erne og frem, men hviler stadig næsten udelukkende på skriftens og bogkulturens fundament.

De generationer, som starter i gymnasiet i år, er født omkring 1986. De er dermed vokset op i et samfund, som er præget af globalisering og en international mediekultur, som længe har presset, udfordret og påvirket vores nationale demokrati og nationale kultur, og hvor viden og dannelse ikke længere udelukkende og primært er knyttet til skolen og den boglige kultur.

De er vokset op i et samfund, hvor de traditionelle medier (presse, radio, tv og film) har gennemsyret og påvirket vores kultur i mere end 100 år og længe har udgjort rygraden i både demokrati og kultur. Deres og vores oplevelse af kunst og vores viden om verden formidles i høj grad gennem disse medier, som nu ydermere udfordres af det globale netværkssamfunds nye medier.

Computeren og mobiltelefonen er blevet nye elementer i ungdomskulturen, og der chattes, surfes, hentes musik og spilles avancerede computerspil. Samtidig er internettet måske samfundsmæssigt det vigtigste nye medium i nutidens og fremtidens mediekultur.

De nye medier vil i fremtiden ikke bare give adgang til information og viden, eller være en portal til kunst og kultur, men også være en vigtig del af de nye demokratiske former, som opstår i nye netværk på tværs af gamle institutioner og grænser, og som allerede nu anfægter de gamle politikformer og institutioner.

Det har ofte været en rygmarvsreaktion i både skolesystemet og den offentlige kulturdebat først og fremmest at se med bekymring på den nye mediekultur. Angsten for, at de unge skulle droppe bogen eller fortabe sig i en hurtig og overfladisk medieverden, har altid ligget lige for.

Det er lærerigt at se tilbage i tiden til bare 1940'erne og 1950'erne, hvor filmen og tegneserierne var genstand for moralsk panik fra de pædagogiske formyndere. I dag dyrkes både tegneserien og filmen som kunstarter. Forskningen i både de unges mediebrug og i udviklingen af nye medier og teknologier bekræfter ikke dommedagsprofetier og moralsk bekymring. De nyeste tal om unges mediekultur viser, at unge er storforbrugere af næsten alle medier til forskellige typer af behov, og at man ikke kan tale om en bevægelse mod ensidig mediebrug eller kulturel passivitet.

Samtidig viser historien, at nye medier ikke bare afløser eller truer de gamle, men snarere indgår i en slags nyt, symbiotisk kredsløb.

Bogen er f.eks. ikke truet, sådan som mange har spået. Unge læser i stort omfang både bøger og bruger andre medier. Aviserne er mere truet end bøger, men der er ikke noget, der tyder på, at aviser som sådan forsvinder, men nok at der bliver færre, større aviser. For både aviser og bøger gælder det, at de samtidig vil få et nyt liv via interaktive og digitale medier. Aviserne fungerer allerede i stort omfang på internettet og på mobiltelefoner. Mange faktaprægede bogværker og tidsskrifter findes parallelt på nettet, eller er helt overgået til nettet, hvorfra de så kan downloades i papirformat.

Mediekonvergensen på dette område kan altså også beskrives som en digital udvidelse af skriftkulturen. Skriftkulturen trues ikke af computer- og multimedier, tværtimod stiller de store krav til sproglig kompetence og selvstændig søgning via keywords. Bogen som medie for fiktion og kunst er heller ikke truet, tværtimod viser det sig jo ofte, at kredsløbet mellem bøger, film og tv øger forbruget alle steder, og samtidig er film og tv på vej ud på nettet i form af web-tv og film on demand.

Så meget desto stærkere er perspektivet i en tværfaglig tilgang til medier i den almene skole og det almene gymnasium, hvor samspillet mellem me- dierne kan belyses, samtidig med at man beskriver mediernes særpræg og særlige udtryksform. Lige nu diskuteres ændringer i det danske skolesystem. Undervisningsminister Ulla Tørnæs har netop offentliggjort rapporten 'Bedre uddannelser', som bl.a. sigter mod en gennemgribende reform af hf og det almene gymnasium. Danske Gymnasieelevers organisation udsendte sidste år rapporten 'Gymnasiet i videnssamfundet', hvor de peger på, at gymnasiets fagstruktur ikke er grundlæggende ændret siden 1903. De gør derfor op med de eksisterende fag og kræver et tværfagligt gymnasium med tre hovedområder for alle: naturfag, samfundsfag og kulturfag.

I Undervisningsministeriets oplæg tales der tilsvarende om ophævelsen af den nuværende linjedeling og om flere valgfag, individuelle valgmuligheder og samarbejde på tværs.

Fagligheden skal styrkes, hedder det, men en faglighed, som rummer flere valgfag og muligheder for toning og forskellige fagsammensætninger.

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at hverken Undervisningsministeriets udspil, som ganske vist befinder sig på et meget generelt niveau, eller Danske Gymnasieelevers udspil med et eneste ord nævner medier og kommunikation. Nøgleordene i de få indholdsmæssige markeringer i Undervisningsministeriets udspil er naturvidenskab, internationalisering og brug af it. Men ikke med et ord nævnes den kæmpemæssige eksplosion i mediekulturen de sidste mere end 100 år og dermed de fundamentalt ændrede betingelser for dannelse og læring.

Skolen og dens dannelsesbegreb og læring er kort sagt kommet ud af trit med den virkelighed, som vi i dag lever i: en globaliseret kultur og verden gennemsyret af medier.

På landets universiteter har perioden fra cirka 1980 til i dag ført til fremvæksten af en omfattende forskning og undervisning i hele denne moderne mediekultur, en forskning og undervisning, som primært er vokset frem på selvstændige, men tværfagligt opbyggede institutter og uddannelser for medier og kommunikation. I de etablerede sprog- og litteraturfag, ikke mindst dansk, og i historie og samfundsfag er denne udvikling ikke slået igennem i nær samme grad.

Skolesystemets traditionelle dannelsesfag dansk bryster sig ganske vist af at kunne favne det hele og består således i princippet af litteratur, sprog og medier. Men enhver, der kender virkeligheden i det danske skolesystem, ved, at dansk primært er et nationalt, litterært dannelsesfag, hvor hele den moderne medievirkelighed er yderst stedmoderligt behandlet.

Kigger vi på gymnasiet, således som det ser ud under den ordning, som nu står over for forandringer, er medieområdet et forsømt og spredt område, som er svagt til stede i flere fag, men samtidig ikke rigtig er nogen steder. Det er et stedbarn, som mange taler om, men ingen føler ansvar for eller gør noget rigtigt ved.

Medieområdet er i gymnasiet i dag spredt ud på især tre fag: Samfundsfag, som typisk beskæftiger sig med de sociologiske, socialpsykologiske og politiske aspekter af medierne, men hvis krav om medier og kommunikation er meget svagt; dansk, som typisk tager sig af danske medier og dansk medieindhold, men primært fra en æstetisk synsvinkel og klart underprioriteret i forhold til den litteraturhistoriske kanon; film- og tv-kundskab, som er et valgfrit praktisk og kreativt orienteret fag, der primært beskæftiger sig med film og tv, men ikke kan anlægge noget bredt perspektiv på alle medier, fordi faget ikke er obligatorisk og kun findes på få gymnasier og kun på mellemniveau.

Derudover kan eleverne sandsynligvis regne med at møde medier i andre fag, som typisk ikke underviser i medier, men blot bruger film, tv eller andre medier som almindelige indslag i undervisningen.

Gymnasiet er i kraft af sin meget traditionelle fagstruktur kommet helt ud af trit med ikke bare udviklingen i kommunikation og medier i samfundet og de unges virkelighed som sådan, men også med udviklingen inden for forskningen og universitetets faglige organisering, både nationalt og internationalt.

Der er ganske vist siden 1997 med Undervisningsministeriets godkendelse igangsat en række forsøg med medielinjer og mediefag på højt niveau, ofte i form af tværfagligt samarbejde mellem flere fag: formidling og journalistik (Christianshavns Gymnasium), film og multimedier (Avedøre Gymnasium, i samarbejde med Zentropa), film, medier og kultur (Dronninglund Gymnasium) og medier og journalistik (Vestre Borgerdyd).

Disse forsøg er vigtige svar på den udfordring, gymnasiet står overfor, og som bør få indflydelse på det nye gymnasium, som nu er i støbeskeen.

Det er samtidig svar på de udfordringer, som både informationsteknologien og de traditionelle medier rummer allerede nu, og som i fremtiden vil få stigende betydning i kraft af mediekonvergens og digitalisering. I regeringens overordnede it-strategi for Danmark som informationssamfund tales der meget om kommunikation og ny teknologi.

Men hvis ikke det hele skal ende i en meget instrumentel tilgang til nye medier og ny teknologi, så er det vigtigt at anlægge et humanistisk-samfundsvidenskabeligt syn på medier, der udvikler både en selvstændig og kritisk kompetence i forståelsen af mediernes rolle i samfund og kultur, evnen til kritisk og selvstændigt at tilegne sig viden og information og evnen til at bruge medier, informationsteknologi og kommunikation som værktøjer og formidlingsformer.

Skal dette lykkes i det nye gymnasium, så må man gå på to ben i den fremtidige gymnasiereform. Man må sikre, at medier og kommunikation indgår som en central del i de fag, som varetager den brede, almendannende indføring i det danske samfund og den danske kultur. Man må altså sikre, at mediedimensionen bliver en del af den almene, moderne dannelsestænkning i gymnasiet. Det betyder, at danskfaget må tage sin rolle som et moderne dannelsesfag alvorligt og uden moralske fordomme tage den nye mediekultur ind, og at samfundsfag må gøre det samme. Men det betyder også, at man må sikre et mere dybtgående mediefag som en del af fremtidens gymnasium, f.eks. som en del af en tværfaglig fagpakke.

Hvad er det så for en funktion, et moderne, tværfagligt mediefag kan have i fremtidens gymnasium og i skolesystemet som sådan? Det kan sammenfattes i fire overordnede formål med et mediefag som en stærk og selvstændig del af et nyt bredt kulturfag i gymnasiet: - behovet for tværfaglig kompetence og evne til at se medier, kommunikation og teknologi som en helhed, hvor tekst, lyd, billeder, film osv. smelter sammen - evne til kritisk at analysere medier, sortere og bearbejde kommunikation og information - evne til at arbejde med medier i et både socialt, kulturelt og kunstnerisk- æstetisk perspektiv og med inddragelse af en historisk bevidsthed - nødvendigheden af et globalt perspektiv i det nationale uddannelsessystem.

Der er derfor brug for at tænke det nye mediefag ud fra en ny tværfaglig kombination af de elementer, som i dag indgår i film- og tv-faget, i dansk- faget og i samfundsfag. Men det er samtidig nødvendigt at tænke edb/it, det vil sige computermedier og multimedieformer med, således at disse fagområder ikke forbliver teknologisk instrumentelle fagområder, men integreres i et moderne mediedannelsesfag.

Det er samtidig vigtigt, at denne brede tværfaglige tilgang anlægger et bredt mediesyn. Den historiske udvikling fra den trykte til den digitale kommunikation må tænkes sammen i et forløb, der rummer både det praktisk-formidlingsmæssige, det æstetisk sproglige og det sociologiske. Det vil stille krav om, at en del af undervisningen foregår i både praktiske og emnemæssige projektgruppe- forløb, hvor der stilles krav til, at eleverne kan anvende den teoretiske og analytiske viden på et udvalgt stofområde.

Det er en udbredt erfaring, at unges forhold til og forståelse af medier styrkes af, at man kombinerer det teoretiske og det praktiske, det analytiske og det formidlingsmæssige. Gymnasiet skal ikke uddanne filminstruktører, journalister eller multimediedesignere.

Men ved at arbejde kreativt og praktisk med disse områder og kombinere dem med en bred faglig og kritisk indsigt i hele mediekulturens historie, indhold og sociale og kulturelle betydning styrker man også det almene gymnasiums dannelsesfunktion og faglighed. Hvis vi skal ruste de unge til fremtidens globale videns- og informatioonssamfund, til et samfund, hvor kommunikation foregår i transnationale netværk, så er det nødvendigt at bryde med gymnasiets og skolesystemets århundredgamle konservatisme og lukkethed over for den moderne verden. Det er nødvendigt at placere medieområdet centralt i den mere tværgående faglighed, som bør præge det nye gymnasium.