I næste måned er der folketingsdebat om en officiel politik for det danske sprog. For en sjælden gangs skyld er sproget ikke alene et redskab for den demokratiske proces i tinget, men også selve genstanden for den. I dag udkommer første bind af Den Danske Ordbog, et nyt, stort ordbogsværk i seks bind der beskriver danske ord og udtryk i perioden fra ca. 1950 til i dag. Ordbogen kan blive et væsentligt redskab i en sprogpolitik, der har som erklæret mål at styrke dansk, det sprog som gennem generationer har tjent de udtryksbehov netop danskere i tidens løb har haft, og som vi føler hører så intimt sammen med vores identitet som netop danskere. Kort sagt modersmålet, af Benny Andersen kærligt kaldet 'muddermålet', et kreativt påfund der så at sige i anden potens, med karakteristisk dansk ironi, demonstrerer, at danskhed og dansk sprog hører sammen som de to sider af et stykke papir. Ideen om en stor ordbog over moderne dansk har et sådant nationalt udspring. I slutningen af 1980'erne, midt i en tid med øget europæisk integration og stigende internationalisering, blev det nødvendigt for mange, også politikerne, at besinde sig på den danske identitet i en verden, der på én gang er blevet både større og mindre. Deraf fødtes planerne om at udarbejde et stort dansk leksikon og en stor ordbog over nutidsdansk. I dette efterår afsluttes Den Store Danske Encyklopædi med udgivelsen af to indeksbind, samtidig med, at Den Danske Ordbog begynder at udkomme. De storslåede og vidsynede planer er blevet til håndgribelig virkelighed. Det lidt fordringsfulde navn på det nye ordbogsværk: Den Danske Ordbog, kan vække forventninger der kan bekræftes - eller muligvis skuffes! Ordbogen er virkelig tænkt og anlagt som den danske ordbog, en bred og generel ordbog der med sin videnskabeligt funderede, men tilgængelige beskrivelse af moderne dansk, opfylder en stor og varieret brugergruppes behov for oplysning og vejledning om almindeligt brugte danske ords stavning, bøjning, udtale, betydning, brug, historie m.m. Det bør blive standardordbogen over moderne dansk, til brug for både den professionelle og den utrænede bruger samt alle derimellem. Den danske ordbog, der gør andre danske ordbøger overflødige? Det må andre trods alt dømme om. Men forventer man sig en særlig national dansk ordbog, tager man fejl. Et omdrejningspunkt i den almindelige snak om sproget mand og mand imellem og også i den aktuelle debat om en officiel dansk sprogpolitik er påvirkningen fra engelsk, sådan som den viser sig i form af mange indlånte engelske ord og, mere alvorligt, i form af domænetab, det at dansk mister terræn til fordel for engelsk på områder som videnskab, især naturvidenskab, undervisning på de højere læreanstalter og erhvervsliv (engelsk som koncernsprog). Den Danske Ordbog tør dog godt kalde sig dansk skønt den indeholder masser af engelske ord såsom branding, browser, chatte, citybike, cyberspace, downloade og dresscode, alle sammen opslagsord i det netop udkomne første bind, der går fra bogstav A til og med bogstav D. Ordbogsredaktionens opgave har nemlig været at beskrive det danske sprog, som det er. Og de nævnte engelske ord, og mange andre, er faktisk blevet danske nu, fordi de bruges i almindeligt dansk og ofte får dansk bøjning og udtale. Det er altså de engelske ords udbredelse i dansk og deres tilpasning til reglerne for dansk grammatik og udtale der afgør, om de hører hjemme i en dansk ordbog eller ej. Den Danske Ordbog forholder sig ikke puristisk til den engelske indflydelse på dansk, men behandler resultaterne af den tilstræbt objektivt; tilstræbt fordi afgørelsen af, om et givet engelsk ord eller udtryk skulle medtages i ordbogen eller ej, ikke altid har været let. Ordbogen hæger kun om det kernedanske i den forstand, at den indeholder det centrale danske ordforråd og også betydelig mere end det, og hertil hører også låneord af engelsk eller anden udenlandsk oprindelse, i det hele taget mange, mange nye ord, foruden alle de ord der har hørt hjemme i dansk i århundreder, måske tusind år. Det deskriptive, dvs. beskrivende, perspektiv som Den Danske Ordbog gennemgående anlægger på sproget, kommer også til udtryk på andre måder. Det er som regel godt og korrekt dansk, der behandles og beskrives i ordbogens tusindvis af spalter, men ikke altid. Der er f.eks. adskillige fejlagtige stavemåder blandt opslagsordene, former, der enten er direkte stavefejl eller i hvert fald afviger fra Dansk Sprognævns skriftsprogsnorm som den er udtrykt i Retskrivningsordbogen, enten direkte i dens alfabetiske del eller indirekte i dens afsnit med retskrivningsregler. Det drejer sig om ikkenormerede stavemåder som akceptere (stavefejl for acceptere) og chlor (almindeligt brugt form blandt kemikere i stedet for klor). En ordbog med fejl - kan man det? Den Danske Ordbog er naturligvis forpligtet på den officielle norm for stavning og bøjning. Når vi alligevel tager det dristige skridt at tage ukorrekte former med i ordbogen og derved risikerer, at nogen opfatter dem som blåstemplede, er det for at beskrive sproget, som det er, men især for at vejlede brugeren om, hvad der er korrekt og hensigtsmæssigt sprog. Den bruger der tror, at ordet staves akceptere - og det tror mange - ville jo ikke kunne finde ordet i ordbogen, hvis akceptere ikke var opslagsform, med tydelig sangivelse af, at det er en stavefejl, og med henvisning til den korrekt stavede form, acceptere. Anderledes forholder det sig med formen chlor, der nok afviger fra Retskrivningsordbogens form, klor, men stemmer overens med ordets græske udspring og desuden er langt den mest almindelige inden for kemi, også i skolebøger og lærebøger, angiveligt på grund af ønsket om en fælles international kemisk nomenklatur. Ordet chlor kan slås op i ordbogen, med angivelse af, at det er en uofficiel form og med henvisning til artiklen om klor; i den nævnes den uofficielle form, som vi altså ikke opfatter som en fejl. Vores sprogpolitiske linje på dette punkt er kontroversiel og vil muligvis være en anstødssten i visse kredse. Vi mener, at Den Danske Ordbog tjener brugerne ved at oplyse om normen og om almindelige afvigelser fra den og ved også at stille brugerne over for et valg med hensyn til hensigtsmæssighed i en given situation: Skal eleven skrive chlor eller klor i sin kemirapport, og skal kemilæreren svinge sin røde retteblyant, hvis eleven skriver chlor? Den Danske Ordbog er nok normativ idet den utvetydigt angiver ordenes korrekte stavemåde og bøjning, men den er deskriptiv når den desuden oplyser om, hvad der er almindelig sprogbrug, således at ordbogens brugere selv kan træffe deres ortografiske valg afhængigt af sammenhængen. Hvad angår de andre typer sproglige oplysninger i ordbogsartiklerne, stiller sagen sig umiddelbart anderledes fordi, der ikke eksisterer nogen officielt fastsat norm for, hvad der f.eks. er den korrekte udtale, den rigtige betydning eller den ordentlige brug af danske ord. Det har Dansk Sprognævn ikke beføjelse til at bestemme, men nok vejlede om, og Danmark har langt mindre et sprogpoliti, der kan fare ud at pågribe de formastelige der siger og skriver ynglingselev (fundet i Det Kongelige Teaters program til balletforestillingen Sylfiden), bruger ordet godt i betydningen 'lidt mindre end' (f.eks. godt 1.000 tilskuere) eller siger, det er du selv uden om (i stedet for ... ude om). Men hvem bestemmer så, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Et nærliggende, men i virkeligheden upræcist svar er dem, der skriver og taler dansk, os alle sammen. For det er nok naivt at tro, at alle danskere har lige stor indflydelse i sprogspørgsmål. Poul Henningsen brugte engang, i en berømt sang fra besættelsen: 'Man binder os på mund og hånd' (som den tyske censur vistnok troede kun handlede om kærlighed) vendingen »Ingen ka regere det, som vi bestemmer sæl«. Selv om linjen her går på åndens frihed til trods for tyranniet, kunne den også, bl.a. i kraft af sin ortografi, være dækkende for PH's næsten romantiske sprogsyn: at det er hos folket og ikke borgerskabet, at de gode, sunde, funktionelle sproglige værdier vokser frem og udvikler sig, især i talesproget. Man finder nogle af hans ideer om sproget og folket udtrykt i sangen 'Sproget', oprindelig bragt i det kulturradikale tidsskrift 'Kulturkampen' i 1936, nu nr. 121 i Højskolesangbogen. De sidste linjer lyder: »Det fine mennske, det sjældne digt / - la' dem beholde det skrevne ord. / Men det er brugsværdien i din og min mund / sproget står og falder på: / Det talte ord«. PH's sprogsyn er måske smukt, i hvert fald betragtet fra visse politiske positioner, men modsiges i høj grad af den sprogpolitiske virkelighed. For sproget følger nok magten og kapitalen mere end det følger folket. Hvad angår f.eks. ords udtale, betydning og brug, er det de sproglige 'magthavere' og 'smagsdommere' der vil bestemme, folk der, hvad enten de vil det eller ej, sætter normen for, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt sprog. Det er professionelle sprogbrugere som journalister og andre mediefolk, politikere, embedsmænd, erhvervsfolk, forfattere og forskere, altså den kulturelle, politiske, økonomiske og akademiske elite. I mangen diskussion om et sprogligt spørgsmål kan der fremlægges nok så mange saglige og vægtige argumenter for, at et bestemt sprogligt valg er det bedste: chlor eller klor, fordi eller fordi at, osv., men som professor Erik Hansen har påpeget det: den hemmelige, men afgørende præmis for dette eller hint sproglige valg er ofte, at det er korrekt, godt eller smukt sprog fordi den toneangivende sproglige elite har bestemt det. Hvad stiller en ordbogsredaktør op med dilemmaet det almindeligt anerkendte, 'gode' sprog kontra det udbredte, folkelige, måske kritisable sprog? Ordbogsredaktøren skal i mange tilfælde beslutte om et bestemt ord eller udtryk, en bestemt udtale, betydning, formulering eller konstruktion som mange professionelle sprogbrugere regner for ukorrekt, fejlagtig, sjusket, grim eller misforstået, skal medtages og beskrives i ordbogen sammen med det (såkaldt) gode og rigtige sprog. Her, som i spørgsmålet om de engelske ord og om stavning og bøjning, er det grundige undersøgelser af det levende sprog, som giver svaret på, hvad ordbogen skal rumme. Man kan blot ikke som ved stavning og bøjning angive, hvad der er normeret eller fejlagtigt, eventuelt uofficielt, men må beskrive og karakterisere det man møder, herunder at bestemte udtryksmåder eller ordbetydninger er almindelige i bestemte grupper af sprogbrugere, f.eks. hos unge, og måske af mange eller nogle regnes for ukorrekte. For at kunne studere både danske ords hyppighed i sproget og ordenes betydning og brug må man som antydet ovenfor have et meget stort materiale af autentisk sprogbrug til sin rådighed. Kun omhyggelige studier af, hvordan danskerne faktisk bruger sproget kan sætte nogen i stand til at udtale sig om, hvor almindelige ordene er, hvad de betyder, og hvordan de bruges. Man kan kort sagt ikke skrive en dansk ordbog ud af hovedet. Derfor har ordbogsredaktionens vigtigste hjælpemiddel været en kæmpemæssig elektronisk tekstsamling (et såkaldt tekstkorpus) bestående af over 40.000 korte eller lange danske tekster med i alt over 40 millioner løbende ord. Teksterne stammer alle mulige steder fra: aviser lige fra Bornholms Tidende til Skagens Avis, blade lige fra Mælkeritidende til Computerworld, bøger skrevet af forfattere lige fra Ib Henrik Cavling til Peter Høeg, talesprog hidrørende fra danskere lige fra fiskeren i Kerteminde og ungdomsskoleeleven i Lyngby til dronning Margrethe, folketingsdebatter, reklamer, tegneserier, breve, skolestile, dagbøger, brochurer og meget mere. Teksterne repræsenterer både skriftsprog og talesprog, både alment sprog og fagligt sprog, både officielt sprog og privat sprog. Der er lagt vægt på, at få mange tekster med talesprog og med almindelige menneskers sprog med i tekstsamlingen. Ved at lave automatiske undersøgelser af sprogbrugen i denne uhyre omfattende og meget bredt og alsidigt sammensatte tekstsamling, har redaktørerne kunnet udvælge ordene til ordbogen og beskrive dem set fra alle vinkler. Der er gode danske traditioner for ordbogsarbejde med udgangspunkt i studiet af autentisk sprogbrug, men anvendelsen af moderne informationsteknologi og nye metoder har revolutioneret det traditionelle redaktionsarbejde skønt principperne egentlig er uændrede. I betragtning af, at størstedelen af tekstsamlingen trods alt udgøres af professionelt sprog fra bl.a. aviser, blade og bøger, ligger hovedvægten i Den Danske Ordbogs beskrivelse af moderne dansk på et stort, etableret ordforråd med hævdvundne betydninger og anerkendte konstruktioner - bare rolig, Den Danske Ordbog er ikke nogen oprørsk ordbog, selv om den er rød udenpå. Men redaktørerne har under gennemgangen af materialet været meget opmærksomme på nye betydninger, nye anvendelser af ordene, i det hele taget nye måder at bruge sproget på. Netop indslaget af talesprog og almindelige menneskers sprog i tekstsamlingen har fremmet mulighederne for at gøre disse vigtige fund. Det er bl.a. i talesproget og det uformelle sprog, man møder den alternative betydning af godt og formuleringen det er du selv uden om. Ved at medtage nye betydninger og udtryksmåder som disse, vel at mærke med en passende vejledende karakteristik, gør man beskrivelsen af nutidsdansk bred og dækkende, og man bidrager til at fremme den sproglige tolerance og fornemmelsen for sproglige nuancer hos dem, der bruger ordbogen. Desuden kan nyudviklinger i sproget brede sig og blive dominerende i fremtiden, og så er der jo ikke nogen der vil kalde dem forkerte eller uheldige. Et eksempel er ordet lemfældig, der engang betød lsquo omhyggelig, forsigtig', nu nærmest det modsatte: lsquo sjusket, skødesløs'. Det er interessant at de nævnte eksempler på sproglig nyudvikling efter alt at dømme har sin rod i folket, ikke eliten, der tager eller tog (!) afstand fra dem. Den Danske Ordbog udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og udkommer på Gyldendal i 2003-2004. Udarbejdelsen af værket er bekostet af Carlsbergfondet og Kulturministeriet, mens det i sin tid var Undervisningsministeriet, der sammen med Carlsbergfondet finansierede ordbogens forgænger, Den Store Ordbog Over Det Danske Sprog (1918-1956) i 28 bind. Den Danske Ordbog er ikke en afløser for dette storværk, snarere en efterfølger idet Den Store Ordbog Over Det Danske Sprog beskriver sproget fra ca. 1700 til ca. 1950, hvor Den Danske Ordbog så tager fat. I Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er der planer om at sammenkoble de to nævnte ordbøger og efterhånden også andre af Selskabets ordbøger til en elektronisk ordbog, der skal have forbindelse til store tekstsamlinger af den slags, der er omtalt her, bl.a. Korpus 2000, et andet af Selskabets projekter. Så får man et stort, værdifuldt og letanvendeligt ord-, tekst- og videnssystem til megen nytte for alle, der søger oplysninger om dansk sprog og dansk kultur. Lige nu tilbyder Den Danske Ordbog sig som et middel til at fastholde og videreudvikle vort sprogs rigdom og brogede mangfoldighed, til gavn og glæde for alle, i hvilken sammenhæng man så end har brug for oplysning eller vejledning om dansk: når man læser eller skriver, når man lytter eller taler, eller når man nysgerrigt eller videnskabeligt beskæftiger sig med det danske sprog.