Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lars Just
Foto: Lars Just

Punk er et sindelag, en tidløs og universel betegnelse for dissens mener

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Adam Holm: Det starter med et menneske, der siger stop!

Punk er et opgør med undertrykkelse, ensretning og store systemer. Måske er vi mange, der kunne bruge en dosis punk, og måske er den sande punker en helt anden end ham eller hende, der kalder sig for ’punker’.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Far, hvorfor hører du det der punkmusik?«.

Min yngste søn på 13 år kiggede forleden på mig med en blanding af væmmelse – over musikken, antager jeg – og mild forundring; er punkere måske ikke nogen med forrevne læderjakker og lilla hanekam? Og der sidder en pilskaldet far i lyseblå skjorte og læser mails på Forældreintra for at holde sig ajour i en tråd om skolemælk og glemte vindjakker. Not very punky.

Jeg har siden barnsben i de tidlige 1980’ere været tiltrukket af punkmusik. Med årene er jeg blevet rundere både her og der og har føjet andre genrer til den musikalske palet, men jeg har bevaret en vis svaghed eller, som det hedder hos os med væg til væg-tæpper og årskort til Louisiana, en faible for punkens ånd.

Kald mig bare enfoldig, men jeg tror, at impulsen fra den i manges øjne uglesete punk kan være dæmme op for den ’afvæbning’ af kritik, som sociologen Rasmus Willig for nogle år siden afdækkede finder sted på vores offentlige arbejdspladser og i mødet med ’Systemet’. Som en klog kvindelig kollega engang sagde: Punk kan høres som PUNKtere.

Det er dét, punken kan – stikke en nål i selvretfærdighedens og selvtilstrækkelighedens boble.

Punken er andet og mere end sit til tider lovligt krasbørstige lydlige udtryk. Punken er et sindelag, ikke en facitliste, der kræver, at man skal se ud på en bestemt måde.

Nogle af de mest legendariske punkbands, f.eks. The Dead Kennedys fra USA, gik i jeans og spraglede skjorter og langede ud efter punkernes tendens til at ville adskille sig fra det øvrige samfund gennem en manifest stil. På den måde er mange punkere paradoksalt nok lige så uniforme som de politifolk, de hader, eller de slipseklædte skatteborgere, de foragter.

Jeg skal sent glemme, da jeg selv i det herrens år 1987 havde fundet vej til en koncert i Ungdomshuset på Jagtvej med et andet amerikansk band, MDC, en forkortelse for Millions of Dead Cops.

Et par kammerater og jeg havde fået ørerne op for deres musik, særligt den energiske og frydefuldt fornærmende ’John Wayne Was a Nazi’. Stor var vores forbløffelse, da bandet kom på scenen langt ud på aftenen.

I den førdigitale tidsalder havde vi kun adgang til gruppens lp med den ildevarslende titel ’More Dead Cops’. Der var intet bandfotografi, og vi troede derfor i et øjeblik, at der måtte være tale om en fejl, da fire fyre med halvlangt hår og fodformede sko greb ud efter instrumenterne og satte i gang i et medrivende tempo. Hvilken visuel skuffelse for os, der havde sat den daværende hårpragt op til narrestreger og klippet nydelige huller i vores sorte T-shirts.

Og dog var koncerten med MDC en vigtig påmindelse om, at punk er andet og mere end blot et antræk og en selvdestruktiv adfærd, der har til hensigt at chokere småborgerne.

Jeg begår sikkert vold imod begrebets oprindelige betydning, men jeg opfatter punken som en tidløs og universel betegnelse for dissens, det at sige fra over for ensretning, konformitet og mainstream. Indrømmet, det er en hjemmestrikket definition, som næppe tåler et kulturhistorisk tredjegradsforhør, men punkens idémæssige rodfæste stikker dybere end til Storbritannien i slutningen af 1970’erne.

Tag eksempelvis Friedrich Nietzsches opfordring til at udføre ’små afvigende handlinger’. Det skrev han om i ’Morgenrøde. Tanker om de moralske fordomme’ fra begyndelsen af 1880’erne, knap hundrede år før bands som The Sex Pistols og The Damned entrerede scenen.

Nietzsches pointe var, at folk – sådan som vi er flest – blindt følger strømmen og ikke vover eller evner at tænke imod den herskende logik.

Her med filosoffens egne ord: »Små afvigende handlinger er nødvendige! Også nogle gange at handle MOD bedre vidende i sager om SKIK og BRUG; at give efter i praksis og forbeholde sig åndelig frihed;(…) For der er intet, der er vigtigere end når det, der allerede er herskende og anerkendte, overleveret fra gammel tid og blottet for fornuft, bliver bekræftet endnu en gang ved en handling af en, der er anerkendt som fornuftig: dermed er det i alles øjne, der hører om det, blevet sanktioneret af fornuften selv! Al agtelse for jeres meninger: men små afvigende handlinger er mere værd!«.

Det er naturligvis ingen nyhed, at Nietzsche med sin dyrkelse af et ’Übermensch’, der formår at skabe sine egne værdier og give sin tilværelse et meningsfuldt præg, peger på individets betydning. Tillad i den forbindelse en ekskurs, men med en tråd til emnet.

Da jeg engang i tidernes morgen læste historie på Københavns Universitet, blev vi studerende stillet følgende spørgsmål: Er det personer eller strukturer, som er Historiens drivkraft?

Spørgsmålet var ikke grebet ud af det blå. Året før var Berlinmuren væltet, Warszawapagten lå i ruiner, og det sønderrevne europæiske kontinent var efter årtiers ideologisk adskillelse ved at blive syet sammen igen. Et vendepunkt i Europas blodige og konfliktprægede historie begyndte at tegne sig.

Var det Mikhail Gorbatjovs fortjeneste med hans perestrojka og glasnost? Var det Lech Walesa og Solidaritetsbevægelsen med deres vedholdende udfordring af de kommunistiske magthavere? Eller måske Vaclav Havel og hans Charta 77 med deres antitotalitære åndskamp?

Hvis ikke det var en lille håndfuld særligt fremtrædende skikkelser, der skulle krediteres med det verdenshistoriske vendepunkt, så var det måske våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen, elendig planøkonomi, Tjernobyl-katastrofen og massiv politisk undertrykkelse, der havde gjort det af med Østblokken. Måske var det ’strukturerne’, der havde besejret magthaverne og derfor skulle stå øverst på Historiens sejrspodium.

Klio, historiens muse, stiller sig sjældent tilfreds med ensidige svar skåret efter enten-eller-læsten. Jeg tror – for at udtrykke det banalt – at de kræfter, der aktiverer forandringens motor, er summen af en række individers tanker, beslutninger og handlinger, der samler sig og former det kedelige og metalliske ord ’struktur’. Mennesket må komme først og sidst.

Trangen til at gøre oprør – og modet til at gå med – kommer naturligvis ikke dumpende ned fra Himlen som guddommelige stentavler.

Når nogen vover at kræve forandring af det bestående, sådan som i Central- og Østeuropa i 1989, eller under Det Arabiske Forår i 2011, er første skridt på vejen en overvindelse af fastgroede mønstre og indøvede normer i én selv. Med andre ord: Før det store vendepunkt indtræffer, dét, som skrives ind i historiebøgerne, kræver det små afvigende handlinger.

Det gjaldt for den unge tuneser Mohammed Bouazzi. En kold decemberdag i 2010 satte han ild til sig selv. Dermed sluttede hans 28-årige liv. Ikke med det samme. Han var atten smertefulde dage – og lange nætter – om at dø. Det var ikke bare en tragedie, der gjorde ondt på de nærmeste.

Gnisten fra hans selvafbrænding antændte en folkelig vrede, der snart spredte sig og fik hele regionen til at stå i lys lue. Bouazzi blev symbolet på et nyt mod og en ændret mentalitet. Da han afgik ved døden 4. januar 2011, strømmede demonstranter ud på gaderne rundt om i Tunesien og råbte: »Vi er alle Mohammed!«.

Mohammed Bouazzi kom fra Sidi Bouziz, en trist småby med bunker af skrald og klynger af arbejdsløse mænd uden fremtidsudsigter. Bouazizi var træt af armod og fornedrelser.

En kvindelig politibetjents ydmygende behandling af ham gjorde udslaget. Foran den lokale guvernørbolig overhældte Bouazzi sig med benzin og strøg en tændstik. På et sekund var han omspundet af flammer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bouazzi havde intet andet våben end sin krop. Det var en tavs handling. Han havde ingen til at filme, og han efterlod ingen note, der forklarede, hvorfor han handlede, som han gjorde.

Men alle vidste besked. Sorgen og skammen over ikke at få lov at være et menneske kan drive hvem som helst ud i en desperat – ja, umenneskelig – gerning.

Bouazzi hørte til på samfundets nederste trin. Han måtte afbryde sine studier, da faderen døde. Familiens økonomi var for spinkel, og sønnen var i stedet tvunget til at bidrage til husholdet ved at falbyde abrikoser, løg og bønner fra en sammenflikket trækærre. Hver dag kom en betjent forbi og afkrævede et beskyttelseshonorar. Hvis ikke Bouazzi ville hoste op med bestikkelse, kunne han vinke farvel til sin tilladelse til at sælge frugt og grønt.

Hvad der gik igennem hans hoved af overvejelser, kan vi ikke vide, men måske tænkte han, at nogen skal tænde den første gnist, der får andre til at flamme op og sige fra over for de åbenlyse uretfærdigheder. Det lykkedes.

Hans private afmagt blev til et oprør for millioner af folk i Nordafrika og Mellemøsten.

I dag kender vi det nedslående resultat af Det Arabiske Forår. Ikke meget har forandret sig til det bedre, slet ikke i Syrien, hvor flere hundrede tusinde mennesker har mistet livet i otte års blodig krig; heller ikke i Egypten, hvor regeringen – der de facto er en militærjunta – under præsident Sisi er om muligt mere autoritær end Hosni Mubaraks regime; Libyen er ganske vist befriet for sin mangeårige plageånd, diktatoren Muammar Gadaffi, men i stedet er indtrådt politisk kaos, terrorisme og væbnede sammenstød. Kun i Tunesien, konfliktens arnested, er der sket visse forandringer til det bedre.

Protesterne og opstandene blev ikke til det afgørende vendepunkt for befolkningerne i regionen, men Bouazzi viste betydningen af at sige fra.

Hvis punkmusikken for fyrre år siden udsprang af den britiske arbejderklasse og lavere middelklasses vrede over et forstenet samfund med dybe konservative traditioner, som ikke kunne tilbyde ungdommen en reel fremtid, er det punkbegreb, jeg forsøger at tale ,op egentlig ikke så langt fra.

Det handler også om vrede eller indignation, men til forskel fra den historiske punk mener jeg, som antydet, ikke, at hverken formsproget eller det sociale udspring bør være den gyldige adgangsbillet. At være punk er at have et intakt følelsesapparat, der tillader én at være indigneret. En af de mest indignerede personer i de senere år var en mand på 93 år ved navn Stephane Hessel.

Han døde i 2013 i en alder af 95 år, frisk indtil sit allersidste hjertesuk. I en pamflet med titlen ’Indignez vous’ – på dansk ’Gør oprør’ – som udkom i 2010, gav den for længst pensionerede topdiplomat fra den franske udenrigstjeneste luft for sine frustrationer over alt det, der burde siges fra over for.

Hessel var oprindeligt født i Tyskland, men blev på grund af sin jødiske baggrund tvunget til at flygte til Frankrig i begyndelsen af 1930’erne. Han gik ind i modstandsbevægelsen, blev arresteret af Gestapo og deporteret til en kz-lejr, hvor han var tæt på at miste livet.

Hessel brugte sin dyrekøbte erfaring til at råbe de yngre generationer op. I løbet af kort tid blev den pjecelignende tryksag på beskedne 38 sider et allemandseje, som på europæisk plan solgte i flere millioner eksemplarer. Hessels glasklare opfordring til at ’stoppe ligegyldigheden og åbne øjnene’ var åbenbart det, mange havde sukket efter at høre. Den alderstegne, men rørige gentleman med sirlig bunden slipseknude fik nærmest status af profet for en generation af yngre franskmænd og andre europæere.

Vær indignerede, skrev Hessel, og selv om det vist i hans tilfælde må anses for overflødigt at bemærke, at han ikke havde noget med punk som sådan at gøre, er det en understregning af, hvad følelserne fra punk kan gøre: vække engagementet og ophøre med den slumrende måde at føre sit liv på.

Med afsæt i en kreds af veteraner fra modstandskampen afsluttede Hessel med en opfordring, der muligvis lyder mere imponerende på originalsproget end på dansk, hvor vi jo har en nedarvet modvilje mod det pompøse:

»Vi kalder til en ægte, fredelig opstand mod massekommunikationsmedierne, som ikke tilbyder vores ungdom andet end masse-forbrugerisme, foragt for de svage og for kulturen, almindelig glemsel og alles kamp til døden imod alle. Til de, der skal skabe det 21. århundrede, siger vi med kærlig hilsen: At skabe er at gøre modstand. At gøre modstand er at skabe«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Punk er modkultur og en kritisk tankegang, der nægter at bøje nakken for krænkelser, og som vægrer sig ved uantastelige sandheder, manipulationer, dobbeltmoral, blændværk og potemkinkulisser.

Her til lands er det ikke nødvendigt at sætte ild til selv, sådan som Mohammed Bouazizi gjorde, for at blive hørt. Det er heller ikke nødvendigt, sådan som Stephane Hessel gjorde, at måtte gå under jorden og leve illegalt for at undgå dødsstraf. Det burde ikke være så vanskeligt at føre kampen stående frem for at synke på knæ og kapitulere.

Kapitulere over for hvad? Angsten for en anmærkning i chefens bog, risikoen for en fyreseddel, et skævt blik på gaden? Som der står på et kendt punkalbum: Never mind the bollocks.

Næste gang min søn spørger, hvorfor jeg, hans far med en lang uddannelse og pæne manerer, fortsat lytter til punkmusik, må jeg svare ham, som sandt er: Jeg øver mig i ikke at glemme også at handle som en punk. Hver enkelt af os må gå op imod forsøgene på afvæbning. Små afvigende handlinger, tak.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden